Mødedato: 21.09.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Rammeaftale 2018 for det specialiserede socialområde

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Rammeaftale 2018 samt hovedstadsregionens fælles mål på det tværgående højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet godkendes.

(Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget og Økonomiudvalget)

 

Problemstilling

Kommunerne har ansvaret for koordineringen af det specialiserede socialområde og specialundervisning. Dette omfatter udarbejdelse af årlige rammeaftaler for det specialiserede social- og undervisningsområde, der består af en udviklingsstrategi og en styringsaftale. Rammeaftalerne udarbejdes i regi af KKR, og godkendes i kommunerne.

Løsning

Udviklingsstrategien fastlægger udviklingstendenser og perspektiver, som kommunerne oplever i forhold til området. I Udviklingsstrategi 2018, er der med afsæt i aktuelle bevægelser og tendenser udvalgt følgende to fokusområder som genstand for udviklingsprojekter:

  • Børn og unge med Autismespektrum Forstyrrelser og ADHD.

  • Ældre med handicap og psykiske lidelser og behov for sundhedsfaglige indsatser. 

Styringsaftalen understøtter samarbejde om køb og salg af pladser på det specialiserede social- og specialundervisningsområde i hovedstadsregionen, og omfatter aftaler, takstmodel og procedurer, samt aftale om prisudvikling pr. dag i de takstbelagte tilbud.

Styringsaftale 2018 omfatter en række justeringer i forhold til Styringsaftale 2017, samt videreførelse af tidligere aftaler om hhv. takstudvikling og administrativ overhead:

  • Præcisering af principper for anvendelse af flere takstniveauer i samme tilbud (takstdifferentiering).

  • Ændret opsigelsesvarsel for specialundervisningstilbud og STU, så der er overensstemmelse med de øvrige tilbud.

  • Justering af procedurer for fastsættelse og opkrævning af egenbetaling i tilbud efter Servicelovens §§107-108, 109-110.

  •  Priserne på takstbelagt tilbud må til og med 2018 maksimalt stige med P/L minus 2 procent i forhold til P/L-niveau 2014.

  •  Målet om nedjustering af overheadprocenten fra 7 til 6 pct. af de direkte omkostninger skal indfries med takstberegningen for 2018.

Med henblik på at styrke hovedstadsregionens samarbejde på det højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet, foreslår KKR hovedstaden desuden, at følgende fælles mål udgør rammen for samarbejdet i regi af rammeaftalen i perioden 2018-2021:

  • Kommunernes forudsætninger for at give børn, unge og voksne med højt specialiserede behov adgang til de nødvendige højt specialiserede tilbud og kompetencer styrkes.

  • Kommunerne forpligtiger sig på samarbejde om de tværgående højt specialiserede tilbud i hovedstadsregionen, både fagligt og økonomisk.

Alle tværgående højt specialiserede sociale tilbud og specialundervisningstilbud arbejder målrettet med fokus på ‘bedste praksis’ med henblik på effektive indsatsforløb baseret på høj faglighed og størst mulig omkostningseffektivitet.

Socialforvaltningens bemærkninger

Gennemsnitsudgifterne pr. borger på socialområdet er faldet siden 2012 som følge af effektiviseringer. Pga. stram styring og strategisk omstilling er de samlede udgifter nedbragt, mens mange tilbud nu skal håndtere mere ressourcesvage brugere. Derfor forventes det at blive meget vanskeligt at overholde aftalen om en gennemsnitlig takstreduktion på 2 pct. i perioden 2014-2018.

Der er overordnet tre årsager hertil:  

1.   Strategisk faglig omstilling: Den målrettede indsats for mindre brug af døgninstitutioner og botilbud frem for forebyggelse, rehabilitering og støtte i egen bolig medfører, at de borgere der fortsat har behov for botilbud eller døgninstitution vil være dem med det største støtte- og behandlingsbehov. Som følge heraf stiger enhedspriser og takster, selv om omstillingen samlet set indebærer en effektivisering.

2.   Omstilling af tilbud / fysiske rammer: Modernisering af de fysiske rammer for botilbud kan dels betyde opsplitning af store tilbud til mindre tilbud, dels færre men større boliger til borgerne, herunder en øget specialisering pga. de nye fysiske rammer.

3.   Omstilling for at højne sikkerheden: I forlængelse af det tragiske drab sidste år på en medarbejder på et socialpsykiatrisk botilbud har Socialforvaltningen fået påbud om at øge sikkerheden. Som følge heraf er der i budget 2017 og frem givet ekstra midler til personale.

Børne- og Ungdomsforvaltningens bemærkninger

Styringsaftalen
Omkring den fastsatte takstnedsættelse vil Børne- og Ungdomsforvaltningen, jf. bilag 5, tage forbehold for på forhånd at kunne garantere den fastsatte takstnedsættelse, men tilstræber det og vurderer, at det er sandsynligt, at forvaltningen kan leve op til kravet. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Indstillingen behandles af henholdsvis Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget 16. august 2017, Økonomiudvalget 5. september 2017 og Borgerrepræsentationen 21. september 2017.

 

Nina Eg Hansen             Tobias Børner Stax                 Peter Stensgaard Mørch


Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Rammeaftale 2018 samt hovedstadsregionens fælles mål på det tværgående højt specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet godkendes.

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 16. august 2017

Kontorchef Eva Stokbro Jensen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.

Der var følgende protokolbemærkning fra Ø og F:

SF og Enhedslisten er imod, at rammeaftalen fastsætter, at taksterne kun må sige svarende til PL minus 2%.

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 16. august 2017

Indstillingen blev godkendt.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. september 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Enhedslisten og SF videreførte deres protokolbemærkning fra Socialudvalgets møde den 16. august 2017:

”SF og Enhedslisten er imod, at rammeaftalen fastsætter, at taksterne kun må stige svarende til PL minus 2%.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. september 2017

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

Enhedslisten og SF videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

 

”SF og Enhedslisten er imod, at rammeaftalen fastsætter, at taksterne kun må sige svarende til PL minus 2%”

Til top