Delegering af kompetence ved konvertering af lån.
Delegering af kompetence ved konvertering af lån.
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 21. september 2000
BR 369/2000
Delegering af kompetence ved konvertering af lån.
Delegering af kompetence ved konvertering af lån.
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,
at Borgerrepræsentationen delegerer beslutningskompetence til Økonomiforvaltningen til, at godkende konvertering af lån under nedenstående forudsætninger.
at Borgerrepræsentationen delegerer beslutningskompetence til Økonomiforvaltningen til, at godkende regarantier i forbindelse med konvertering af lån under nedenstående forudsætninger.
Økonomiudvalgets beslutning den 15. august 2000
Anbefales, idet Økonomiudvalget løbende skal orienteres om Økonomiforvaltningens brug af bemyndigelsen.
RESUME
Københavns Kommune har i løbet af de sidste 2 år omlagt lån til lavere rente. Endvidere har Økonomiforvaltningen fået henvendelser fra selvejende institutioner angående omlægning af realkreditlån, hvor kommunen står som garant.
Omlægningerne er begrundet med opnåelse af ydelsesmæssige besparelser uden forøgelse af forpligtelser, løbetid, eller restgæld.
Den kommunale styrelseslov fastslår, at beslutning om optagelse af lån og påtagelse af garantiforpligtelser skal, medmindre Indenrigsministeret fastsætter andet, træffes af kommunalbestyrelsen, jf. § 41. Denne sagsgang har ofte gjort de enkle konverteringssager meget langstrakte, hvilket har forårsaget mindre besparelser pga. obligationsmarkedet i bevillingsfasen, har udviklet sig til ugunst for kommunen.
På forespørgsel har Indenrigsministeriet tilkendegivet, at det er muligt ved almindelig lånepleje i form af konvertering af lån, at delegere beslutningskompetence til et stående udvalg eller den kommunale administration. Indenrigsministeriet udtaler endvidere, at en forudsætning for delegering af kompetence, er fastsættelse af retningsregler, der angiver betingelserne for konverteringerne.
Det foreslås, at beslutningskompetencen delegeres under forudsætning af følgende forhold:
- Det nye lån har en lavere rente
- Det nye lån har en lavere ydelse
- Der er ingen nettoprovenue ved konverteringen
- Restløbetiden må ikke forlænges
- Kommunens maksimale forpligtelse må ikke stige, dvs. restgælden på det nye lån ikke overstiger det eksisterende låns restgæld + direkte omkostninger
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Københavns Kommune har, efter de sidste par års rentefald i obligationsmarkedet konverteret lån med henblik på opnåelse af besparelser på ydelsen. Konverteringerne har vedrørt realkreditlån optaget af kommunen samt realkreditlån optaget af selvejende institutioner, hvor kommunen har stillet garanti overfor realkreditinstituttet.
I styrelseslovens § 41 fremgår, at låneoptagelse og påtagelse af garantiforpligtelser skal, medmindre Indenrigsministeriet beslutter andet, træffes af kommunalbestyrelsen. Dette har betydet, at relativ små og ukompliceret konverteringssager har skullet godkendes af Borgerrepræsentationen til trods for, at låneomlægningen ikke forøger kommunens forpligtelser.
Indenrigsministeriets lånebekendtgørelse § 2, stk.2, nr. 3 beskriver, at låneomlægning er mulig såfremt restløbetiden på det oprindelige lån ikke forlænges.
Endvidere fremgår det af Indenrigsministeriets vejledning af 18. marts 1997, at lånereglerne omfatter adgang til konvertering af lån men hensigten er ikke, at konverteringen medfører en likviditetsgevinst.
I Indenrigsministeriets lånebekendtgørelse § 12, stk.2, åbnes alene mulighed for delegering af beslutningskompetence i forbindelse med garantiforpligtelser. Det forudsættes dog, at uddelegeringen af kompetencer kun kan ske til Økonomiudvalg eller et stående udvalg, hvor kommunalbestyrelsen forinden har fastsat beløbsramme samt øvrige vilkår.
Den nuværende sagsgang bevirker, at Økonomiforvaltningen p.t. ikke opererer med en maksimal effektiv lånepleje. Dette har i enkelte tilfælde resulteret i, at de opnåede rentemæssige besparelser ved konverteringerne har været mindre optimale pga. obligationsmarked i bevillingsfasen har ændret sig.
Indenrigsministeriet er blevet forespurgt om muligheden for delegering af kompetence i forbindelse med konverteringer af lån.
Indenrigsministeriet har i sin besvarelse udtalt, at såfremt konverteringen alene omfatter lånepleje, er det muligt at delegere kompetencen til et udvalg eller den kommunale administration.
"En forudsætning for delegering af kompetencer er, at kommunalbestyrelsen fastsætter nærmere retningslinier for, i hvilke tilfælde og på hvilke betingelser lånekonvertering kan finde sted."
Anbefaling
Økonomiforvaltningen foreslår, for at optimere låneplejen, at beslutningskompetencen angående lånekonvertering og regarantier i forbindelse med lånekonverteringer delegeres til Økonomiforvaltningen.
Delegeringen fastsættes indenfor følgende rammer:
- Det nye lån har en lavere rente
- Det nye lån har en lavere ydelse
- Der er ingen nettoprovenue ved konverteringen
- Restløbetiden må ikke forlænges
- Kommunens maksimale forpligtelse må ikke stige, dvs. restgælden på det nye lån ikke overstiger det eksisterende låns restgæld + direkte omkostninger
Rammerne er opstillet i overensstemmelse med Indenrigsministeriets retningslinier og, at kommunens forpligtelser ikke øges set i forhold til, hvad Borgerrepræsentationen allerede tidligere har tiltrådt ved indgåelsen af det oprindelige lån.
Økonomiske besparelser ved konverteringer af realkreditlån vil fremgå af forvaltningernes kvartalsvise budget- og regnskabsopfølgninger.
ØKONOMI
Låneomlægningerne giver kommunen besparelser i form af faldende renteudgifter i lånets restløbetid.
Bjarne Winge
/Paul Sax Møller