Mødedato: 21.09.2000, kl. 17:31

Ændringer i skoledistriktsinddelingen

Ændringer i skoledistriktsinddelingen

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 21. september 2000

 

BR 399/2000

Ændringer i skoledistriktsinddelingen

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,

at udvalget overfor Borgerrepræsentationen indstiller, at nedenstående forslag til ændringer i skoledistriktsinddelingen godkendes

at bilag til styrelsesvedtægten for folkeskolen i København ændres i overensstemmelse med nedenstående forslag til ændringer i skoledistriktsinddelingen

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 13. september 2000

Udvalget tiltrådte forvaltningens indstillinger.

 

 

RESUME

På baggrund af udviklingen i elevtal og søgning samt ændringer i skolestrukturen mv. foretages løbende en vurdering af behov for justering af distriktsgrænser for at optimere forholdet mellem elevunderlag og kapacitetsudnyttelse. Ændringer gennemføres med virkning for indskrivningen i børnehaveklasse og 1. klasse i efterfølgende skoleår.

På dette grundlag udarbejdede Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen en indstilling til mødet i Uddannelses- og Ungdomsudvalget den 24. maj 2000 med et forslag til ændringer i skoledistriktsinddelingen, som blev sendt til høring hos folkeskoler og bydelsråd.

Efter Uddannelses- og Ungdomsudvalgets behandling forudsættes forslaget forelagt Borgerrepræsentationen som ændring af styrelsesvedtægtens bilag.

SAGSBESKRIVELSE

Uddannelses- og Ungdomsudvalget besluttede i mødet den 24. maj 2000 at udsende et forslag om ændringer i skoledistriktsinddelingen til høring ved distriktsskolernes bestyrelser og bydelene.

Ved høringsfristens udløb den 1. september 2000 er der indkommet høringsbesvarelser fra hovedparten af skolerne mv. Den overvejende del af skolerne tilslutter sig forslaget eller tager det til efterretning.

I enkelte tilfælde er der ikke tilslutning til forslaget eller fremsat ændringsforslag:

Ændret grunddistriktsinddeling på Indre Østerbro

Øster Farimagsgades Skole kan ikke tilslutte sig forslag om en omlægning af grunddistrikterne på Indre Østerbro, som er afledt af etableringen af en ny skole i Randersgade 10-12. Skolen finder, at skolens grunddistrikt bliver for stort i forhold til skolens kapacitet. Randersgades Skole tager forslaget til efterretning men forventer, at der efterfølgende foretages en vurdering og endelig afklaring af to roders fremtidige skoletilknytning. Det drejer sig dels om rode 79 ("Kryolitgrunden"), og dels om rode 89 (blandt andet "BUPL-bebyggelsen"), som i forslaget er tillagt Vibenshus Skole. Forvaltningen skal bemærke, at det samlede forslag er udformet i overensstemmelse med bydelsrådet, ligesom forvaltningen har tilkendegivet, at der efterfølgende foretages en nærmere vurdering af skolegangsforholdene omkring "Kryolitgrunden" og "BUPL-bebyggelsen", da forvaltningen på nuværende tidspunkt ikke kender antallet af skoles&osla sh;gende børn i byggeriet på "Kryolitgrunden". Forvaltningen foreslår på denne baggrund, at det samlede forslag opretholdes.

Flytning af grunddistriktsgrænsen mellem Kildevældsskolen og Strandvejsskolen

Kildevældsskolen kan ikke tilslutte sig forslaget om en flytning af rode 98 og 100 (dele af "komponistkvarteret") til Strandvejsskolen, da det fjerner en del af skolens naturlige opland. Forvaltningen skal hertil bemærke, at den helt overvejende del af eleverne fra dette område (ca. 75% og svarende til 1 spor) optages på Strandvejsskolen. Forslaget foreslås fastholdt, da der i modsat fald vil være behov for udbygning af Kildevældsskolen til en 5-sporet skole.

Flytning af grunddistriktsgrænsen mellem Ålholm Skole og enten Vigerslev Allés Skole eller Valby Skole

Hverken skolerne eller bydelen kan tilslutte sig forslaget om en flytning af rode 216, som er begrundet i de pressede kapacitetsforhold på Ålholm Skole. Det henstilles, at man afventer en afklaring af skolestrukturen i den centrale del af Valby. Forvaltningen er indforstået hermed. Det må dog forudsættes, at udviklingen ikke giver grundlag for krav om udbygning af Ålholm Skole til en 4-sporet skole, før den forventede udbygning af andre skoler i bydelen er iværksat.

Flytning af grunddistriktsgrænsen mellem Katrinedals Skole og Vanløse Skole

Skolebestyrelserne ved både Katrinedals Skole og Vanløse Skole er indforstået med at overføre rode 248 (som dækker et område på begge sider af Jernbane Allé) fra Katrinedals Skole til Vanløse Skole. Skolerne foreslår imidlertid, at roden deles i Jernbane Allé.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har forelagt forslaget for Økonomiforvaltningen, som har ansvaret for rodeinddelingen og inddelingens sammenhæng med de overordnede planforhold mv. Økonomiforvaltningen har tilkendegivet, at man er indstillet på at foretage den fornødne justering af rodegrænsen, således at grænsen følger Jernbane Allé, som foreslået af skolerne. Det er således ikke nødvendigt at dele roden. Med denne ændring foreslås forslaget om flytning af rode 248 opretholdt.

Herudover henstiller Vanløse Skole, at der skabes mere sikre forhold omkring skolevejen. Med den ovennævnte ændring af rodegrænsen er forholdene omkring sikre skoleveje i hovedsagen knyttet til børnenes passage af Ålekistevej og Herlufsholmvej. På den trafikerede Ålekistevej er der opstillet trafiklys og anlagt fodgængerfelter ved Veras Allé og Jydeholmen. Det bemærkes, at disse regulerede overgange i forvejen benyttes af børn, som kommer fra den østlige side af Ålekistevej. I modsætning til Ålekistevej er Herlufsholmvej en væsentligt mindre trafikeret vej. Det må vurderes, at forholdene ikke kræver yderligere regulering. På baggrund af skolernes bemærkninger agter Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen at påpege forholdene over for Bygge- og Teknikforvaltningen m.fl. i det permanente samarbejde i udvalget vedrørende sikre skoleveje.

Rødkilde Skole i skoledistrikt 10, Vanløse og Bellahøj Skole i skoledistrikt 11, Brønshøj-Husum

Skolebestyrelsen ved Bellahøj Skole modsætter sig på det skarpeste forslaget om udvidelse af skolens grunddistrikt med rode 285, da det kan føre til dannelse af 5 klasser, hvilket der ikke vil være plads til på skolen.

Forslaget om distriktsændringen er baseret på den seneste 12-årige fremskrivning af elev- og klassetal (som indgår i perspektivplan 2000). Det er forvaltningens hovedsigte at tilpasse grunddistrikterne til skolernes fremtidige kapacitet efter udbygning. Bellahøj skoles grunddistrikt bliver reduceret ved dannelsen af grunddistriktet til den ny skole på Skoleholdervej. Med det foreliggende forslag sikres et elevunderlag, som svarer til Bellahøj Skoles kapacitet på 3 spor efter den gennemførte udbygning af skolen.

Indtil den ny skole på Skoleholdervej kan ibrugtages dannes der i en overgangsperiode flere klasser på Bellahøj Skole, end skolen vil kunne rumme. Det er imidlertid allerede afhandlet med skolen og forældrene, at 2 af de 4 nydannede børnehaveklasser på Bellahøj Skole skal overføres til den nye skole. På dette grundlag fastholder forvaltningen forslaget om ændringen i distriktsinddelingen.

Generelle bemærkninger

I forbindelse med forslag om ændring af grunddistriktsgrænser fremsættes der fra skoleside i nogle få tilfælde forslag om deling af roder. Almindeligvis repræsenterer rodeafgrænsningen en naturlig opdeling af byen. I enkelte tilfælde kan der dog være tale om forhold, som kan give anledning til overvejelse om deling af roder, som det er sket omkring Mjølnerparken på Ydre Nørrebro. Men forvaltningen tilstræber, at det først og fremmest sker ved en tilpasning af rodegrænserne.

Med de aktuelle forslag har det således været muligt at foretage en justering af rodegrænsen, jf. ovennævnte forslag om flytning af en rodegrænse (rode 248 i Vanløse), således at grænsen fremover følger Jernbane Allé.

Forvaltningen må herudover anbefale, at der kun i helt særlige tilfælde foretages en deling af roder, og at det i givet fald alene sker, når der kan opnås mulighed for en naturlig opdeling mellem karreerne i en bebyggelse.

I det aktuelle forslag er der således indeholdt en foreløbig deling af rode 89 ("BUPL-bebyggelsen") på Indre Østerbro.

Samlet forslag

På denne baggrund fremsættes følgende forslag om ændringer i distriktsinddelingen – som i en række tilfælde omfatter bydelsskoler:

  • Rode 24, 29 og 30 flyttes fra Sølvgades Skoles grunddistrikt til Nyboder Skoles grunddistrikt
  • Rode 79, 82-86 danner grunddistrikt for Vibenshus Skole

Rode 77-78, 80-81, 89 danner grunddistrikt for Randersgades Skole

Rode 69, 73-76 danner grunddistrikt for den ny skole i Randersgade 10-12

Rode 67-68, 70-72, 395 danner grunddistrikt for Langelinieskolen

Rode 66, 88, 105-109, 116 danner grunddistrikt for Sortedamskolen

Rode 58-64 danner grunddistrikt for Øster Farimagsgades Skole

  • Beboere i en del af rode 89 bestående af gadestykkerne Serritslevsvej 4-10, Ove Rodes Plads, Kanslersgade, Jagtvej 200-220, Jacob Erlandsens Gade, Borgmester Jensens Allé 2-22 og 1-9, Urbansgade, Poul Henningsens Plads, Østerbrogade 85-99, og Marskensgade 2-10 gives fortrinsret til optagelse på Vibenshus Skole

  • Rode 98 og 100 flyttes fra Kildevældsskolens grunddistrikt til Strandvejsskolens grunddistrikt
  • Heimdalsgades Overbygningsskole tildeles for 8. – 10. klassetrin et grunddistrikt bestående af rode 142-148, 150, 152-157
  • Rode 285 overføres fra Rødkilde Skoles grunddistrikt i skoledistrikt 10, Vanløse til Bellahøj Skoles grunddistrikt i skoledistrikt 11, Brønshøj-Husum
  • Rode 282 overføres fra Rødkilde Skoles grunddistrikt i skoledistrikt 10, Vanløse til Grøndalsvængets Skoles grunddistrikt i skoledistrikt 12, Bispebjerg
  • Rode 248 flyttes fra Katrinedals Skoles grunddistrikt til Vanløse Skoles grunddistrikt, idet grunddistriktsgrænsen - og dermed rodegrænsen - fremover placeres i Jernbane Allé

Det bemærkes, at følgende forslag ikke foreslås fremmet:

  • Rode 216 flyttes fra Ålholm Skoles grunddistrikt til Vigerslev Allés Skoles grunddistrikt eller Valby Skoles grunddistrikt

For en mere udførlig beskrivelse af høringssvarene henvises til Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens resume af høringssvarene og bemærkninger hertil af 4. september 2000, der er vedlagt.

 

ØKONOMI

Forslaget er udgiftsneutralt

 

HØRING

Forslag om ændringer i skoledistriktsinddelingen har været til høring ved folkeskoler og bydelsråd

 

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens resume af høringssvar og bemærkninger hertil af 4. september 2000 samt notat vedrørende forslag om ændringer i skoledistriktsinddelingen af 12. maj 2000

  • Bilag 2: Kopi af høringssvar
  • Bilag 3: Kopi af høringssvar modtaget efter høringsfristen

 

 

 

 

Peter Rasmussen

Jørn Larsen

Til top