Mødedato: 21.08.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Nedrivning af Solvang Centret

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal træffe beslutning om kommunal støtte i form af kapitaltilførsel til nedrivning af det almene byggeri Solvang Centret.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

  1. at nedrivningen af Solvang Centret på Remisevænget 19, 2300 København S, der tilhører en almen afdeling i Boligforeningen 3B, jf. bilag 1, godkendes,
  2. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at yde lån på 3,3 mio. kr. som kommunens andel af kapitaltilførsel, under forudsætning af at realkreditinstitut, Landsbyggefonden og Boligforeningen 3B yder deres andele. Udgiften afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter, finansieret af midler afsat til renovering af almene boliger i Budget 2013 (F19),
  3. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende det endelige nedrivningsprojekt, under forudsætning af at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det oplyste, jf. bilag 1.

Det bemærkes, at der i indstillingens Tabel 1 er en beløbsmæssig fejl, og præciserer, at der som beskrevet i teksten skal ydes en kapitaltilførsel på 3,3 mio. kr.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Solvang Centret er opført i perioden 1970-72 og indeholder et forretningscenter, der i dag er nedslidt og for størstedelen tomt. Klimaskærmen skal sikres og efterisoleres, ligesom alle installationer mv. trænger til en større renovering. Centrets placering og udformning medfører, at det ikke er muligt at udleje lejemålene på kommerciel basis. Boligforeningen 3B (3B) lider derfor et årligt tab på centret på omkring 3,5 mio. kr. Den høje tomgang og centrets arkitektoniske udformning medfører en markant utryghed blandt beboerne i området.

3B anser det ikke som en mulighed at renovere Solvang Centret, så det kan lejes ud. Huslejen, efter en renovering, vil blive for høj, lejemålene vil fortsat have en utidssvarende placering og udformning. Dermed vil utrygheden også være uforandret. 3B har derfor søgt om kommunens godkendelse af en fysisk helhedsplan, der omfatter en nedrivning af Solvang Centret og om kommunal støtte i form af en kapitaltilførsel hertil på 3,3 mio. kr.

I januar 2013 vedtog Borgerrepræsentationen et medlemsforslag stillet af SF om revitalisering af Solvang Centret. Forslaget indeholdt blandt andet et ønske om udarbejdelse af en plan for området og en flytning af Solvang Centrets aktiviteter til kanten af Urbanplanen. I aftalen om Budget 2014 (vedtaget af A, F, Ø, B og O) blev Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen anmodet om at udarbejde en udviklingsplan for Solvang Centret i samarbejde med de øvrige forvaltninger og i dialog med områdets aktører.

Teknik- og Miljøforvaltningen er derfor ved at udarbejde en udviklingsplan for området, der tager udgangspunkt i, at Solvang Centret nedrives. Planen udarbejdes til forhandlingerne om Budget 2015.

Nedrivningen foreslås godkendt allerede nu for at sikre en hurtig gennemførelse heraf. Formålet er at reducere 3B’s tab til tomgang mest muligt samt øge trygheden i området umiddelbart ved at fjerne Solvang Centret, som med sin udformning og tomme lokaler skaber utryghed i området.

Løsning

Nedrivning af Solvang Centret

3B har udarbejdet en plan for nedrivning af Solvang Centret i to etaper. I første etape nedrives centret med undtagelse af den nordligst beliggende del, der huser de kommunale institutioner Remisevænget og Joker. Det forventes at blive en del af udviklingsplanen for området at opføre nye institutioner som erstatning for institutionerne i Solvang Centret, men disse bibeholdes foreløbigt for at undgå udgifter til midlertidig genhusning af institutionerne. I anden etape nedrives den resterende del af centret.

Genhusning

De tre erhvervslejemål i Solvang Centret vil blive opsagt. Der vil ikke ske genhusning af disse, men 3B vil muligvis kunne tilbyde midlertidige lokaler i området.

3B finder alternative lokaler til den boligsociale helhedsplan, Partnerskabet i Urbanplanen, som i dag har til huse i Solvang Centret. 3B finder endvidere i muligt omfang nye lokale til de øvrige aktiviteter, der hidtil har været huset i Solvang Centret.

Socialforvaltningen har meddelt selv at have fundet egnede lokaler til genhusning af socialcentret med indflytning afsluttet 1. april 2015.

Boligsocial helhedsplan og aktiviteter for unge i området

De sidste to år har Solvang Centret huset et værested for unge over 18 år. I forbindelse med nedrivningen af Solvang Centret er det blevet besluttet fremover at tilbyde unge over 18 en matrikelløs indsats udført i et fælles samarbejde mellem SSP og den boligsociale helhedsplan i Urbanplanen. Der vil således ikke fremadrettet være et egentligt værested for unge over 18 år i Urbanplanen.

Udkast til plan for udvikling af området

På baggrund af aftalen om Budget 2014 er Teknik- og Miljøforvaltningen ved at udarbejde et udkast til en udviklingsplan for området og den øvrige del af Urbanplanen. Planen udvikles i tæt samarbejde med 3B.

Det foreløbige udkast til planen omfatter tre overordnede greb for fysiske forandringer af området:

  1. Handel og udadvendte funktioner.
  2. En del af byens struktur.
  3. Boliger til alle.

Den foreløbige plan er nærmere beskrevet i bilag 1. Det er væsentligt at bemærke, at der udover ovennævnte fysiske tiltag kommer forslag til en styrket social indsats i området, som også vil bidrage til øget tryghed, uddannelse og beskæftigelse.

Forslag til elementer i udviklingsplanen har været drøftet på beboermøder og med lokaludvalget i april og maj, ligesom 3B har forestået en beboerinddragelse omkring fremtidigt byggeri på Solvang Centrets grund.

På den baggrund vil Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejde en udviklingsplan som kan indgå i forhandlinger om Budget 2015 og være grundlag for den videre udvikling af området. I det omfang planen kommer til at indeholde ny bebyggelse, vil det kræve en lokalplan, der herefter vil blive udarbejdet.

Økonomi

Kapitaltilførsel

3B har pr. 31. december 2013 opgjort restgælden i Solvang Centret til 11,1 mio. kr. Der hviler på en del af ejendommen en hjemfaldsklausul, der i forbindelse med kapitaltilførslen vil blive indfriet, og 3B har opgjort udgiften hertil til 5,2 mio. kr. Den samlede udgift er hermed 16,3 mio. kr. Disse udgifter finansieres ved en kapitaltilførsel, der betales af realkreditinstituttet (1/5), Landsbyggefonden (2/5) og 3B (1/5). Disse aktører har tilkendegivet at være positive over for nedrivningen. Kommunen bidrager med den sidste femtedel, altså 3,3 mio. kr. Lånet er rente- og afdragsfrit indtil videre, men vilkårene vil blive forhandlet, når det økonomiske resultat af nedrivning og salg eller udnyttelse af byggeretten kendes.

Det kommunale lån til kapitaltilførslen finansieres af Teknik- og Miljøudvalgets bevilling på Finansposter, funktion 8.32.24.5 (Indskud i Landsbyggefonden) af midler afsat i 2014 til renovering af almene boliger jf. nedenstående tabel.


Tabel 1. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

(2014 p/l)

År 2014

I alt

TMU

Nedrivning af det almene byggeri Solvang Centret

Finansposter

8.32.24.5

3,3

3,3

I alt

-

-

-

3,3

3,3

TMU = Teknik- og Miljøudvalget

Grundsalg og indfrielse af kommunale lån

Den ryddede grund vil efterfølgende udgøre et aktiv, der skal indgå i kapitaltilførselssagen. Når den fremtidige strategi for området er besluttet, nedrivningen gennemført, og grunden sælges, vil der ske en tilpasning af kapitaltilførslens økonomi, således at grundværdien indgår heri. Det er på baggrund heraf sandsynligt, at der vil ske en tilbagebetaling af kapitaltilførslen, når grunden er solgt.

På grund af Solvang Centrets dårlige økonomi bevilgede Borgerrepræsentationen i 1993 et 30-årigt rente- og afdragsfrit lån, der udbetales årligt med 460.000 kr. Lånet lyder nu på 6,7 mio. kr. og tilbagebetales, såfremt kapitaltilførslens økonomi efter grundsalget tillader dette. Der er således mulighed for, at Københavns Kommune får tilbagebetalt i alt 10,0 mio. kr. afhængig af grundværdien på tidspunktet for grundsalget. 3B har søgt Landsbyggefonden om dækning af udgiften til nedrivning og lejeledighed.

Videre proces

Hvis Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen meddele støttetilsagn til 3B. Forvaltningen vil sideløbende fortsætte arbejdet med udarbejdelsen af en udviklingsplan for området.

Nedrivningen forventes påbegyndt i april 2015.

 

 

Pernille Andersen                                        /Simon Kjær Hansen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

  1. at godkende nedrivningen af Solvang Centret på Remisevænget 19, 2300 København S, der tilhører en almen afdeling i Boligforeningen 3B, jf. bilag 1,
  2. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at yde lån på 3,3 mio. kr. som kommunens andel af kapitaltilførsel, under forudsætning af at realkreditinstitut, Landsbyggefonden og Boligforeningen 3B yder deres andele. Udgiften afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter, finansieret af midler afsat til renovering af almene boliger i Budget 2013 (F19),
  3. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende det endelige nedrivningsprojekt, under forudsætning af at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det oplyste, jf. bilag 1.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 16. juni 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen

 

F havde følgende protokolbemærkning:

 

”SF forudsætter, at der i sammenhæng med nedrivningen arbejdes på, at der skabes nye faciliteter for beboeraktiviteter og bydelsaktiviteter i forbindelse med bibliotek og skole”

 

A, I, C, V og B havde følgende protokolbemærkning:

 

”A, I, C, V og B ser gerne grunden benyttet til blandede boligformer i området, hvor der i dag udelukkende er almene boliger”.


 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget bemærker, at der i indstillingens Tabel 1 er en beløbsmæssig fejl, og præciserer, at der som beskrevet i teksten skal ydes en kapitaltilførsel på 3,3 mio. kr.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.



 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. august 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

SF videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 16. juni 2014:

”SF forudsætter, at der i sammenhæng med nedrivningen arbejdes på, at der skabes nye faciliteter for beboeraktiviteter og bydelsaktiviteter i forbindelse med bibliotek og skole”.

 

Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Venstre og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 16. juni 2014:

”Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Venstre og Liberal Alliance ser gerne grunden benyttet til blandede boligformer i området, hvor der i dag udelukkende er almene boliger.”

Dansk Folkeparti tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. august 2014

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Dansk Folkeparti valgte at tilslutte sig:

 

”Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ser gerne grunden benyttet til blandede boligformer i området, hvor der i dag udelukkende er almene boliger.”

 

 

SF afgav følgende protokolbemærkning:

 

”SF forudsætter, at der i sammenhæng med nedrivningen arbejdes på, at der skabes nye faciliteter for beboer.”

 

 

 

Til top