Fremtidig styringsmodel på byfornyelsesområdet
Borgerrepræsentationen (BR) skal tage stilling til en ny økonomistyringsmodel for aktiviteter vedrørende byfornyelse samt ændring af bevillingsregler på området.
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
1. at bevillingen Byfornyelse anlæg stjernemarkeres fra d. 1. september 2014,
2. at den foreslåede økonomistyringsmodel og den fremtidige rapportering godkendes,
3. at Teknik– og Miljøforvaltningen (TMF) og Økonomiforvaltningen (ØKF) indarbejder den endelige fremtidige model i Indkaldelsescirkulæret for 2016.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Tilsagn til byfornyelsesaktiviteter finansieres via den kommunale byfornyelsesramme, der årligt afsættes i forbindelse med vedtagelse af budgettet og via den årlige statslige støtteramme til byfornyelse.
Jf. indkaldelsescirkulæret til budget 2015 har TMF sammen med ØKF gennem en længere periode arbejdet på en større analyse af byfornyelsesområdets økonomi. Analysen har vist, at den gældende styring af området ikke giver den nødvendige fleksibilitet for at kunne sikre maksimal statslig medfinansiering i 2014 og frem. Der er to årsager til dette:
• Ændret anlægsstyring i 2011
Bevillingen blev i 2011 underlagt samme styring som bevillingen Ordinær anlæg, jf. bilag 3.
• Forkortet budgetteringsperiode
Budgetteringsperioden blev forkortet fra 4 til 3 overslagsår, jf. bilag 1.
Byfornyelsesprojekter er kendetegnet ved, at det ikke er Københavns Kommune, der er bygherre på projekterne, men i stedet eksempelvis private ejerforeninger. Dette giver en række udfordringer, som søges håndteret med denne model.
En række af de byfornyelsesprojekter, som kommunen giver tilsagn til, bliver aldrig gennemført (annulleringsfaktor), mens andre forsinkes betragteligt i forhold til den oprindelige tidsplan (forsinkelsesfaktor), jf. bilag 1.
Ca. 20 pct. af det nuværende budget realiseres ikke inden for budgetperioden, og med den nuværende model er en del af den samlede byfornyelsesramme derfor låst i forsinkede projekter. Dette betyder, at Københavns Kommune kan risikere ikke at kunne matche og dermed hjemtage maksimal statslig støtte.
Løsning
For at opnå fuld udnyttelse af den samlede byfornyelsesramme i Københavns Kommune og samtidig sikre maksimal statslig støtte, foreslås det at genindføre en stjernemarkering af bevillingen ’Byfornyelse, anlæg’ og samtidig indarbejde en forsinkelses- og annulleringfaktor i økonomistyringen af området på 10-20 pct.
Forslaget er udarbejdet i samarbejde mellem TMF, ØKF og Intern Revision. Løsningsforslaget er uddybet i bilag 1 og 2.
Genindførelse af stjernemarkering
Det er Intern Revisions vurdering, at byfornyelsesprojekterne netop opfylder kravene til stjernemarkerede anlægsprojekter, jf. bilag 1.
Det foreslås derfor, at stjernemarkeringen genindføres på bevillingen ’Byfornyelse, anlæg’. TMF vil dog fastholde en detaljeret økonomistyring på de enkelte byfornyelsesprojekter. Dette sikres ved fremadrettet opfølgning, hvor der bl.a. redegøres for forbrug, realiseret indtægt fra staten og det resterende budget til byfornyelsesprojekter, jf. bilag 1.
Økonomistyring via forsinkelsesfaktor
Det foreslås, at der anvendes en annulleringsfaktor samt en forsinkelsesfaktor på ca.10-20 pct. som teknisk modpost ved budgetstyring af området, jf. bilag 1.
Dermed frigøres 10-20 pct. budgetramme inden for overslagsårene til brug for tilsagn om støtte til nye projekter. Dette vil give mulighed for at sikre et maksimalt match af de statslige rammer.
Såfremt den faktiske annullering og forsinkelse et år uventet reduceres væsentligt, vil TMF mindske den indregnede forsinkelsesfaktor i efterfølgende overslagsår og dermed sikre budgetoverholdelse.
Økonomi
TMUs budgetramme vil samlet set ikke blive påvirket af beslutningen.
Videre proces
Pernille Andersen /Anders Møller
Oversigt over politisk behandling
1. at bevillingen Byfornyelse anlæg stjernemarkeres fra d. 1. september 2014.
2. at den foreslåede økonomistyringsmodel og den fremtidige rapportering godkendes.
3. at Teknik– og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indarbejder den endelige fremtidige model i Indkaldelsescirkulæret for 2016.
Teknik- og Miljøudvalgets møde den 16. juni 2014
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. august 2014
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. august 2014
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.