Task Force anbefalinger og status på mål i Københavns Kommunes erhvervs- og vækstpolitik 2015-2020
Status på de 29 mål i erhvervs- og vækstpolitikken samt anbefalingerne fra task force for bedre erhvervsvilkår i København forelægges til efterretning.
Indstilling
Indstilling om,
- at status på de 29 mål i erhvervs- og vækstpolitikken tages til efterretning,
- at anbefalingerne fra task force for bedre erhvervsvilkår i København tages til efterretning,
- at Økonomiforvaltningen med inddragelse af relevante forvaltninger udarbejder budgetforslag for task forcens 37 anbefalede indsatser.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Økonomiudvalget (ØU) præsenteres årligt for en status på de 29 mål i Københavns Kommunes erhvervs- og vækstpolitik 2015-2020.
Opfølgning på politikken er administrativt forankret i den fælles styregruppe for erhvervs- og vækstpolitikken (Økonomiforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen).
Københavns Kommunes Erhvervsråd mødes tre-fire gange om året, hvor de bl.a. får en status på målene.
I Københavns Kommunes budgetforlig 2018 blev der nedsat en task force for bedre erhvervsvilkår i København i regi af Københavns Erhvervsråd. Af budgetteksten fremgår det, at task forcen skal fremlægge konkrete forslag til indsatser og forbedringer forud for forhandlingerne om budget 2019.
Task forcen skal derudover se på målene i Københavns Kommunes erhvervs- og vækstpolitik 2015-2020.
Den 8. maj 2018 var medlemmerne af Københavns Kommunes politiske udvalg inviteret til temadrøftelse om task forcens anbefalinger, som blev fremlagt af formand for task forcen, Torben Möger Pedersen.
Task forcens anbefalinger og baggrundsanalyser blev offentliggjort på Erhvervsdialogmødet den 30. maj 2018.
Løsning
Status på målene i erhvervs- og vækstpolitikken
Afrapporteringen på erhvervs- og vækstpolitikkens 29 mål sker fra 2018 via et scorecard, som er udviklet på tværs af forvaltninger og sammen med - og på efterspørgsel fra – Københavns Kommunes Erhvervsråd. Scorecardet træder i stedet for erhvervsbarometer-publikationen. Scorecard-formatet er enklere og lettere tilgængeligt i forhold til at skabe et overblik over status på målene. Det bygger på samme datakilder som erhvervsbarometeret.
Scorecardet over de 29 mål i erhvervs- og vækstpolitikken viser følgende:
-
Opfyldte mål: 14 (grøn)
-
Godt på vej til at blive opfyldte mål: 5 (gul)
-
Ikke opfyldte mål: 6 (rød)
-
Kan ikke opgøres: 4 (hvid)
Målene skal som udgangspunkt være nået i 2020. De ikke opfyldte mål er:
-
Årlig forbedring på 5 pct. point i andel af virksomheder, der er tilfredse/meget tilfredse med Københavns Kommunes indsats og service.
-
95 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse.
-
Andelen af virksomheder i København med ledige i løntilskud, virksomhedspraktik etc., er stigende.
-
60 pct. af virksomhederne i Region Hovedstaden skal være innovative i 2020.
-
3 pct. årlig stigning i pendling over Øresund.
-
5 pct. årlig stigning i passagerantal i Københavns Lufthavn.
De fire mål, som ikke kan opgøres, skyldes, at det er vanskeligt og omkostningstungt at gennemføre undersøgelserne. Fx undersøgelsen af andel københavnere, der vil anbefale andre at bo i byen.
Andre mål er uhensigtsmæssige, fordi de udløber i 2017/2018 selvom politikken løber frem til 2020 fx virksomheder skal ved udgangen af 2017 gøre brug af digitale løsninger i 80 pct. af deres henvendelser til kommunen.
Task forcens anbefalinger
Task forcen for bedre erhvervsvilkår i København fremlagde den 30. maj 2018 en omfattende rapport ”København førende metropol for bæredygtig vækst, innovation og talent” samt 12 baggrundsanalyser og en omfattende vækstrapport, der analyserer Københavns økonomiske udvikling siden 2001. Igennem rapporten sammenlignes København (Region Hovedstaden) med andre storbyer i Nordeuropa og med de andre danske regioner.
Task forcens peger på et stort potentiale for at realisere yderligere bæredygtig og inkluderende vækst i København ved at forbedre erhvervsvilkårene med henblik på at skabe øget velfærd. Task forcen finder desuden, at målene i erhvervs- og vækstpolitikken skal revideres, så de bliver mere retvisende og ambitiøse i forhold til at skabe vækst og beskæftigelse i København.
Task forcen opstiller fem tværgående pejlemærker for Københavns udvikling på erhvervsområdet:
-
Ny kommunal servicekultur
-
Danmarks bedste arbejdsmarked
-
Digital innovation i verdensklasse
-
Effektiv, bæredygtig infrastruktur
-
København – Greater Copenhagen
Task forcens rapport indeholder også 37 konkrete anbefalinger, hvoraf task forcen har valgt at fremhæve følgende ti anbefalinger
- Stærkt politisk ejerskab til ny servicekultur
- Flere ”en indgang”- tilbud til virksomheder
- Hurtigere sagsbehandling og regelmæssige målinger af virksomhedernes tilfredshed med byggesager
- Hurtig opfølgning på virksomheders henvendelse om behov for arbejdskraft i et samlet jobmarked i den danske del af GC
- Mere virksomhedssamarbejde og øget fokus på naturfag, teknologi og it i folkeskolen
- Etablering af Øresundsmetro
- Øget konkurrenceudsættelse og samle alle udbud på en platform
- Strategi for digital innovation
- Øget internationalt kendskab til Greater Copenhagen
- Partnerskaber om tiltrækning af internationale kompetencer og forskningsmiljøer
Økonomi
Det er op til Københavns Kommunes politikere at bære task forcens arbejde ind i forhandlingerne om budget 2019. Det skal ske på baggrund af budgetnotater, som Økonomiudvalget kan bestille på samtlige 37 anbefalinger. Alternativt kan et enkelt medlem af Økonomiudvalget bestille budgetnotaterne i de relevante forvaltninger.
Videre proces
Task forcens anbefalinger indgår i budgetforhandlingerne
Økonomiforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen forelægger ØU en procesplan for, hvordan task forcens anbefalinger og analyser kan integreres i Københavns Kommunes erhvervs- og vækstpolitik bl.a. gennem nye mål for kommunens indsatser.
Peter Stensgaard Mørch /Søren Tegen Pedersen
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at status på de 29 mål i erhvervs- og vækstpolitikken tages til efterretning,
- at anbefalingerne fra task force for bedre erhvervsvilkår i København tages til efterretning.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. juni 2018
Socialdemokratiet fremsatte følgende ændringsforslag til nyt 3. at-punkt:
”At Økonomiforvaltningen med inddragelse af relevante forvaltninger udarbejder budgetforslag for task forcens 37 anbefalede indsatser”.
Det af Socialdemokratiet fremsatte ændringsforslag blev godkendt uden afstemning.
Den således ændrede indstilling blev herefter anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
SF afgav følgende protokolbemærkning:
”SF er kritisk over for øget konkurrenceudsættelse af velfærdsområderne. Erfaringerne fra sundhedsområdet har vist at firmaerne i flere tilfælde er gået konkurs, hvilket skaber utryghed for borgerne og giver ekstraudgifter for kommunen der fra den ene dag til den anden skal overtage hjælpen.”
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkninger:
”Vi støtter en Metro under Øresund, men det må ikke gå udover anlæggelse af Metro til alle bydele i København.”
”Vi savner mål og indsatser til øget fremkommelighed - ikke mindst for arbejdstagere og varer til gavn for virksomhederne. Som led i en servicekultur i kommunens betjening af virksomheder og borgere, må kommunen også se på størrelsen af de skatter, afgifter og gebyrer, som kommunen opkræver hos virksomheder og borgere.”
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. juni 2018
Indstillingen blev godkendt med 42 stemmer imod 0. 10 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Å, B, F, V, C, O og I.
Imod stemte: Ingen.
Undlod at stemme: Ø.
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”EL undlader at stemme til taskforcens anbefalinger. På trods af at den også indeholder gode takter om socioøkonomi og uddannelsesløft vil forslagene samlet set sende byen i en forkert retning - både på det grønne og det velfærdsmæssige område.
Anbefalinger af flere p- pladser og havnetunnel vil øge den samlede biltrafikmængde i hovedstaden og vil skadelig for Københavns klimaambitioner. EL mener heller ikke, at velfærdsopgaver såsom sundhold og renhold i højere grad skal udbydes til private. Den del af der i forvejen er udbudt giver problemer nok i form af konkursrisiko og øgede omkostninger. Endelig forholder anbefalingerne sig ikke til Københavns grundlæggende attraktion for erhvervsliv. Det er ikke trængsel og udlicitering. Det er derimod høj livskvalitet, social sikkerhed, relativ lav ulighed, grønne områder, sikker by, ren luft, god infrastruktur og en veluddannet befolkning. Det er her vi skal sætte ind. Ved at udvikle Københavns grundlæggende kvaliteter, kan der også skabes rammer for flere arbejdspladser og tiltrække investeringer og firmaer til byen.”
SF videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Enhedslisten tilsluttede sig:
”SF er kritisk over for øget konkurrenceudsættelse af velfærdsområderne. Erfaringerne fra sundhedsområdet har vist at firmaerne i flere tilfælde er gået konkurs, hvilket skaber utryghed for borgerne og giver ekstraudgifter for kommunen der fra den ene dag til den anden skal overtage hjælpen.”
Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Vi støtter en Metro under Øresund, men det må ikke gå udover anlæggelse af Metro til alle bydele i København.”
Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Venstre tilsluttede sig:
”Vi savner mål og indsatser til øget fremkommelighed - ikke mindst for arbejdstagere og varer til gavn for virksomhederne. Som led i en servicekultur i kommunens betjening af virksomheder og borgere, må kommunen også se på størrelsen af de skatter, afgifter og gebyrer, som kommunen opkræver hos virksomheder og borgere.”