Mødedato: 21.06.2018, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Evaluering af arbejdsklausul og sociale klausuler på støtte og tilskudsområdet

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen vedtog den 10. november 2016 at evaluere brugen af arbejdsklausuler og sociale klausuler, når kommunen yder økonomisk støtte og tilskud ved årsskiftet 2017/2018. Økonomiforvaltningen har i den forbindelse udarbejdet vedlagte evaluering.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at det godkendes, at arbejdsklausulen ændres som følge af ny databeskyttelsesforordning.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

I 2016 vedtog Borgerrepræsentationen at kommunen skal anvende sociale klausuler og arbejdsklausuler overfor eksterne samarbejdspartnere, der modtager tilskud m.m. fra Københavns Kommune. Borgerrepræsentationen besluttede samtidigt at evaluere brugen af arbejdsklausuler og sociale klausuler, når kommunen yder økonomisk støtte og tilskud. Evalueringen er vedlagt jf. bilag 1.  

I evalueringen fremgår det, at alle forvaltninger, undtagen Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, har implementeret arbejdsklausulen på de områder, hvor de oprindeligt identificerede, at klausulen kan implementeres. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, har kun delvist implementeret klausulen, da det har vist sig, at en arbejdsklausul på leverandøraftaler inden for hjælpemiddelområdet kan medføre en risiko for indskrænkning af borgerens ret til frit valg.

Alle forvaltninger, med undtagelse af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen, har implementeret de sociale klausuler på de identificerede områder. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har kun delvist implementeret klausulerne, da forvaltningen for en række bevillingsmodtagere har vurderet, at sociale klausuler ikke er relevant, da disse er drevet af frivillige, med få eller ingen ansatte. Børne- og Ungdomsforvaltningen har ikke implementeret klausulerne, grundet udfordringer med at rekruttere praktikanter fra erhvervsuddannelserne til de private daginstitutioner.

I evalueringen har Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Sundheds- og Omsorgsforvaltningen forslået, at harmonisere retningslinjerne for hvornår klausulerne skal anvendes på tværs af forvaltningerne. Økonomiforvaltningen har drøftet dette forslag med forvaltningerne, og det har vist sig ikke at være hensigtsmæssigt at harmonisere retningslinjerne, da en harmonisering ikke vil tage hensyn til forvaltningernes forskellige ressortområder.  Forvaltningernes ressortområder er underlagt forskellig sektorlovgivning og samarbejder med forskellige typer af tilskudsmodtagere.

Ændring af arbejdsklausulen ifm. ny databeskyttelsesforordning

En ny databeskyttelsesforordning er trådt i kraft den 25. maj 2018. Københavns Kommune har bedt DLA Piper foretage en undersøgelse af dennes betydning for behandling af personoplysninger i forbindelse med kontrol af overholdelse af arbejdsklausuler. Ved kontrol af arbejdsklausulen behandler kommunens indsatsteam personfølsomme oplysninger i form af blandt andet ansættelseskontrakter og lønsedler. Før forordningens ikrafttrædelse blev håndteringen af personfølsomme oplysninger baseret på de involverede medarbejderes samtykke.

DLA Piper anbefaler i deres notat, at kommunen, som følge af databeskyttelsesforordningen, fremadrettet baserer håndteringen af personfølsomme oplysninger på hensynet til udførelsen af ”en opgave i samfundets interesse” samt ”interesseafvejningsreglen”. Ved sidstnævnte sker der en afvejning af hvorvidt Københavns Kommunes interesse i behandlingen af oplysningerne er mere tungtvejende end arbejdsgiver interesse i, at oplysningerne ikke behandles. DLA Piper konkluderer i deres notat, at medarbejdernes samtykke fremadrettet ikke er nødvendigt, for at behandle personfølsomme oplysninger i forbindelse med kontrol af arbejdsklausulen.

Løsning

Evalueringen af klausulerne på støtte- og tilskudsområdet medfører ikke forslag til fælles ændringer i retningslinjerne for anvendelsen af klausulerne. For at sikre fagudvalgene mulighed for at foretage evt. tilretninger af indsatsen på eget ressortområde, sendes evalueringen i høring i fagudvalgene. Herved sikres en ensartet proces i alle forvaltninger, hvor udvalgene har mulighed for at vurdere, hvordan indsatsen forløber på deres område. Det er oprindeligt fagudvalgene, der har vedtaget retningslinjerne for anvendelsen af klausulerne på støtte og tilskudsområdet inden for deres ressortområde. Derfor kan fagudvalgene beslutte at revidere indsatsen indenfor deres ressortområde. Såfremt de gør det, skal det godkendes af Borgerrepræsentationen.

I evalueringen har en række forvaltninger desuden peget på ændrings- og forbedringsforslag, der kan håndteres administrativ, herunder forslag til det system hvor leverandøraftaler registreres og til kommunens intranetside vedr. social dumping samt forslag til at arbejde med at sikre at sociale klausuler får lokal effekt. Økonomiforvaltningen er gået videre med at imødekomme disse forslag på administrativt plan.

Ændring af arbejdsklausulen ifm. ny databeskyttelsesforordning

På baggrund af DLA Pipers anbefaling og såfremt indstillingen godkendes, vil Økonomiforvaltningen tilrette arbejdsklausulen og procedurer, således at leverandørens videregivelse og Københavns Kommunes behandling af personoplysninger baseres på det korrekte hjemmelsgrundlag, det vil sige henholdsvis ”interesseafvejningsreglen” og hensynet til ”en opgave i samfundets interesse”. Når videregivelse og behandling af personoplysninger er baseret på ovenstående, skal leverandører, der er underlagt en arbejdsklausul, oplyse sine ansatte om deres ret til at gøre indsigelse mod leverandørens videregivelse af personoplysninger, og Københavns Kommune skal oplyse medarbejdere om kommunens behandling af de personoplysninger, såfremt disse indhentes direkte fra medarbejderne. Det interne indsatsteam vil tilrettelægge sine procedurer således, at Københavns Kommunes oplysningspligt opfyldes i forbindelse med indsatsteamets indsamling af oplysninger, såfremt indstillingen godkendes. 

Arbejdsklausulen er desuden blevet opdateret med få sproglige justeringer, som ikke ændrer på indholdet i kravene. Den opdaterede arbejdsklausul er vedlagt jf. bilag 2.

Økonomi

Forslagene har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når evalueringen har været i høring i fagudvalgene, forelægges indstilling med høringssvar og evt. forslag fra fagudvalgene for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Peter Stensgaard Mørch                  /Mads Grønvall

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

1. at det godkendes, at evalueringen af brugen af arbejdsklausuler og sociale klausuler ved tildeling af støtte og tilskud sendes i høring i fagudvalgene til og med den 14. september 2018,

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

2. at det godkendes, at arbejdsklausulen ændres som følge af ny databeskyttelsesforordning.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. juni 2018

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. juni 2018


Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top