Medlemsforslag om mærkning af retoucherede reklamer på kommunens reklameflader
Medlemsforslag
Det foreslås,
1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen og øvrige relevante forvaltninger at udarbejde et forslag til politisk behandling, der belyser mulighederne for at stille krav om, at kommunens og kommunale selskabers reklameflader ikke bruges til reklame, som bidrager til at fremme usunde og urealistiske kropsidealer ved at billeder af mennesker, som er retoucherede, kun forekommer, såfremt det fremgår tydeligt af en mærkning.
2. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen samt øvrige relevante forvaltninger at udarbejde et forslag til politisk behandling, der belyser mulighederne for at indgå aftale med virksomheden, der administrerer de reklamer, der vises på det reklamebærende byudstyr i København, om krav til mærkning af retoucherede reklamer.
(Stillet af Socialdemokratiet, SF og Alternativet)
Motivation
Oslos byråd vedtog for et par måneder siden, at det på reklamer i kommunale reklamestandere skal fremgå tydeligt, hvis modellerne på disse er blevet digitalt retoucherede. Denne beslutning er et skridt i retningen mod at fremme mere sunde kropsidealer, og det bør vi lade os inspirere af i København.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. juni 2018
Liberal Alliance fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):
”Det foreslås, at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen og øvrige relevante forvaltninger at udarbejde et forslag til politisk behandling, der belyser mulighederne for at stille krav om, at kommunens og kommunale selskabers reklameflader ikke bruges til reklame, som bidrager til at fremme usunde og urealistiske kropsidealer ved at billeder af mennesker, som a) er retoucherede, b) har make-up på, c) suger maven ind, d) har fået taget billeder fra deres gode side eller e) på deres gode dag, kun forekommer, såfremt det fremgår tydeligt af en mærkning.”
Det af Liberal Alliance fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 40 imod 2. 12 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: I.
Imod stemte: A, Ø, Å, F og O.
Følgende undlod at stemme: B, V og C.
Selve medlemsforslaget blev herefter vedtaget med 38 imod 11. 5 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, Å, F og 1 medlem af C (Jakob Næsager)
Imod stemte: V, O. I og 1 medlem af C (Helle Bonnesen)
Følgende undlod at stemme: B.
Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre mener, at det er vigtigt, at vores unge som voksne er selvbevidste og de ikke forguder urealistiske kropsidealer. Den bevidsthed skaber vi gennem dannelse og uddannelse. Den refleksion fremmer vi gennem kunsten, kulturlivet og opdragelsen hjemme.”
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre er optaget af at løse byens virkelige problemer og støtter således ikke det fremsatte forslag.”