Mødedato: 21.06.2018, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Genvedtagelse af forslag til lokalplan "Apollovej III", Vanløse

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til genvedtagelse af lokalplan "Apollovej  III", da Planklagenævnet har ophævet lokalplanen. Planforslaget vil lovliggøre  bl.a. en mindre udvidelse af detailhandel og en boligbebyggelse med bl.a. almene boliger på taget af et butikscenter.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende lokalplan ”Apollovej III” med de ændringer, som fremgår i løsningsafsnittet og af bilag 4 og 5.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Planklagenævnet ophævede den 23. februar 2018 kommunens screeningsafgørelse om ikke at udarbejde en miljøvurdering i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer. Lokalplan nr. 531 ”Apollovej III” blev endelig vedtaget af Borgerrepræsentationen den 17. marts 2016. Med Planklagenævnets afgørelse ophæves lokalplan nr. 531, og sagen er hjemvist til fornyet behandling i kommunen. Det er alene den processuelle del af planens tilblivelse og vedtagelse, der er underkendt, og kun for det der omhandler utilstrækkelig begrundelse for ikke at udarbejde miljøvurdering. Tidligere gældende lokalplan nr. 439 ”Apollovej II” er derved ikke ophævet og er fortsat gældende plangrundlag. Byggeriet er færdigopført i henhold til den nye plan ”Apollovej III” og skal herefter lovliggøres retligt eller fysisk.

Løsning

Historik

Apollovej II” gav mulighed for opførelse af et butikscenter med erhvervslokaler på samlet ca. 32.000 m2 etageareal. ”Apollovej III” gav mulighed for en konvertering af erhverv til boligformål på 14.000 m2, en mindre detailhandelsudvidelse på 2.000 m2, samlet en udvidelse på 5.500 m2 som supplement til den eksisterende lokalplan, så der samlet blev mulighed for 37.500 m2 etageareal.

Det blev vurderet, at der ikke skulle udarbejdes miljøvurdering, hverken til den tidligere lokalplan for et butikscenter (Apollovej II) eller til ny lokalplan med supplerende byggeri (Apollovej III).

Afgørelsen om ikke at udarbejde miljørapport til ”Apollovej III” blev påklaget til Planklagenævnet. Planklagenævnet gav ikke klagen opsættende virkning. Det betyder, at forvaltningen skal – behandle byggeansøgning iht. lokalplanen, som er gyldigt retsgrundlag, indtil nævnet senere har taget stilling til klagen.

Miljøscreening

På baggrund af Planklagenævnets afgørelse har forvaltningen nu gennemført en miljøscreening, som har været i høring hos relevante myndigheder. Forvaltningen vurderer ikke, at projektændringerne muliggjort i lokalplanen ”Apollovej III” medfører en væsentlig påvirkning af miljøet. Høringssvarene har ikke givet anledning til ændring af afgørelsen om ikke at udarbejde en miljørapport. Afgørelsen er offentliggjort af forvaltningen. Klagefristen udløber den 6. juni 2018.

Lovliggørelse

Apollovej III” blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 17. marts 2016 uden afstemning.

Boligbebyggelsen og den mindre detailhandelsudvidelse, som er omfattet af lokalplanændringerne, er færdigopført. Disse dele af bebyggelsen har efter Planklagenævnets afgørelse fået status af ulovligt byggeri, for så vidt de ikke er lovlige efter lokalplan nr. 439 ”Apollovej II”. Forvaltningen er forpligtet til at lovliggøre de ulovlige forhold enten i form af en retlig lovliggørelse eller en fysisk lovliggørelse. Den retlige lovliggørelse vil bestå i, at den ugyldige lokalplan vedtages igen med en korrekt miljøscreening af projektændringerne, der bliver muliggjort i ”Apollovej III”.

Proportionalitetsprincippet (at valget af lovliggørelse står i rimelig forhold til forseelsens omfang og formålet med lovliggørelsen) tilsiger, at lovliggørelsen som følge af planklagenævnets afgørelse, skal være mindst muligt indgribende over for bygherre. Med baggrund i at byggeriet stort set er færdigopført, og at afgørelsen ikke vedrører planens indhold, vil den mindst indgribende lovliggørelse være den retlige lovliggørelse med en vedtagelse af lokalplanen på ny.

Kommunen kan som myndighed vælge at genoptage sagen til fornyet behandling. Lokalplanforslaget var i offentlig høring den 19. oktober til 14. december 2015 og i supplerende høring den 14. til 28. januar 2016. Lokalplanforslaget er fortsat gældende, jf. planlovens § 32, stk. 1, hvoraf det fremgår, at lokalplanen senest skal være endeligt vedtaget tre år efter offentliggørelsen af forslaget da forslaget ellers vil falde bort. Det vil sige, at planen skal være genvedtaget senest den 19. oktober 2018. Forvaltningens bemærkninger til høringssvar og ændringer fremgår af bilag 2. Der er foretaget redaktionelle ændringer i forbindelse med genbehandlingen, svarende til det fremlagte i tidligere indstilling fra 17. marts 2016, se bilag 5 og forvaltningens afgørelse på baggrund af miljøscreening foreslås herudover indarbejdet i redegørelsen. Den foreslåede ændring af redegørelsens afsnit om miljøvurdering fremgår af bilag 4.

Forvaltningen vurderer ikke, at der er behov for en fornyet offentlig høring af lokalplanforslaget, da der ikke ændres i det indholdsmæssige, vedr. byggemuligheder.

På baggrund af ovenstående anbefaler forvaltningen at genvedtageApollovej III”.

VVM (Vurdering af virkningerne på miljøet)

Forvaltningen skal gøre opmærksom på, at kommunens VVM-afgørelse i forbindelse med projektet i samme lokalplan blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Miljø- og Fødevareklagenævnet har med afgørelse af 4. maj 2018, ophævet og hjemvist kommunens afgørelse om, at projektet ikke er screeningspligtigt/ikke omfattet af VVM-reglerne.

Da den endelig vedtagelse af lokalplanen ikke er afhængig af projektets VVM-screening eller udarbejdelse af VVM-rapport, foreslås at disse holdes adskilt og planen anbefales endeligt vedtaget. Forvaltningen vil igangsætte VVM-screening snarest, der vil være en klagefrist på 4 uger fra offentliggørelse af forvaltningens afgørelse.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Såfremt der ikke vælges en retlig lovliggørelse af byggeriet, skal byggeriet fysisk lovliggøres (fjernes) med dertilhørende procesrisiko, se fortroligt bilag 7. Bilaget er fortroligt jf. forvaltningsloven §27, stk. 4, nr. 3. I henhold til styrelseslovens § 50 C vil en beslutning om fysisk lovliggørelse endvidere medføre en væsentlig risiko for personlig ansvarspådragelse hos politikerne.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

 

Pernille Andersen               /Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende lokalplan ”Apollovej III” med de ændringer, som fremgår i løsningsafsnittet og af bilag 4 og 5.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 28. maj 2018

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. juni 2018

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. juni 2018 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Til top