Medlemsforslag om statue af Queen Mary
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med øvrige relevante forvaltninger at udarbejde en sag til politisk behandling, som belyser hvorledes en finansiering med fondsdeltagelse kan tilvejebringes, med det formål at opføre en bronze statue af Queen Mary foran det Vestindiske Pakhus.
(Stillet af Enhedslisten)
Motivering
Københavnerne har taget statuen af Queen Mary ved Vestindisk Pakhus til sig. Hun er blevet folkekær og skaber en mindelse om kampen for ordentlige vilkår for de mennesker, der producerede de vestindiske kolonialvarer.
I Vestindien - og særligt på St Croix - har Queen Mary længe været en folkehelt - og hun er de seneste år blevet til en integreret del af vores fælles historie.
Kolonitiden hører under den mørke fortid, som har været med til at skabe det København, vi kender i dag. Det kan man se spor efter i mange af Københavns ikoniske bygninger, der er opført under Danmarks tid som menneskehandlende og undertrykkende kolonimagt. Vi skal synliggøre Københavns rolle i udnyttelsen og undertrykkelsen af de koloniserede mennesker, for kun gennem bevidstgørelse og synliggørelse af historien kan vi lære af vores fejl. Samtidig skal vi hylde de modige mennesker, der kæmpede for frihed og ligeværd og først gjorde en ende på slaveriet i 1848 og derpå i 1878 kæmpede mod revselsesret af sorte kontraktarbejdere, og de andre nedværdigende og usle arbejdsforhold, som afløste slaveriet.
For tre år siden fik vi i København en statue, som alle efterhånden kender som et vartegn ved det dansk-vestindiske pakhus på Toldboden, nemlig Queen Mary. De to kunstnere bag statuen, der fortsat blot er af malet polystyren, Le Vaughn Belle og Jeannette Ehlers oplever gang på gang, at de skal udbedre skader efter vind og vejr, hærværk og andet på den midlertidige statue, de har opsat. Og mange københavnere er bekymrede for, om de også i fremtiden vil kunne møde den imposante figur med den store klangbund i ønsker om respekt for alle københavnere, uanset herkomst.
Kvinden Mary Thomas, der er kendt som »Queen Mary«, stod som frontfigur for arbejderopstanden på De Dansk Vestindiske Øer i 1878 og var en milepæl i opgøret med slavelignende arbejdsvilkår - herunder også en inspiration til kampen mod Tyendeloven i den europæiske del af riget. Senere sad hun sammen med tre andre kvindelige oprørere i kvindefængslet på Christianshavn for deres rolle i opstanden.
Queen Mary fortjener en permanent bronzeskulptur, da hun var frihedskæmper og oprørsleder imod den undertrykkelse, som de sorte landarbejdere var underkastet. Placeringen af statuen skal fortsat være på det symbolsk signifikante sted ved siden af dansk-vestindisk pakhus, hvorfra de rige købmænd modtog og videresolgte sukker fra de danske kolonier.
Beslutning
Medlemsforslaget blev taget af dagsordenen ved mødets start.