Mødedato: 20.09.2018, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Overtagelse af AB Jagtgårdens skybrudsprojekt i offentlig vej, Østerbro

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at overtage en del af et privat skybrudsprojekt, som efter Københavns Kommunes overtagelse af en række private fællesveje ligger i offentlig vej.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Københavns Kommune overtager AB Jagtgårdens skybrudsprojekt, herunder rettigheder og pligter, for den del af projektet, der ligger i offentlig vej. Overtagelsen sker, når AB Jagtgården har færdiganlagt projektet,

  2. at der gives et rådighedsbeløb på 5,5 mio. kr. og frigives en anlægsbevilling på 5,5 mio. kr. til betaling for overtagelse af den del af AB Jagtgårdens skybrudsprojekt, som er i offentlig vej, jf. afsnittet ”Økonomi”. Rådighedsbeløbet afsættes og anlægsbevillingerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg jf. bilag 3.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

AB Jagtgården og HOFOR har i 2015 indgået en aftale om etablering af et skybrudsprojekt. I projektet etableres regnbede med beplantning og faskiner som en del af skybrudsløsningen. En del af projektet skal ligge i Samsøgade, Australiensvej og Ved Klosteret jf. bilag 2, mens en anden del skal ligge i foreningens private matrikel. Vejene var private fællesveje, da aftalen blev indgået, men er efterfølgende overtaget af Københavns Kommune pr. 1. januar 2017 som led i udvidelsen af betalingsparkeringsområdet.

Der skal derfor tages stilling til, om Københavns Kommune skal overtage den del af AB Jagtgårdens skybrudsprojekt, der ligger i offentlig vej.

Løsning

Projektet er et led i at nå målet i Københavns Kommunes Skybrudsplan om, at der maksimalt må stå 10 cm vand på terræn under en 100-årsregn. Projektet etableres efter reglerne for medfinansiering af klimatilpasningsprojekter (skybrudsprojekter). Det betyder, at HOFOR refunderer alle omkostninger (både anlæg og drift), som vedrører den vandtekniske del af projektet.

Konkret overdrager AB Jagtgården projektejerskabet for den del af projektet, der ligger i offentlig vej. Det betyder, at kommunen, for så vidt angår denne del af projektet, overtager AB Jagtgårdens rettigheder og pligter som projektejer, iht. aftalen mellem AB Jagtgården og HOFOR. Det indebærer bl.a., at kommunen overtager driften af anlægget og senere kan foretage ændringer af projektet. Aftalen er udarbejdet efter paradigmet, som anvendes ved de kommunale skybrudsprojekter. Heri er bl.a. projekttype, levetid og økonomi beskrevet. AB Jagtgården bevarer projektejerskabet til den del af projektet, der ligger i foreningens egen matrikel.

Overdragelsen sker, når AB Jagtgården har færdigetableret hele projektet. Aftale med rådgiver, udbud og øvrige aftalemæssige forhold i forbindelse med projektets gennemførelse varetages alene af AB Jagtgården. Når projektet er etableret, gennemfører AB Jagtgården, Københavns Kommune og HOFOR en fælles afleveringsforretning, hvor de tre parter vurderer, om projektet lever op til de krav, der er aftalt, herunder størrelse, udformning og materialevalg. Efter overdragelsen vil projektet i enhver henseende, dvs. praktisk, aftalemæssigt og økonomisk, være sidestillet med kommunens øvrige skybrudsprojekter.

Efter Københavns Kommunes overtagelse af vejene har forvaltningen med bistand fra advokatfirmaet HORTEN udarbejdet et udkast til en overdragelsesaftale. Efter politisk stillingtagen kan overdragelsesaftalen underskrives af parterne, og AB Jagtgården har dermed sikkerhed for, at kommunen vil overtage projektet og den tilhørende økonomi.

Hvis Københavns Kommune beslutter ikke at overtage projektet, må det forventes, at AB Jagtgården ikke ønsker at gennemføre projektet. Hvis projektet ikke gennemføres, vil det påvirke opfyldelse af skybrudsplanens mål. Der må derfor forventes at komme til at stå mere end 10 cm vand på terræn under en 100-årsregn. Københavns Kommune vil derfor skulle udvide et kommunalt skybrudsprojekt i området med en tilsvarende kapacitet, hvis målet skal opfyldes. Forvaltningen kender ikke omkostningen hertil, men vurderer overordnet, at den vil være af samme størrelsesorden som omkostningen til AB Jagtgårdens projekt, dvs. omkring 5-6 mio. kr. AB Jagtgårdens allerede afholdte omkostninger til forundersøgelser og projektering, ca. 400.000 kr., vil være spildte omkostninger, men vil efter nærmere aftale mellem AB Jagtgården og HOFOR, kunne dækkes via HOFORs takster. En omkostning på 400.000 kr., svarer til en takststigning på ca. 0,1 øre pr. kubikmeter vand. Hvis AB Jagtgården, med nødvendige tilladelser, gennemfører projektet uden Københavns Kommunes efterfølgende overtagelse, vil medfinansieringsprojektet som sådan skulle vedligeholdes af ejeren. En konsekvens heraf er, at der vil blive etableret grønne elementer i offentlig vej, hvor kommunen som udgangspunktet ikke har indflydelse på udtryk, vedligeholdelsesstandard eller funktionalitet. Fordelingen af ansvaret vil også være forbundet med usikkerhed, hvilket kan give udfordringer med at opretholde funktionaliteten.

Det er forvaltningens vurdering, at sagen vil danne præcedens i lignende sager. HOFOR har lavet aftaler om yderligere 14 private skybrudsprojekter, hvoraf hovedparten formodes at blive placeret på privat matrikel. Enkelte af projekterne kan blive placeret i offentlig vej, eller vejen kan evt. senere overgå fra privat fællesvej til offentlig vej. Kommunen vil dermed skulle tilbyde overtagelse af skybrudsanlægget i disse sager, hvis forholdene i øvrigt konkret vurderes at være sammenlignelige med AB Jagtgårdens skybrudsprojekt.

Økonomi

Den samlede anlægsudgift er budgetteret til 6,3 mio. kr. for hele skybrudsprojektet, dvs. både den del, der ligger i offentlig vej, og den del, der ligger i den private matrikel. AB Jagtgårdens rådgiver har vurderet, at anlægsudgiften til den del af projektet, der ligger i offentlig vej, dvs. den del, kommunen skal overtage, udgør 5,5 mio. kr. Den samlede udgift er fordelt ved at fordele udgiften, så hvert enkelt delarbejde er opgjort i forhold til, hvad der skal anlægges i de offentlige veje, og hvad der skal anlægges på den private matrikel. Forvaltningen vurderer, at denne fordelingsmetode giver den rette fordeling af udgiften mellem de to dele af projektet.

Ved overtagelsen overtager Københavns Kommune alle økonomiske forpligtelser for den del af projektet, som ligger i offentlig vej. Det indebærer, at Københavns Kommune refunderer AB Jagtgårdens afholdte anlægsudgifter til denne del af projektet. Københavns Kommune finansierer denne udgift ved at optage et annuitetslån, når projektet er færdiganlagt. Efterfølgende refunderer HOFOR afdragene over afdragsperioden. Endvidere refunderer HOFOR kommunens driftsudgifter. Skybrudsprojekter er ikke omfattet af anlægsmåltallet. Københavns Kommunes overtagelse af projektet påvirker ikke HOFORs spildevandstakster, idet projektet finansieres via taksterne, uanset hvem der ejer anlægget.

Med denne indstilling, bevilliges og frigives der midler til at dække udgiften i forbindelse med overtagelsen, der mellemfinansieres af kassen, jf. bilag 3. Bevillingsmodellen svarer til den model, der normalt anvendes for kommunale skybrudsprojekter jf. Forretningsgang for finansiering af klimatilpasning.

Hvis budgettet overskrides, og det fører til, at projektet ikke er økonomisk effektivt efter reglerne for medfinansiering af skybrudsprojekter, vil en del af projektet ikke kunne dækkes af HOFORs takster. I det tilfælde vil Københavns Kommune ikke refundere omkostningerne til den del af projektet, og AB Jagtgården vil dermed selv skulle afholde den andel af omkostningerne.

Videre proces

Aftalen mellem AB Jagtgården og Københavns Kommune forventes indgået i efteråret 2018. Færdigprojektering af projektet forventes gennemført efteråret 2018 - primo 2019. Anlægsarbejdet forventes gennemført foråret 2019 – efteråret 2019.

Når projektet er færdiganlagt, og de faktisk afholdte anlægsudgifter til projektet kendes, anmodes Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen om lånoptag, udgifts- og indtægtsbevilling til at drifte den kommunale del af projektet og til at afholde samt modtage afdrag på lånet, renter og afledte driftsudgifter.

 

Pernille Andersen                                        Lone Byskov

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommune overtager AB Jagtgårdens skybrudsprojekt, herunder rettigheder og pligter, for den del af projektet, der ligger i offentlig vej. Overtagelsen sker, når AB Jagtgården har færdiganlagt projektet.

  2. at der gives et rådighedsbeløb på 5,5 mio. kr. og frigives en anlægsbevilling på 5,5 mio. kr. til betaling for overtagelse af den del af AB Jagtgårdens skybrudsprojekt, som er i offentlig vej, jf. afsnittet ”Økonomi”. Rådighedsbeløbet afsættes og anlægsbevillingerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Klima anlæg jf. bilag 3.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 27. august 2018

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. september 2018

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. september 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top