Høring af kommuneplantillæg med VVM-redegørelse og miljøvurdering for metro til Nordhavn
Borgerrepræsentationen skal vedtage et forslag til kommuneplantillæg med VVM-redegørelse og miljøvurdering med henblik på offentlig høring for metro til Nordhavn. Udarbejdelse af kommuneplantillæg med VVM-redegørelse og miljøvurdering er en forudsætning for etableringen af metro til Nordhavn.
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
1. at forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 om ”Metro til Nordhavn” med VVM-redegørelse og miljøvurdering (bilag 1 og 2) vedtages med henblik på offentliggørelse, samt
2. at planforslaget sendes i høring i 2 måneder.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
København oplever en stor befolkningstilvækst og Nordhavn bliver en ny bydel, der skal huse en stor del af denne vækst. Ved at bygge en metrolinje til Nordhavn som en afgrening fra Cityringen, er der mulighed for at sikre en effektiv og miljøvenlig transportform til beboere og erhvervsdrivende i den nye bydel.
Borgerrepræsentationen har den 9. februar 2012 godkendt indgåelse af aftale mellem Københavns Kommune, Transportministeriet og Frederiksberg Kommune om at igangsætte de forberedende arbejder for metro til Nordhavn.
Borgerrepræsentationen har desuden den 20. juni 2012 godkendt indgåelse af en aftale mellem Københavns Kommune, Transportministeriet og Frederiksberg Kommune om etablering og finansiering af metro til Nordhavn. Aftalerne er baseret på ”Udredning om en afgrening til Nordhavnen” udarbejdet af Metroselskabet I/S i samarbejde med By & Havn I/S.
Der er fra 1. marts til 13. april 2012 gennemført en forudgående offentlig høring om metro til Nordhavn. Borgerrepræsentationen tiltrådte den 20. juni 2012 hvidbogen herfor, herunder placeringen af to stationer ved henholdsvis Nordhavn Station og ved Orientkaj, samt en nødskakt i Krauseparken.
Løsning
Metro til Nordhavn
Forslaget til tillæg til Kommuneplan med VVM-redegørelse og miljøvurdering har til formål at muliggøre, at der kan etableres en metro til Nordhavn. Der etableres 2 stationer, en underjordisk station ved Nordhavn S-togs Station og en højbanestation ved Orientkaj. På linjeføringen placeres en nødskakt i Krauseparken.
Metroen anlægges som en afgrening fra Cityringen til Nordhavn i form af en metro med to tunnelrør. Metro til Nordhavn integreres med Cityringen og der kan køres uden skift på strækningen mellem v/Orientkaj og København H via Nordhavn Station, Østerport, Mamorkirken, Kgs. Nytorv, Gammel Strand og Rådhuspladsen.
Vurdering af virkninger på miljøet
Der er i VVM-redegørelsen redegjort for bl.a. trafik, støj, vibrationer, luftforurening, byrum, kulturarv, mennesker, sundhed og samfund, natur, grundvand og jordbundsforhold i metroens anlægs- og driftsfase. Der har været særlig fokus på miljøbelastningen fra arbejdspladsen i Krauseparken i forhold til daginstitutionerne i området.
Anlægsfasen
Lokalt omkring Krauseparken vil naboerne og andre brugere af området opleve midlertidige, men væsentlige miljøpåvirkninger, hvor parken inddrages til arbejdsplads i op til 4 år.
Forvaltningen har vurderet, at der i forhold til støj, trafik og luft fra anlægsarbejdet i Krauseparken skal foretages en række afværgeforanstaltninger, bl.a. mindre ombygning af de lokale veje så trafikken til og fra arbejdspladsen kan afvikles med lav hastighed uden væsentlige gener for de nærmeste naboer. Støj og vibrationer vil i perioder være på et niveau der forudsætter dispensation fra grænseværdierne og kan medfører gener for de nærmeste naboer. Det kan blive nødvendigt med lokale afskærmninger, midlertidige omplaceringer og lignende ved de nærtliggende vuggestuer, hvor børn sover ude i krybberum i dagtimerne. Ved overskridelse af støjgrænserne kan der stilles krav om værerum i dagtimerne. Luftforureningen fra arbejdspladsen vil blive begrænset, ved at der anvendes entreprenørmateriel, der opfylder særlige krav på denne arbejdsplads, hvor spredningsforholdene er mindre gode og der er følsomme naboer.
Omgivelserne til arbejdspladsen i Nordhavn er mindre følsomme og anlægsarbejdet vurderes ikke at medføre væsentlige miljøpåvirkninger for områdets ansatte, brugere samt de nærmeste boligområder. Der vurderes derfor ikke at være behov for afværgeforanstaltninger.
Forvaltningen vurderer, at der i forhold til jord, grundvand og overfladevand ikke vil være væsentlige påvirkninger når der gennemføres afværgeforanstaltninger som beskrevet i VVM-redegørelsen. Disse omfatter bl.a. dybe afskærende vægge omkring byggegruben, reinfiltration af oppumpet grundvand eller infiltration af vand fra havnen omkring byggegruben samt injicering af cementlignende stoffer i vandførende zoner.
Der er ingen væsentlige naturinteresser på de arealer, der berøres direkte af anlægsarbejderne og der vil ikke være væsentlige påvirkninger af dyr eller planter. Der skal dog opstilles paddehegn omkring arbejdspladsen i Nordhavn for at sikre, at den særligt beskyttede grønbrogede tudse ikke kommer ind på arbejdspladsen.
Driftsfasen
I driftsfasen vurderes metroen ikke at medføre væsentlige påvirkninger af omgivelserne. Den fremtidige byudvikling i Nordhavn tilpasses så den tager højde for metroen.
Sammenfatning
Københavns Kommune har vurderet, at der med de afværgeforanstaltninger, der er beskrevet i VVM-redegørelsen, samlet set ikke er virkninger på miljøet, der er så væsentlige, at projektet ikke bør gennemføres.
Høring
Planforslaget sendes i høring i to måneder i oktober og november. I høringsperioden afholdes et debatmøde i samarbejde med lokaludvalget. Planforslaget vil blive lagt på kommunens hjemmeside ”Bliv Hørt” med mulighed for indlæg/høringssvar samt annoncering i lokalavis og dagblad.
Økonomi
Metroselskabet I/S er bygherre på metro til Nordhavn. Borgerrepræsentationen besluttede den 20. juni at yde et ejerbidrag på 163 mio. kr. (2012 p/l) til finansieringen af anlægget samt at afsætte en reserve på 137 mio. kr. (2012 p/l).
Videre proces
På baggrund af de høringssvar der kommer udarbejdes en hvidbog for 2. offentlige høring om VVM af metro til Nordhavn. Hvidbogen forventes forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i foråret 2013 med henblik på endelig vedtagelse af kommuneplantillæg med VVM-redegørelse og miljøvurdering for metro til Nordhavn. Københavns Kommune kan herefter give en VVM-tilladelse til projektet.
Transportministeriet forventes at udarbejde et lovgrundlag for metro til Nordhavn med henblik på endelig vedtagelse inden sommeren 2013. Metro til Nordhavn påregnes at åbne i 2019.
Claus Juhl /Bjarne Winge
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 om ”Metro til Nordhavn” med VVM-redegørelse og miljøvurdering (bilag 1 og 2) vedtages med henblik på offentliggørelse,
2. at planforslaget sendes i høring i 2 måneder.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. september 2012
Indstillingen blev anbefalet.
Beslutning
Der var til indstillingen vedhæftet et rettelsesblad, se bilag. Indstillingen blev godkendt uden afstemning. Der blev givet frist for afgivelse af mindretalsudtalelser til mandag den 24. september 2012 kl. 12.00.