Forslag til stambusplan
Forslag til stambusplan
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 20. september 2001
BR 381/01
Forslag til stambusplan
Forslag til stambusplan
Indstilling om Københavns Kommunes udtalelse til forslag til tillæg nr. 2 til Kollektiv Trafikplan 1998: Forslag til stambusplan. (Økonomiudvalget)
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,
at Københavns Kommune svarer HUR ved fremsendelse af nærværende indstilling.
Økonomiudvalgets beslutning den 11. september 2001
Anbefalet.
RESUME
Københavns Kommune har den 17. maj 2001 fra HUR modtaget forslag til tillæg nr. 2 til Kollektiv Trafikplan 1998: "Forslag til stambusplan", med anmodning om kommunens kommentarer. Forslaget har været behandlet i Miljø- og Forsyningsforvaltningen og i Bygge- og Teknikudvalget . Kommentarerne herfra er indarbejdet i nedenstående forslag til besvarelse og vedlagt som bilag 1 og 2.
SAGSBESKRIVELSE
Det af HUR fremsendte forslag til stambusplan har været tilsendt Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen til udtalelse. De modtagne bemærkninger fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen og fra Bygge- og Teknikudvalget er resumeet nedenfor, og udtalelserne er vedlagt som bilag 1 og 2.
Københavns Kommune kan principielt tilslutte sig det ønskelige i gennem en forenkling at gøre det samlede kollektive trafiktilbud mere attraktivt for brugerne. Københavns Kommune finder det i den sammenhæng positivt, at der for stambuslinierne foreslås en så høj frekvens, at det i praksis bliver unødvendigt at operere med køreplaner.
Københavns Kommune ser derfor forslaget til stambusnet som et konstruktivt udspil til videre drøftelser med HUR om konkrete ændringer af busnettets struktur og linieføringer. Det bør i denne forbindelse overvejes, om stambusnettet skal tilpasses planerne om en 4. etape af Metroen: en ringlinie under City og brokvartererne.
I forbindelse med tilpasningen til den kommende Metro lægger kommunen vægt på, at der ikke samlet set sker en forringelse af den kollektive trafikbetjening af enkeltområder. Eventuelle besparelser på busdriften i forbindelse med Metroens åbning bør således i første omgang minimeres, og eventuelle større besparelser på busdriften må afvente en nærmere vurdering af effekten af metroen med hensyn til overflytning af passagerer fra busserne til Metroen.
Københavns Kommune finder det væsentligt at overveje en etapevis indførelse af stambusser, således at der kan indhøstes erfaringer i forbindelse med indførelse af de første stambuslinier, inden den endelige prioritering mellem indsatsen på stambuslinierne og det lokale busnet foretages.
Københavns Kommune finder det ønskeligt, at der i forbindelse med overvejelserne om de for kommunen ganske investeringskrævende forbedringer af bussernes fremkommelighed, foretages en nærmere vurdering af konsekvenserne for den øvrige trafik på baggrund af konkrete projektforslag.
Også stambusplanens miljøkonsekvenser bør i det videre arbejde belyses nærmere, og det bør i den forbindelse sikres, at de centrale strækninger i de tætte bydele bliver betjent med busser, der støjer og forurener så lidt som muligt.
BILAG VEDLAGT
- Skrivelse fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen af august 2001.
- Skrivelse fra Bygge- og Teknikudvalget af 3. september 2001.
Erik Jacobsen
/Paul Sax Møller