Mødedato: 20.09.2001, kl. 17:30

Vedtægtændringer i I/S Vestforbrænding

Vedtægtændringer i I/S Vestforbrænding

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 20. september 2001

 

BR 369/01

Vedtægtændringer i I/S Vestforbrænding

Vedtægtsændringer i I/S Vestforbrænding.

 

Indstilling om godkendelse af forslag til ændringer i I/S Vestforbrændings vedtægt.

(Miljø- og Forsyningsudvalget)

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at godkende forslag til ændringer i I/S Vestforbrændings vedtægt.

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 27. august 2001

Tiltrådt.

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende forslag søges gennemført.

 

RESUME

I/S Vestforbrændings bestyrelse har den 27. juni 2001 godkendt en række ændringsforslag til selskabets vedtægter. En ændring af vedtægten kan kun ske, hvis samtlige ejerkommuner (interessenter) og Indenrigsministeriet godkender ændringen. I/S Vestforbrænding har derfor med brev af 18. juli 2001 fremsendt forslag til vedtægtsændringer og anmodet om kommunens godkendelse, ligesom vedtægtsforslaget er sendt til godkendelse i Indenrigsministeriet.

Forslagene til ændringer af vedtægten indeholder en modernisering af nogle af bestemmelserne, tilpasning til ny lovgivning og EU's udbudsregler, og ikke mindst er der tilstræbt en bedre overensstemmelse mellem indbyggertal/hæftelse og indflydelse.

SAGSBESKRIVELSE

I/S Vestforbrænding er et fælleskommunalt affaldsselskab, som driver genbrugsordninger, behandler og forbrænder affald for 14 ejerkommuner og 4 kontraktkommuner. I/S Vestforbrændings opland dækker ca. en tredjedel af Københavns Kommune (Vanløse, Brønshøj, Husum, Ydre Østerbro mv.). Den øvrige del af Københavns Kommune hører under I/S Amagerforbrænding.

I/S Vestforbrændings nugældende vedtægt er senest revideret i 1993 og der er opstået et behov for at modernisere vedtægten.

I/S Vestforbrændings bestyrelse har den 27. juni 2001 godkendt en række ændringsforslag til selskabets vedtægter. I overensstemmelse med selskabets gældende vedtægt § 11 stk. 12 skal ændringsforslag til vedtægten godkendes af kommunalbestyrelserne i samtlige interessentkommuner og af Indenrigsministeriet. I/S Vestforbrænding har derfor med brev af 18. juli 2001 fremsendt forslag til vedtægtsændringer og anmodet om kommunens godkendelse.

Da vedtægterne forventes at skulle være gældende fra og med 1. januar 2002 og dermed samtidig med påbegyndelsen af en ny kommunal valgperiode, har I/S Vestforbrænding af hensyn til den stramme tidsplan desuden sendt vedtægtsforslaget til godkendelse i Indenrigsministeriet. Den endelige godkendelse fra Indenrigsministeriet forventes dog ikke at foreligge, før samtlige interessentkommuner har godkendt ændringerne.

Ændringsforslagene fremgår af bilag 1, hvor den fulde tekst til den gældende vedtægt er anført i venstre kolonne og ændringsforslagene er anført i højre kolonne. I/S Vestforbrændings bemærkninger til vedtægtsforslaget fremgår af bilag 2.

I/S Vestforbrændings bestyrelse har i behandlingen af ændringerne primært koncentreret sig om ændringsforslagene til formålsparagraffen (§ 3), eneret (§ 4), ekstraordinær generalforsamling (§ 7, stk. 3), stemmefordeling (§ 8, stk. 1) og om medarbejderrepræsentation i bestyrelsen, valg af formand, næstformand og arbejdsudvalg og køb af fast ejendom ( alle i § 10).

I/S Vestforbrænding har ifølge vedtægten ret og pligt til at modtage det affald, der ifølge de kommunale affaldsplaner og regulativer skal føres til forbrænding. Da I/S Vestforbrændings aktiviteter også omfatter drift af genbrugsstationer, og da der i flere af ejerkommunerne, bortset fra København, desuden sker indsamling og behandling af have- og parkaffald, drift af genbrugsordninger mv., er der foreslået en anden formulering af formålsparagraffen (§ 3) og bestemmelsen om rettigheder og pligter (§ 4). Ændringerne har til formål at sikre, at selskabets varetagelse af disse opgaver er i overensstemmelse med EU's regler om udbud mv.

I I/S Vestforbrænding hæfter interessenterne i forhold til indbyggertal. I den del af København, som hører under I/S Vestforbrændings opland, bor der ca. 167.000 indbyggere. I forhold til det samlede antal indbyggere i hele I/S Vestforbrændings opland betyder det, at Københavns Kommune hæfter for omkring 26 % i I/S Vestforbrænding. Denne hæftelse modsvares ikke i bestyrelsens sammensætning, idet bestyrelsen består af en repræsentant med en stemme fra hver af ejerkommunerne. På generalforsamlingen har Københavns Kommune hidtil haft et lidt større stemmetal, men fortsat ikke i forhold til indbyggertal.

I forslaget til ændring af vedtægten fastholdes antallet af medlemmer og antallet af stemmer i bestyrelsen, men til gengæld styrkes Københavns Kommunes mulighed for indflydelse gennem dels en anden stemmefordeling på generalforsamlingen, som er i overensstemmelse med indbyggertallet (§ 8: en stemme pr. påbegyndt 20.000 indbyggere) og dels ved en øget mulighed for at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling (§ 10, stk.10). Det betyder, at Københavns Kommune nu får ca. 26 % af stemmerne på generalforsamlingen, svarende til den reelle hæftelse på ca. 26 %.

I denne bestemmelse indføres der en standsningsret, som indebærer, at ethvert medlem, der repræsenterer mindst 50.000 indbyggere eller mindst 2 medlemmer i forening, kan standse en beslutning der er truffet af bestyrelsen, herunder valg af formand mv., og forlange at sagen behandles på en ekstraordinær generalforsamling. Bestemmelsen giver mulighed for, at afgørelsen af større spørgsmål, hvorom der kan være uenighed i bestyrelsen, nu kan ske i forhold til det reelle styrkeforhold. Miljø- og Forsyningsforvaltningen vurderer, at dette er en reel styrkelse af Københavns Kommunes indflydelse i forhold til den gældende vedtægt.

Ifølge den gældende vedtægt udpeger bestyrelsen et arbejdsudvalg på 4 medlemmer til at bistå formanden med at forberede bestyrelsesmøderne. Der har ikke hidtil været nogle egentlige regler for valg af formand, næstformand og medlemmer af arbejdsudvalget. I forslaget til ændring af vedtægten foreslås det, at valg af formand, næstformand og de 3 øvrige medlemmer af arbejdsudvalget foretages som forholdstalsvalg efter reglerne i styrelsesloven. Det vil sige, at valgene nu vil blive foretaget efter d'Hondts metode, som anvendes ved konstituering af kommunalbestyrelser. Hvorvidt Københavns Kommune får plads i arbejdsudvalget ved valget blandt de 14 bestyrelsesmedlemmer, afhænger af de valggrupper der etableres. Hvis valget mod forventning ikke giver Københavns Kommune en plads i arbejdsudvalget, kan kommunen forlange at der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, hvor kommunerne er repr&ael ig;senteret efter størrelse. Københavns Kommune kan herefter ved anmeldelse af egen valggruppe sikre pladsen i arbejdsudvalget.

I den gældende vedtægt er der en bestemmelse som præciserer, hvilke beslutninger der kræver, at samtlige bestyrelsesmedlemmer stemmer for. Det gælder f.eks. beslutninger om store investeringer, deltagelse i selskaber mv. Det foreslås, at køb af fast ejendom bliver omfattet af denne bestemmelse (§ 10, stk. 12) og at bestemmelsen om at ejendomskøb skal godkendes af samtlige kommunalbestyrelser fjernes. Baggrunden for ændringen er, at den nuværende bestemmelse vanskeliggør erhvervelse af nye arealer til f.eks. håndtering af restprodukter, kompostering mv. på almindelige markedsmæssige betingelser. Det vil sige, at man ikke kan "slå til", når der foreligger et godt tilbud.

De øvrige ændringer af vedtægten er fortrinsvis af enten redaktionel karakter eller præciseringer.

ØKONOMI

Ingen

BILAG

Bilag 1: Forslag til ændring af I/S Vestforbrændings vedtægt som godkendt af Vestforbrændings bestyrelse den 27. juni 2001.

Bilag 2: Bemærkninger til forslag af 5. juni 2001 til ændring af Vestforbrændings vedtægt som godkendt af Vestforbrændings bestyrelse den 27. juni 2001.

 

Niels Juul Jensen

/ Jens Purup

 

Til top