Mødedato: 20.08.2020, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Opfølgning på Københavns Kommunes handlingsplan for FN's verdensmål

Se alle bilag

Københavns Borgerrepræsentation vedtog Københavns Kommunes handlingsplan for FN’s verdensmål ”Hovedstaden for bæredygtig udvikling” den 12. oktober 2017. Borgerrepræsentationen besluttede samtidig, at der skal laves en opfølgning på handlingsplanen hvert andet år.

Økonomiforvaltningen har i samarbejde med de øvrige forvaltninger lavet en opfølgning på Københavns Kommunes handlingsplan for FN’s verdensmål ”Hovedstaden for bæredygtig udvikling”. Forslag til opfølgning på Københavns Kommunes handlingsplan forelægges til godkendelse.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at forslag til opfølgning på Københavns Kommunes handlingsplan for FN’s verdensmål, jf. bilag 1, godkendes.

(Økonomiudvalget)

Baggrund

Københavns Borgerrepræsentation vedtog Københavns Kommunes handlingsplan for FN’s verdensmål ”Hovedstaden for bæredygtig udvikling” den 12. oktober 2017. Borgerrepræsentationen besluttede samtidig, at der skal laves en opfølgning på handlingsplanen hvert andet år.

I handlingsplanen præsenteres seks strategiske indsatser, for Københavns Kommunes fremadrettede arbejde med FN’s verdensmål. Derudover indeholder handlingsplanen en redegørelse for, hvordan eksisterende indsatser i Københavns Kommune bidrager til at indfri FN’s verdensmål.

Københavns Kommunes handlingsplan for FN’s verdensmål er forankret i Økonomiforvaltningen. Der er nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra alle forvaltninger til implementering af handlingsplanen. Alle forvaltninger har ligeledes bidraget til opfølgningen.

Løsning

Opfølgningen på Københavns Kommunes handlingsplan for FN’s verdensmål viser, hvordan Københavns Kommune generelt bidrager til at indfri verdensmålene gennem ambitiøse politikker, strategier og handlingsplaner, der styrker helhedstænkningen og bl.a. fokuserer på social og grøn bæredygtighed. Samtidigt viser opfølgningen, at forvaltningerne arbejder forskelligt med verdensmålene, hvor nogle har integreret bæredygtighedsperspektiver i deres overordnede arbejde, mens andre har konkrete verdensmålsindsatser i fx skoler eller på biblioteker.

Opfølgningen på Københavns Kommunes handlingsplan for FN’s verdensmål består af:

  1. Et introduktionskapitel, hvor Københavns Kommune (KK) bekræfter den fortsatte prioritering af FN’s verdensmål og indsatsen for at skabe bæredygtige byer for alle samt en status over de seks strategiske indsatser fra den oprindelige handlingsplan.
  2. Et kapitel med status på, hvordan udvalgte politikker, handlingsplaner eller strategier, som er vedtaget siden 2017, bidrager til at indfri verdensmålene. Hver forvaltning har indmeldt én eller tre politikker, handlingsplaner eller strategier: Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens vision og strategiske fokusområder, Børne- og Ungdomsudvalgets strategi "Vores børn – fælles ansvar", Kultur- og Fritidspolitikken 2020-2023, Socialstrategien 2018-2022 "En by med plads til alle", Københavns Kommunes handicappolitik 2018-2022, Ældrepolitikken 2019-2022, Ressource- og Affaldsplan 2024 "Cirkulær København", LGBTI+ politikken "En ligeværdig del af fællesskabet", Københavns Kommunes Mad- og Måltidsstrategi, Københavns Kommuneplan 2019 "Verdensby med ansvar".
  3. Et kapitel med udvalgte indsatser og projekter, hvor der fremadrettet arbejdes aktivt med FN’s verdensmål eller med et tværgående bæredygtighedsperspektiv. De fremhævede indsatser er udbredelse af verdensmål igennem biblioteker og kulturhuse, fokus på ligestilling mellem kønnene i Børne- og Ungdomsforvaltningen, Grønne Erhverv / Bæredygtig Bundlinje 2.0, Bæredygtighedsværktøjet, byfornyelsesindsatsen, Københavns Kommunes Indkøbspolitik 2019-2022, Bæredygtighed i megaevents i København og strategiske sektorsamarbejdsprojekter i Beijing og Buenos Aires.
  4. Et kort kapitel med KBH SDG Netværks anbefalinger (”fem skarpe”) til KK’s fremadrettede arbejde med FN’s verdensmål.

Økonomiforvaltningen har imødekommet FN-forbundets ønske om at få opfølgningen i ekstern høring (bilag 3). Økonomiforvaltningen har modtaget generelle bemærkninger, der overordnet set bidrager med en række anvendelige betragtninger, der kan være brugbare for Københavns Kommunes videre arbejde med FN’s verdensmål. Økonomiforvaltningen bemærker dog, at det stærke fokus på, at Københavns Kommune bør styrke borger- og civilsamfundsinddragelsen overser, at formålet med Københavns Kommunes handlingsplan for FN’s verdensmål fra 2017 først og fremmest var at skabe en ramme for, hvordan Københavns Kommune som virksomhed kunne bidrage til at indfri FN’s verdensmål. Afslutningsvis fremføres ”fem skarpe” som er anbefalinger, som har fået plads i selve opfølgningen med en bemærkning om, at Københavns Kommune noterer sig anbefalingerne. Københavns Kommunes tværgående arbejdsgruppe for FN’s verdensmål kan drøfte, hvorvidt anbefalingerne kan give inspiration til det fremadrettede arbejde med verdensmålene.

Økonomi

Der er ingen økonomiske omkostninger forbundet med opfølgningen på handlingsplanen.

Videre proces

Såfremt Økonomiudvalget godkender udkastet til opfølgning på Københavns Kommunes handlingsplan for FN’s verdensmål forelægges udkastet til endelig godkendelse i Borgerrepræsentationen den 20. august 2020.

Når opfølgningen på handlingsplanen er godkendt, vil Københavns Kommune og de enkelte forvaltninger arbejde videre med indsatserne beskrevet i opfølgningen på handlingsplanen, og arbejdet med verdensmålene vil fortsat blive koordineret i kommunens arbejdsgruppe for FN’s verdensmål.

Borgerrepræsentationen vil blive forelagt en ny opfølgning på Københavns Kommunes handlingsplan for FN’s verdensmål igen om to år.

 

Søren Hartmann Hede / Søren Tegen Pedersen

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1. at forslag til opfølgning på Københavns Kommunes handlingsplan for FN’s verdensmål, jf. bilag 1, godkendes.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. august 2020

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne tager opfølgningen til Handleplan for Verdensmålene til efterretning i dag og vil frem mod behandlingen i Borgerrepræsentationen stille ændringsforslag, der styrker inddragelsen af civilsamfundet og styrke udarbejdelsen af egentlige københavnermål.”

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. august 2020

Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og Niko Grünfeld (Løsgænger) fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om tilføjelse af et nyt 2. at-punkt:

”At Økonomiforvaltningen sikrer yderligere inddragelse af civilsamfundet, herunder NGO’er, virksomheder, forskere og almindelige københavnere, i det videre arbejde med at implementere handlingsplanen. Såfremt initiativet kræver yderligere finansiering, søges dette håndteret i kommende forhandlinger om overførselsmidler og budgetaftaler.”

 

Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og Niko Grünfeld (Løsgænger) fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) om tilføjelse af et nyt 3. at-punkt:

”At Økonomiforvaltningen tilføjer konkrete mål for arbejdet med verdensmålene til handlingsplanen, så det bliver muligt systematisk at følge op på fremdriften i arbejdet. Såfremt initiativet kræver yderligere finansiering, søges dette håndteret i kommende forhandlinger om overførselsmidler og budgetaftaler.”

 

Det af Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og Niko Grünfeld (Løsgænger) fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.

 

Det af Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og Niko Grünfeld (Løsgænger) fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev vedtaget uden afstemning.

 

 

Den således ændrede indstilling blev herefter godkendt uden afstemning.

 

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi synes, at udkastet til Opfølgning er for diffust og ukonkret. Vi savner en afrapportering målrettet københavnerne, der gør verdensmålene konkrete og relevante i en københavnsk sammenhæng.”

 

Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”I Dansk Folkeparti stiller vi os kritiske over for KBH SDG Netværks opfordring i bilag 3 til at invitere grupperinger som udenlandske pantsamlere med til megaevents. På linje med overborgmesterens erkendelse af, at der skal gøres noget for at stoppe tiggeriet og kampen om panten i København, bør Borgerrepræsentationen se bort fra denne specifikke opfordring. Vi finder det uforsvarligt at risikere romalejre og lignende utryghedsskabende adfærd til megaevents, hvor glade deltagere og tilskuere kommer for at hygge sig. Når det er sagt stemmer DF dog overordnet for indstillingen, da opfordringen ikke specifikt er nævnt i de ”fem skarpe” anbefalinger som Borgerrepræsentationen i Opfølgningen (Bilag 1) noterer sig.”

 

Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Alternativet og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning som Socialdemokratiet og Niko Grünfeld (Løsgænger) valgte at tilslutte sig:
”Partierne mener, at verdensmålene giver en stærk, fælles international rammesætning for den bæredygtige udvikling og glæder sig over, at denne udgør fundamentet i den kommende Doughnut-model, som yderligere skærper kommunens opmærksomhed og viden på de væsentligste parametre for bæredygtighed.”

Til top