Mødedato: 20.08.2020, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Medlemsforslag om obligatorisk morgensang i folkeskolen

Medlemsforslag

Det foreslås,  

1. at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde en model for, hvordan morgensang kan gøres obligatorisk i folkeskolen til godkendelse i Børne- og Ungdomsudvalget. Sagen skal forelægges Børne- og Ungdomsudvalget i efteråret 2020. 

(Stillet af Venstre) 

Motivering

Morgensang og i det hele taget fællessang har fået en stor renæssance under coronakrisen. Mange har fået øjnene op for, hvad sangen gør ved fællesskabet og den menneskelige psyke. Morgensang giver en god start på dagen, og sang skaber glæde og samhørighed mennesker imellem.

Venstre forslår, at morgensang skal have en central rolle i folkeskolens hverdag og gøres obligatorisk på alle folkeskoler i Københavns Kommune. Morgensang er et positivt indslag i skoledagen, og som fast rutine kan morgensang bidrage til at skabe ro og tryghed for de enkelte børn og et positivt fællesskab på den enkelte skole.

Fællessang på skolen handler desuden om almen dannelse og muligheden for at få et større kendskab til den danske sangskat og kulturarv. Morgensang med sange fra fx højskolesangbogen kan desuden være et indspark til undervisningen og en oplagt mulighed for at bygge bro mellem de praktisk-musiske fag og fagene historie, dansk og samfundsfag.

Der kan være forskellige modeller for, hvordan obligatorisk morgensang skal indføres på folkeskolerne under stillingtagen til, hvor tiden til morgensangen skal indgå i den samlede skoledag og undervisningsplan samt under hensyn til skolernes fysiske rammer. Det kan fx være morgensang for hele skolen samlet, afdelings- eller klassevis enten hver dag eller enkelte dage i løbet af ugen.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. august 2020

Medlemsforslaget blev forkastet med 42 stemmer imod 12. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: V, C og O.

Imod stemte: A, Ø, B, F, Å, Niko Grünfeld (Løsgænger) og Fremad.

 

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”I Alternativet støtter vi morgensang i folkeskolen, som vi ved, kan skabe fællesskab og sangglæde og som kan fastholde en kulturel arv. Men vi støtter ikke detailstyring af skolernes og lærernes arbejde. Skolerne og lærerne skal gives den nødvendige frihed til selv at planlægge skoledagen baseret på deres faglighed og erfaring. ”

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Radikale Venstre glæder sig ligesom forslagsstillerne over, at mange under Corona-krisen har fundet glæde ved fællessang. Men derfra er der langt til at ville tvinge andre, i dette tilfælde børn og voksne i folkeskolen, til at synge. Vi har derimod tillid til, at de lokale ledelser og skolebestyrelser er de bedste til at fastlægge indholdet i skoledagene på de enkelte skoler, og derfor stemmer vi imod forslaget.”

SF afgav følgende protokolbemærkning, som det Konservative Folkeparti valgte at tilslutte sig:

”SF ønsker i høj grad at sikre flere møder mellem børn og musik. Derfor går vi ind for en garanti om supplerende musiktilbud i folkeskolen, hvor skolerne vælger mellem en bred vifte af forskellige musiktilbud - varierende i forløb og indhold - hvormed børnenes garanteres mere end et par minutters fællessang om dagen.”

Til top