Mødedato: 20.08.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Ændring af delegation af kompetence fra henholdsvis Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen og Økonomiudvalget til Økonomiforvaltningen

Se alle bilag
Der skal tages stilling til ændringer til de gældende delegationer af kompetence fra henholdsvis Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen og Økonomiudvalget til Økonomiforvaltningen.

Der ændres ikke i delegationen af kompetence fra Økonomiudvalget til overborgmesteren som formand for Økonomiudvalget, eller i delegationen af kompetence fra Borgerrepræsentationen til henholdsvis overborgmesteren og Økonomiudvalget.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at direktør i Økonomiforvaltningen, Søren Tegen Pedersen, i forening med overborgmesteren eller en af næstformændene kan medunderskrive dokumenter vedrørende henholdsvis Københavns Kommunes køb og salg af ejendomme, jf. bilag 5, pkt. 4 (rød skrift), samt
  2. at delegationen fra Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen af kompetencen til at repræsentere Københavns Kommune som interessent i Metroselskabet I/S opdateres som følge af de af selskabets ejere godkendte tidsmæssige og økonomiske konsekvenser af aftaler med entreprenøren om ny tidsplan for Cityringen, jf.  bilag 5, pkt. 20 (rød skrift).

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Der er behov for at præcisere delegationen fra Økonomiudvalget til Økonomiforvaltningen vedrørende udbudsforretninger (jf. bilag 2, pkt. 8), da det er Københavns Ejendomme, der varetager udførelsen af den daglige drift samt de af Borgerrepræsentationen årlige prioriterede vedligeholdelsesopgaver (grundbudget-opgaver).

Der er tillige behov for, at Borgerrepræsentationen grundet ansættelse af ny direktør i Økonomiforvaltningen bemyndiger en ny person til i forening med overborgmesteren eller en af næstformændene at medunderskrive dokumenter vedrørende Københavns Kommunes køb og salg af ejendomme (jf. bilag 5, pkt. 4).

Endelig er det som følge af Metroselskabet I/S' aftaler med entreprenøren om ny tidsplan for Cityringen behov for at opdatere delegationen fra Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen, således at de tidsmæssige og økonomiske konsekvenser af aftalerne indarbejdes.

Der henvises til bilag 6, hvor ordlyden af de konkrete ændringer er gengivet markeret med rød skrift i sammenligning med de eksisterende delegationer.

Løsning

Det følger af lov om kommunernes styrelse § 2, at kommunernes anliggender styres af kommunalbestyrelsen. Dette indebærer dog ikke, at Borgerrepræsentationen er afskåret fra at overlade udøvelsen af sin kompetence til udvalg og den kommunale administration, medmindre andet er fastsat eller forudsat i lovgivningen eller det følger af en sags beskaffenhed.

Delegation af kompetence foretages af praktiske grunde, dels for at begrænse sagsmængden og, dels for at fremme en hensigtsmæssig fordeling af sagerne mellem Borgerrepræsentationen, Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen.

Den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender varetages af Økonomiudvalget og de stående udvalg, jf. lov om kommunernes styrelse § 17, stk. 1. Dette indebærer, at udvalgene afgør alle sædvanlige sager inden for det pågældende udvalgs sagsområde, medmindre andet følger af lovgivningen eller af Borgerrepræsentationens beslutning. Økonomiudvalget kan delegere beslutningskompetence til forvaltningen. Dette sker ved almindelig flertalsbeslutning i udvalget.

De foreslåede delegationer kan altid tilbagekaldes eller ændres ved fremlæggelse af en ny sag, hvis der viser sig behov herfor. Det kræver et flertal at tilbagekalde delegationer fra Økonomiudvalget til Økonomiforvaltningen.


Nærmere vedrørende de foreslåede ændringer:

Delegation af udbudsforretninger (ad bilag 2, pkt. 8)

Det foreslås at præcisere delegationen fra Økonomiudvalget til Økonomiforvaltningen vedrørende udbudsforretninger, således at det klart fremgår af delegationen, at det er Københavns Ejendomme, der varetager udførelsen af den daglige drift samt de af Borgerrepræsentationen årlige prioriterede vedligeholdelsesopgaver (grundbudget-opgaver).
 
Den foreslåede ændring til delegationen af kompetence fra Økonomiudvalget til Økonomiforvaltningen er fremhævet med rød skrift i bilag 2, pkt. 8.


Bemyndigelse af navngiven person som medunderskriver af dokumenter vedr. kommunens køb og salg af fast ejendom (ad bilag 5, pkt. 4)

Det følger af lov om kommunernes styrelse § 32, stk. 1, at dokumenter vedrørende kommunens køb og salg af fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af garantiforpligtelser skal underskrives af kommunalbestyrelsens formand eller næstformand (næstformænd) og en person, der er bemyndiget dertil af kommunalbestyrelsen.

Der er ingen begrænsninger i lov om kommunernes styrelse med hensyn til, hvem der kan udpeges, men det er forudsat, at det enten er et medlem af Borgerrepræsentationen eller en person, der er ansat i kommunen. Det bemærkes, at det ikke er tilstrækkeligt, at beføjelsen som medunderskriver er tildelt indehaveren af en bestemt stilling f.eks. "den administrerende direktør". Der er intet til hinder for, at Borgerrepræsentationen udpeger flere personer.

Økonomiforvaltningen indstiller som følge af ansættelsen af Søren Tegen Pedersen som ny direktør under Økonomiudvalget vedkommende til at kunne medunderskrive dokumenter af den ovennævnte karakter. 

Den foreslåede navngivne person er fremhævet med rød skrift i bilag 5, pkt. 4.


Delegation vedr. Metroselskabet I/S (ad bilag 5, pkt. 20)


Det er nødvendigt at opdatere delegationen fra Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen af kompetencen til at repræsentere Københavns Kommune som interessent i Metroselskabet I/S, da ejerne af selskabet har godkendt de tidsmæssige og økonomiske konsekvenser af aftaler med entreprenøren om en ny tidsplan for Cityringen. Konsekvenserne af aftalerne er blandt andet en forhøjelse af tærskelværdien fra 21,3 mia. kr. til 22, 2 mia. kr. og en forlængelse af tilbagebetalingstiden på fem år frem til 2062.

Det bemærkes, at ændringen af delegationen alene indebærer en ændring i forhold til angivelsen af eksempler på dispositioner af overordnet, principiel og økonomisk betydning for kommunen. Beslutninger af denne karakter skal fortsat forelægges Borgerrepræsentationen.

Borgerrepræsentationen har tidligere behandlet indgåelse af ”Aftale mellem Metroselskabets ejere om den økonomiske håndtering af Metroselskabets forhandlingsresultat med entreprenørerne om den reviderede tidsplan for Cityringen" samt finansieringen af Københavns Kommunes andel af det ekstraordinære ejerindskud i Metroselskabet I/S på sit møde d. 9. oktober 2014.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv.

Videre proces

Indstillingens 2. og 3. at-punkt skal behandles i Borgerrepræsentationen den 20. august 2015.
Mikkel Hemmingsen / Bjarne Winge

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, 

1. at den i bilag 2, pkt. 8, (rød skrift) beskrevne delegation til Økonomiforvaltningen godkendes.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

2. at direktør i Økonomiforvaltningen, Søren Tegen Pedersen, i forening med overborgmesteren eller en af næstformændene kan medunderskrive dokumenter vedrørende henholdsvis Københavns Kommunes køb og salg af ejendomme, jf. bilag 5, pkt. 4 (rød skrift),

3. at delegationen fra Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen af kompetencen til at repræsentere Københavns Kommune som interessent i Metroselskabet I/S opdateres som følge af de af selskabets ejere godkendte tidsmæssige og økonomiske konsekvenser af aftaler med entreprenøren om ny tidsplan for Cityringen, jf.  bilag 5, pkt. 20 (rød skrift).



Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. august 2015

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 2. og 3. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. august 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top