Mødedato: 20.08.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Anlægsbevilling til udvidelse af daginstitutionen Sundpark - Amager

Se alle bilag
Der skal tages stilling til etablering af 4 daginstitutionsgrupper med opførelse af en tilbygning til daginstitutionen Sundpark på Strandlodsvej på Amager.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 26,0 mio. kr. til opførelse af en 4 gruppers daginstitutionstilbygning på Strandlodsvej 73 på Amager.

Der anvises dækning for bevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme samt Økonomiudvalgets pulje til ekstraordinære udgifter, jf. økonomiafsnittet. For de bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingen henvises til bilag 1.

Det bemærkes, at prisen pr. daginstitutionsgruppe er ca. 27 % dyrere end den gennemsnitlige gruppepris for tilbygninger, som følge af blandt andet ekstraordinære udgifter i forbindelse med forurening, statisk og konstruktive foranstaltninger.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.

(Børne- og Ungdomsudvalget)

Problemstilling

For at sikre pasning indenfor 4 km på daginstitutionsområdet i Københavns Kommune har Børne- og Ungdomsforvaltningen iværksat en række tiltag for at etablere det nødvendige antal institutionspladser. Udvidelsen af den eksisterende daginstitution på Amager med 4 grupper er en del af disse tiltag.

De 4 grupper indgår i den planlagte kapacitet, der indgår i den seneste behovsprognose fra november 2014. Behovsprognosen viser, at der er et udbygningsbehov for daginstitutionspladser på Amager på 5 børnegrupper frem til og med 2018, en forudsætning for dette er etablering af de 4 grupper på Strandlodsvej.

Løsning

Projektbeskrivelse
Der opføres en ny tilbygning til den selvejende daginstitution Sundpark, Strandlodsvej 73. Den nye tilbygning bliver en udvidelse af den eksisterende 5-gruppers institution, så daginstitution fremadrettet får 9 børnegrupper. Tilbygningen opføres i to etager i direkte tilknytning til den eksisterende institution. Den nye institution kommer til at rumme 4 børnehavegrupper i den nye tilbygning og 5 vuggestuegrupper i den eksisterende.

Der etableres et nyt produktionskøkken med kapacitet til 9 børnegrupper, sådan at der fremover kan egenproduceres mad til institutionens børn. 

Den nye bygning placeres midt på grunden og de fælles udearealer rundt om bygningen opgraderes og tilpasses de nye forhold. Der sker en opdeling af udearealet i en vuggestue- og en børnehavedel, så der kan sikres den nødvendige aldersopdeling på legepladsen.

Institution indgår i netværket Frie Børnehaver A/S.

Brugerinddragelse
 
I forbindelse med den nye tilbygning på Strandlodsvej er der afholdt 6 byggeudvalgsmøder med deltagelse af en medarbejderrepræsentant fra den eksisterende institution, den daglige leder og samt pædagogisk konsulent. De fremtidige brugere har således været med i anlægsprocessen i forbindelse med byggesagen og har haft indflydelse på udformningen af den ny tilbygning og disponering af funktionerne.

Forældrebestyrelsen bemærker i sin udtalelse, at institutionen har følt sig tilstrækkeligt inddraget i beslutningen i forhold til, at institutionen skulle udvides med 4 grupper, jf. bilag 3. Forvaltningen vil arbejde med fremadrettet at sikre en tidligere inddragelse af institutionerne i forbindelse med daginstitutionsudvidelser og har ikke yderligere bemærkninger til sagen.  

Tidsplan

Projektet forventes igangsat efter kontrahering i november 2015, projektet forventes afleveret i december 2016, og at bygningen er klar til ibrugtagning februar 2017.

Udtalelse fra Byggeri København
Udtalelsen fra Byggeri København fremgår af bilag 2 og giver ikke anledning til yderligere bemærkninger.

Praktikpladser
Det forventes, at der ved udførelsen af projektet kan stilles krav om, at den private leverandør skal beskæftige erhvervsuddannelsespraktikanter. På nuværende tidspunkt skønnes det, at opgaven vil medføre praktikpladser svarende til 1,1 årsværk.

Økonomi

I budget 2014 blev der afsat 317,3 mio. kr. (2015 p/l) til etablering af 72 daginstitutionsgrupper. I budget 2015 blev antallet af grupper reduceret med 20 til 52 grupper, og budgettet blev nedskrevet med 88,2 mio. kr. til 229,1 mio. kr. I Budget 2014 blev der afsat en pulje på 35 mio. kr. (puljen p/l reguleres ikke) til ekstraordinære udgifter, midlertidige foranstaltninger, forurening og grundkøb, der vedrører daginstitutionsprojekter besluttet i budget 2014. Puljen er placeret under Økonomiudvalget (ØU).

Af anlægsbevillingen på 26,0 mio. kr. til Strandlodsvej finansieres 5,073 mio. kr. af ØU puljen. Beløbet omfatter ekstraordinære udgifter til konstruktive foranstaltninger i forbindelse med tilbygningen, nødvendig brandsektionering samt parkering. Hertil kommer midlertidige foranstaltninger på grund af, at institutionen er i drift i hele byggeperioden samt estimeret miljøhåndtering. I bevillingen indgår 1,480 mio. kr. til finansiering af de eksisterende gruppers andel af det nye køkken samt til ombygning i den eksisterende bygning. Beløbet kan afholdes indenfor Børne- og Ungdomsudvalgets  anlægsramme, da de seneste anlægsregnskaber har udvist et mindreforbrug. Forvaltningen følger løbende udviklingen på anlægsrammen blandt andet i forbindelse med regnskabsprognoserne.     

Bevillingen finansieres dermed således:  

Finansiering

Beløb (1.000 kr. 2015 p/l)

Budget 2014

19.447
Mindreforbrug på afsluttede anlægssager 1.480 

ØU pulje til ekstraordinære udgifter mv. (Budget 2014)

5.073

Bevilling i alt

26.000

Detaljerede oplysninger om de bevillingsmæssige konsekvenser af anlægsbevillingen og om frigivelsen af anlægsmidlerne fremgår af bilag 2.   

Benchmark 
Pris pr. gruppe kan opgøres til 6,5 mio. kr. Erfaringsnøgletallet for en nybygget daginstitution på mellem 0 og 5 grupper er 5,1 mio. kr. pr. gruppe og grupperprisen ligger derfor 27% over nøgletallet. Den forhøjede gruppepris skyldes blandt andet udgifter til forurening, statik, mm jf. beskrivelsen ovenfor. 

Driftsøkonomi
De samlede årlige driftsudgifter for de nye grupper, ekskl. husleje, forventes at blive 5.419.942 kr., svarende til 124.502 kr. pr. plads. Hvis pladserne i stedet blev etableret på en institution, hvor driftsudgifterne svarer til gennemsnittet for alle institutioner, ville den årlige driftsudgift ekskl. husleje have været 6.467.521 kr. Det svarer til 136.019 kr. pr. plads. Den lavere driftsudgift på Strandlodsvej skyldes primært, at der er tale om en udvidelse, der ikke udløser grundbeløb samt, at der ikke gives kompensationstimer.

Videre proces

Efter godkendelse i Børne- og Ungdomsudvalget fremlægges sagen for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.



Else Sommer                         /Sti Andreas Garde

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget indstiller til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
  1. at der gives en anlægsbevilling på 26,0 mio. kr. til opførelse af en 4 gruppers daginstitutionstilbygning på Strandlodsvej 73 på Amager.

Der anvises dækning for bevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme samt Økonomiudvalgets pulje til ekstraordinære udgifter, jf. økonomiafsnittet. For de bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingen henvises til bilag 1.


Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2015


Indstillingen blev godkendt.


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Det bemærkes, at prisen pr. daginstitutionsgruppe er ca. 27 % dyrere end den gennemsnitlige gruppepris for tilbygninger, som følge af blandt andet ekstraordinære udgifter i forbindelse med forurening, statisk og konstruktive foranstaltninger.

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger for så vidt angår indstillingens ejendomsfaglige indhold. Der henvises i øvrigt til Københavns Byggeris udtalelse, der er vedlagt som bilag.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.



Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. august 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. august 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top