Mødedato: 20.08.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forslag til tillæg nr. 1 lokalplan nr. 490 ”Sundbyøster Skole” (bebyggelse til boliger og publikumsorienterede serviceerhverv ved Sundbyøster Plads), Amager Øst

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til offentliggørelse af forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 490 ”Sundbyøster Skole”. Forslaget vil muliggøre bebyggelse til boliger og publikumsorienterede serviceerhverv ved Sundbyøster Plads.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 490 ”Sundbyøster Skole” (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse i 8 uger.

Det bemærkes, at cykelparkeringsnormerne i lokalplanforslaget tilrettes i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens vedtagelse af forslag til Kommuneplan 2015 den 17. juni 2015, inden lokalplanforslaget sendes i høring, jf. bilag 3.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget behandlede den 26. maj 2015 lokalplanforslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 490 ”Sundbyøster Skole”. Forslaget indeholdt mulighed for, at bygherre kunne vælge mellem to løsninger. Udvalget godkendte ikke lokalplanforslaget, og et flertal i udvalget afgav følgende protokolbemærkning: ”Partierne kan ikke stemme for indstillingen, da vi mener, at Tillæg 1 til lokalplan 490, Sundby Øster Skole alene skal muliggøre byggeri i 3 etager på 3.000 m2, hvor bebyggelses- og friarealprocent samt krav til parkering opfyldes på egen grund”. Forslag til tillæg 1 til lokalplan 490 ”Sundbyøster Skole” er tilrettet i overensstemmelse med protokolbemærkningen.

Startredegørelse til projektet blev behandlet af Teknik- og Miljøudvalget den 22. september 2014 og Økonomiudvalget den 30. september 2014.

Løsning

Forslag til tillæg nr. til lokalplan nr. 490 ’Sundbyøster Skole’ er tilrettet i overensstemmelse med protokolbemærkningen, således at Sundbyøster Plads ikke længere indgår i projektet.

Grundejer ønsker at følge protokolbemærkningen og opføre et byggeri på 3.000 m2 i tre etager på egen grund, 7 meter fra skel til Sundbyøster Plads med overholdelse af bebyggelses- og friarealprocent samt krav til parkering på egen grund. Der henvises i øvrigt til bilag 2, faktaark.

Krav om en bebyggelsesprocent på 150 samt friarealprocent på 40 for boliger og 10 for erhverv overholdes på egen grund. Parkeringskravet er uændret i forhold til gældende lokalplan og er på 1 plads pr. 200 m2 boligetageareal og 1 plads pr. 100 m2 butiksetageareal. Al parkering til byggeriet etableres i parkeringskælder med tilkørsel fra Parmagade. Cykelparkering følger kommuneplanrammen.

Lokalplanen sikrer gode dagslysforhold til boligerne og stiller krav om begrønning af Sundbyøster Hallen II’s brandmur, som vender ud mod Sundbyøster Plads. I dag er der to bygninger på grunden, som i forbindelse med vedtagelsen af lokalplan 490 blev forudsat nedrevet for at muliggøre nybyggeri. De to ejendomme har en bevaringsværdi på henholdsvis SAVE 4 og 6.

Planloven giver mulighed for at fastsætte krav om op til 25 % almene boliger i forbindelse med lokalplanlægning for nye boligområder. Med ændringen af kommuneplanrammen muliggøres der 1.800 m2 nye boliger, hvilket betyder, at der kan stilles krav om ca. 450 m2 til almene boliger. Det er efter forvaltningens vurdering for lille et areal til at sikre en økonomisk og driftsmæssig bæredygtig almen boligafdeling, der minimum skal være på ca. 2.000 m2. Af denne grund stilles der ikke i lokalplanen krav om almene boliger.

Lokalplanen udarbejdes i overensstemmelse med forslag til kommuneplan 2015. Såfremt rammerne i kommuneplan 2015 bliver ændret ved den endelige vedtagelse i Borgerrepræsentationen, vil bestemmelserne i lokalplanen ligeledes blive ændret ved den endelige vedtagelse af lokalplanen.

Amager Øst Lokaludvalg og forvaltningen har den 4. og 8. februar 2015 afholdt to workshops vedrørende udformningen af fremtidens Sundbyøster Plads. Ønskerne vil fortsat være mulige at realisere gennem gældende lokalplan.

Byliv
Lokalplantillægget muliggør, at facaderne på nybyggeriet bearbejdes, så de bliver et aktiv for pladsen fx ved at indbyde til ophold langs facaden. Store vinduespartier skal sikre, at man kan se, hvad der foregår i stueetagen.

Bæredygtighed
Der er krav om lokal afledning af regnvand (LAR). I projektet arbejdes der med flade og/eller let skrånede tage, der skal beplantes med græs, mos eller lignende med evt. indpasning af solceller, såfremt de ikke benyttes til tagterrasser. Friarealer på terræn skal anlægges som en blanding mellem befæstede arealer og ubefæstede arealer under hensyntagen til lokal nedsivning af regnvand. Der kan etableres render, mindre bassiner og lignende til opsamling af regnvand.

Intern høring
Der er foretaget intern høring i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget, herunder af Amager Øst Lokaludvalg. Lokaludvalget har behandlet sagen på baggrund af startredegørelsen og har følgende ønsker:

  1. En café i forbindelse med en eventuel udvikling af Sundbyøster Plads.
  2. At fastholde de to bevaringsværdige bygninger.
  3. At Sundbyøster Plads ikke indskrænkes, og ser gerne pladsen forskønnet og begrønnet.
  4. At projektet i sig selv skal overholde en bebyggelsesprocent på 150 procent.
  5. Lokaludvalget udtrykker bekymring for, at etablering af yderligere et supermarked ved siden af den nyopførte hal med dagligvarebutik i stueetagen ikke er til gavn for detailhandelen. Lokaludvalget sætter endvidere spørgsmålstegn ved trafik- og parkeringsforhold til byggeriet.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Forvaltningen er enig i, at en café på Sundbyøster Plads vil være et gode for pladsen og styrke bylivet.  Den gældende lokalplan 490 muliggør, at der kan etableres en café på pladsen, såfremt kommunen ønsker det, idet pladsen er kommunal. Herudover har bygherre mulighed for at etablere en café i stueetagen af nybyggeriet.
  2. De to eksisterende bygninger på henholdsvis SAVE 4 og 6 er ombygget og renoveret for få år siden i en sådan grad, at Københavns Museum svarede i den interne høring til lokalplan 490 og til dette tillæg , at de ikke længere anser bygningerne for at have en høj kultur- eller arkitekturhistorisk værdi. Der blev derfor allerede i forbindelse med vedtagelsen af lokalplan 490 givet mulighed for at nedrive bygningerne.
  3. Efter Teknik- og Miljøudvalgets behandling den 26. maj 2015 er lokalplanforslaget blevet bearbejdet, således at Sundbyøster Plads ikke længere indgår i projektet.
  4. Det justerede lokalplanforslag muliggør alene et projekt, der overholder 150 i bebyggelsesprocent på egen grund.
  5. Lokalplanforslaget indeholder ingen ændringer vedrørende muligheden for detailhandel. Området ligger inden for Amagerbrogade Bymidte, hvor der kan placeres detailhandel iht. Kommuneplan 2015. Rammen er fastsat ud fra en detailhandelsanalyse, der har belyst behovet for detailhandel i forhold til den forventede befolkningsudvikling i og omkring bymidten. Den gældende lokalplan indeholder mulighed for en dagligvareforretning. Den eneste ændring lokalplanen medfører i forhold til trafikale forhold er, at dagligvareforretningen fremover kombineres med boliger frem for erhverv. Forvaltningen har vurderet, at lokalplanforslaget ikke ændrer på den trafikale belastning i forhold til den gældende lokalplan. Bilparkering til dagligvarebutik og boliger foregår i parkeringskælder, og vil derfor ikke belaste områdets parkeringspladser.   

I forbindelse med den interne høring har Kultur- og Fritidsforvaltningen tilkendegivet, at man ikke ønsker bibliotek på dette sted. I startredegørelsen var der muliggjort bibliotek på 1. sal.

Den gennemførte interne høring er sket på baggrund af et projektforslag, der er mere vidtrækkende end forslaget til lokalplan lægger op til. Der har ikke i forbindelse med den gennemførte høring været udtrykt bekymring over den ændrede anvendelse fra erhverv til boliger over stueetagen, som er hovedindholdet i lokalplantillægget. Lokalplantillægget ændrer ikke ved muligheden for en dagligvareforretning, de trafikale forhold eller muligheden for at nedrive de bevaringsværdige bygninger, som er forhold der er taget stilling til i den gældende lokalplan.

Miljøvurdering
Forvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke medfører miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Efter politisk behandling sendes planforslagene i høring i 8 uger. Der vil i forbindelse med den offentlige høringsproces blive afholdt et borgermøde. Efter offentlighedsfasen vil forvaltningerne gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen i januar måned 2016.



Pernille Andersen
                               / Jakob Møller Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 490 ”Sundbyøster Skole” (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse i 8 uger.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. juni 2015

Lars Berg Dueholm (I) og Lars Weiss (A) var ikke til stede under behandlingen af indstillingen.

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

På baggrund af Borgerrepræsentationens vedtagelse af forslag til Kommuneplan 2015 den 17. juni 2015 tilrettes cykelparkeringsnormerne i overensstemmelse hermed inden lokalplanforslaget sendes i høring.

C og V afgav følgende to protokolbemærkninger:

”C og V mener, at cykelparkeringsnormen bør fastsættes til 5 pr. 100 m2 bolig.”

”C og V mener, at parkeringsnormen for biler bør fastsættes til 1 pr. 100 m2.”


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.



Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. august 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.


Venstre og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkninger fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 22. juni 2015:

” Venstre og Det Konservative Folkeparti mener, at cykelparkeringsnormen bør fastsættes til 5 pr. 100 m2 bolig.”


” Venstre og Det Konservative Folkeparti mener, at parkeringsnormen for biler bør fastsættes til 1 pr. 100 m2.”

Liberal Alliance tilsluttede sig protokolbemærkningerne.


Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. august 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.


Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkninger fra udvalgsbehandlingen, som Dansk Folkeparti valgte at tilslutte sig

”Partierne mener, at cykelparkeringsnormen bør fastsættes til 5 pr. 100 m2 bolig.”

”Partierne mener, at parkeringsnormen for biler bør fastsættes til 1 pr. 100 m2.”


Der blev givet frist til afgivelse af mindretalsudtalelser til mandag den 24. august 2015, kl. 12.00.

Til top