Mødedato: 20.08.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 432 ”Carlsberg II” (Carlsbergs hovedsæde), Valby

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 432 ”Carlsberg II”. Lokalplanen skal muliggøre opførelse af et erhvervsbyggeri ved Carl Jacobsens Have på Carlsberg.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,  

  1. at tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 432 ”Carlsberg II” vedtages endeligt med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning, primært at byggemuligheden og bebyggelsesplanen justeres.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik-og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Bygherren ønsker at opføre et hovedsæde til ca. 350 medarbejdere i og omkring Carl Jacobsens Have på Carlsberg. Tillægsområdet er omfattet af lokalplan nr. 432 ”Carlsberg II” fra 2009, der er plangrundlag for at omdanne det tidligere bryggeriområde til et tæt og levende bykvarter med erhverv og boliger. Gennemførelse af projektet forudsætter, at der udarbejdes et tillæg, der supplerer rammelokalplanen med detaljerede, byggeretsgivende bestemmelser.

Lokalplanforslaget blev vedtaget på Borgerrepræsentationens møde den 22. januar 2015 og har været i høring fra den 5. februar til den 7. april 2015, hvor der er indkommet 13 henvendelser. På baggrund af høringssvarene har Teknik- og Miljøforvaltningen foreslået en række ændringer af lokalplanen, som beskrevet i løsningsafsnittet.

Løsning

Carl Jacobsens Have rummer en stor herlighedsværdi med skulpturer og gamle træer. Med rea­li­sering af lokalplantillægget åbnes haven for offentligheden. Der fastlægges et byggefelt til et erhvervsdomicil på op til 14.420 m2. Bygningen trappes ned fra Valby Langgade mod haven med de fredede bygninger og mod villakvarteret vest for Gamle Carlsberg Vej. Der muliggøres en parkeringskælder, en gæsteparkeringsplads på terræn samt en parkerings- og afsætningsplads til områdets turistbusser. Der henvises i øvrigt til bilag 4 Faktaark. Ændringsforslagene vedrørende bebyggelsens omfang vurderes at udløse en supplerende høring i henhold til planlovens § 27, stk. 2. Resultatet af høringen fremlægges ved behandlingen i Teknik- og Miljøudvalget.

Høring
Hovedsynspunkterne i høringen er anført nedenfor. Der henvises i øvrigt til bilag 2 Henvendelser modtaget i høringsperioden og bilag 3 Notat med forvaltningens bemærkninger til henvendelser.

Henvendelser fra Vesterbro og Valby Lokaludvalg

  1. Lokaludvalgene har overordnet en positiv vurdering af planen. Vesterbro Lokaludvalg finder det dog uheldigt, at der inddrages et stykke af haven, og Valby Lokaludvalg finder det beklageligt, at der fjernes en række store træer.
  2. Begge udvalg har en række syns­punk­ter vedrørende de trafikale forhold i området, herunder at trafikken på Ny Carlsberg Vej bør be­græn­s­es samt at terrænparkering på grunden bør minimeres.
  3. Valby Lokaludvalg finder det beklageligt, at der kun etableres to indgange til haven og ønsker, at haven skal være åben fra solopgang til sol­nedgang.
  4. Valby Lokaludvalg foreslår en ned­trap­ning af bygningshøjden mod vest.
  5. Vesterbro Lokaludvalg ønsker, at krav om opsamling af regn­vand i området skærpes.
Forvaltningens bemærkninger
  1. Det er en forudsætning i rammelokalplanen, at der i tillæg kan fastlægges en bebyggelse omkring haven, der skærmer haven mod trafikstøj fra de omliggende veje. Det er således også en forudsætning, at flere af havens store træer ikke vil kunne bevares. Rammelokalplanen fastlægger, at bevarings­værdige træer, der fjernes, for at muliggøre byggeri, skal erstattes med nye, store træer (med en stammeomkreds på 30-35 cm). Tillægget er skærpet, så erstatningstræer skal plantes indenfor tillægsområdet. Tillægget fastlægger endvidere principper for ny beplantning. Der henvises i øvrigt til bilag 8. Bevaringsværdige træer.

  2. Forvaltningens faglige vurdering er, at projektet ikke vil medføre en trafik­stigning på Valby Langgade i forhold til den forventede trafik i rammelokalplanen. Det indgår i den overordnede trafikstrategi for Carlsberg, at der etableres en ny vejbro over banen, som leder ca. 75 pct. af trafikken til Carlsberg ud af området mod Vigerslev Allé samt at Ny Carlsberg Vej spærres ved Elefantporten og Dipylon for anden trafik end busser. Der henvises i øvrigt til bilag 3. Notat med forvaltningens bemærkninger til henvendelser. Forvaltningen ønsker at fastholde mulighed for terrænparkering på grunden, da gæsteparkering af sikker­heds­hensyn ikke kan placeres i kælder under hovedsædet. Der er fokus på at integrere parkerings­arealet i områdets grønne karakter.

  3. Af hensyn til havens sårbarhed, er forvaltningen indstillet på at tillade en åbningstid, som ikke strækker sig helt fra solopgang til solnedgang. Forvaltningen vurderer, at to indgange til haven giver mulighed for gennemgang samtidigt med, at haven kan bevare sin rolige karakter. Der henvises i øvrigt til bilag 6. Notat om åbning af Carl Jacobsens Have.

  4. Den foreslåede nedtrapning af bygningshøjden mod villa­kvar­teret vil kræve en reduktion af bygningens to øverste etager. Bygherre har foretaget en bearbejdning af projektet i forhold til den bebyggelses­plan, der har været i offentlig høring: ’Portalen’ over Gamle Carlsberg Vej er slanket og domicilet afsluttes således mod vest i et mindre volumen, der størrelsesmæssigt bedre tilpasser sig villakvarteret. For at opnå tilstrækkeligt dybe og fleksible arbejdsområder i den smallere bygningskrop, er bygningsdybden øget mod vest, hvor afstanden til skel således reduceres fra ca. 21 meter til ca. 18,5 meter. Forvaltningen vurderer samlet, at det bearbejdede projekt er bedre tilpasset til området, især bliver domicilet mindre synligt fra de sydvendte villahaver i kvarteret vest for Gamle Carlsberg Vej. Herudover ønsker bygherre bygningshøjden forøget med ca. 0,5 meter på grund af dimensionering af teknik i forbindelse med lavenergikrav. Forvaltningen foreslår på den baggrund en tilpasning af lokalplanens byggefelt og højder. Der henvises i øvrigt til bilag 7 "Supplerende høring".

  5. Mængden af regnvand, der skal kunne tilbageholdes på Carlsberg ved skybrud, er vedtage med tillæg 4. Der etableres et opsamlingsbassin i den ikke-fredede del af haven.

Henvendelser fra myndigheder, bygherre og byudviklingsselskab

  1. Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme ønsker en generel drøftelse af adgangsforhold til Sønder­marken i forbindelse med byudviklingen på Carlsberg, og gør opmærksom på, at de foreslåede gadetræer under ’portalen’ og langs Valby Langgade har vanskelige vækstvilkår. Naturstyrelsen beder om en ændret formulering om undersøgelser for flagermus inden fældning og beskæring af træer.
  2. Bygherre og Carlsberg Byen P/S ønsker, at byggemuligheden redu­ceres, så den svarer til den mellem parterne aftalte byggeret. Bygherre ønsker endvidere, at bebyg­gelses­planen tilpasses til projektet, som er bearbejdet sideløbende med lokalplanprocessen.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Forvaltningen er indstillet på at drøfte adgangsforhold til Sønder­marken med styrelsen og Frederiksberg Kommune. Forvaltningen foreslår, at der tilføjes en kommentar til lokalplanen om, at gadetræer under ’portalen’ kan erstattes med et andet, markant, grønt element, hvis det viser sig, at der ikke er gode vækstforhold for træer. Naturstyrelsens formulering om flagermus indsættes.
  2. Forvaltningen foreslår en justering af bebyggelsesplanen og en reduktion af byggemuligheden, da det samlet vurderes, at bygherres bearbejdede projekt er bedre tilpasset til området. Se i øvrigt pkt. 4 under lokaludvalgene.

Henvendelser fra borgere og interesseorganisationer

  1. Det er positivt, at Carl Jacobsens Have åbnes for offentligheden, men ærgerligt, at dele af haven inddrages til byggeri.

  2. Det er positivt, at der er taget hensyn til den fredede villa og have, herunder at adgangene til haven begrænses til to samt at haven kun åbnes i dagtimerne. En sårbare have bør dog forberedes til det store besøgsantal.

  3. Det bør sikres, at projektet ikke øger trafik og parkering i nærområdet, herunder bør gener for naboerne minimeres.

  4. Det er et flot og spændende byggeri, men bygningshøjden bør reduceres mod vest, så der sker en bedre tilpasning til villakvarteret.

Forvaltningens bemærkninger
  1. Se bemærkning i pkt. 1 under lokaludvalgene.
  2. Det bemærk­es, at planen søger at tage hensyn til havens sårbarhed. Endvidere vil bygherre, i samråd med Kulturstyrelsen, udarbejde en helhedsplan for haven, inden den åbnes.
  3. Der er ikke ændret på trafikstrukturen, og at der forventes ikke en stigning i trafikken i forhold til det, som var forudsat i rammelokalplanen.
  4. Se bemærkning i pkt. 4 under lokaludvalget.

Forslag til ændringer
På baggrund af henvendelser og efterfølgende drøftelser med bygherre foreslår forvaltningen en række ændringer i lokalplanforslaget: Byggemuligheden reduceres med 580 m2, byggefeltet justeres og der muliggøres en større højde i forhold til det faldende terræn. På lokalplantegning fjernes udpegning af bevaringsværdige træer på nabogrunden, da de står udenfor tillægsområdet. Kommentar om under­søgelser for flagermus i træer justeres, og der tilføjes en kommentar om mulighed for at erstatte gadetræer under ’portalen’ med et andet grønt element. Se i øvrigt bilag 3 "Notat med forvaltningens bemærkninger til henvendelser" og bilag 7 "Supplerende høring". Der gennemføres en supplerende høring om de væsentligste ændringer, og resultatet fremlægges ved behandlingen i Teknik- og Miljøudvalget.

Borgermøde
Der blev i samarbejde med bygherren og Vesterbro og Valby Lokaludvalg afholdt et borgermøde den 25. februar 2015. Der var overordnet en positiv tilbagemelding fra deltagerne, og de væsentligste temaer i debatten - trafik, haven og bæredygtighed – er de samme som i høringssvarene. Der henvises i øvrigt til bilag 5 "Referat og evaluering af borgermøde".

Stadsarkitekten deltager under behandling af indstillingen i Teknik- og Miljøudvalget.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør forvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven. 



Pernille Andersen
                                    / Jakob Møller Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,  
  1. at tillæg nr. 5 til lokalplan nr. 432 ”Carlsberg II” vedtages endeligt med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning, primært at byggemuligheden og bebyggelsesplanen justeres.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. juni 2015

Niels Bjerrum (A) var ikke til stede under udvalgets behandling af indstillingen.

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring: 

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik-og Miljøudvalgets budgetramme.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. august 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. august 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top