Medlemsforslag om et Ytringsfrihedsråd
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at udarbejde et forslag til, hvordan der kan etableres et Ytringsfrihedsråd for Københavns Kommune inden udgangen af 2024,
- at Ytringsfrihedsrådet hvert år skal komme med anbefalinger til Borgerrepræsentationen om, hvad der kan gøres for at styrke de ansattes ytringsfrihed; Borgerrepræsentationen forpligter sig til at behandle anbefalingerne,
- at Ytringsfrihedsrådet hvert år skal uddele en pris til en medarbejder, eller en gruppe af medarbejdere, i Københavns Kommune, der har gjort en god indsats for ytringsfriheden,
- at Ytringsfrihedsrådet skal udpeges af Borgerrepræsentationen og skal bestå af tre-fem personer, der nyder bred agtelse og ikke selv er ansatte eller politikere i Københavns Kommune. Mindst et medlem skal være jurist med godt kendskab til forvaltningsret og menneskerettigheder, mindst et medlem skal have erfaring med kommunal ledelse og mindst et medlem skal repræsentere eller have repræsenteret offentligt ansatte,
- at Økonomiforvaltningen yder sekretariatsbistand til Ytringsfrihedsrådet, der skal mødes 2-3 årligt,
- at Ytringsfrihedsrådet skal evalueres efter de første tre år, så det kan vurderes, om der skal ske ændringer.
(Stillet af Enhedslisten, Venstre, Alternativet og Dansk Folkeparti)
Motivering
Ytringsfrihed er en helt grundlæggende frihedsrettighed i et demokrati. Og det er afgørende for vores offentlige sektor, at de mange offentligt ansatte bruger deres ytringsfrihed, blander sig i den offentlige debat og er i dialog med politikerne.
Desværre har en ytringsfrygt bredt sig blandt offentligt ansatte og alt for mange tør ikke ytre sig af frygt for at blive mødt med sanktioner.
Københavns Kommune er med vores ca. 45.000 ansatte Danmarks største arbejdsgiver. Derfor har vi et ansvar og en mulighed for at gå forrest.
Vi kan sætte os i en spidsen for en kulturændring i den offentlige sektor, hvor politikere og ledere gør det klart og tydeligt, at vi vil fremme ytringsfrihed og sætter pris på at vores medarbejdere deltager i den offentlige debat og er i dialog med os politikere. Vi har brug for den viden og de gode ideer som vores ansatte har.
Et første skridt er at etablere et Ytringsfrihedsråd, der kan arbejde systematisk med anbefalinger til kulturændringer og kan uddele en årlig pris, der kan sætte fokus på arbejdet.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. juni 2024
Radikale Venstre fremsatte følgende ændringsforslag om et nyt at-punkt:
”at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at udarbejde forslaget med en forudsætning om, at det ikke må kræve yderligere finansiering og således kan afvikles inden for forvaltningens ramme.”
Det af Radikale Venstre fremsatte ændringsforslag blev godkendt med 53 stemmer imod 0. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, A, C, F, B, V, Å, I, og O.
Imod stemte: -
Det således ændrede medlemsforslag blev herefter vedtaget med 40 stemmer imod 15. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, A, B, V, Å, I, og O.
Imod stemte: C og F.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
Det Konservative Folkeparti deler ikke opfattelsen af, at dette er måden at løse det på. Vi ønsker ikke mere bureaukrati og mener, at whistleblowerordningen og samarbejdsudvalgene er de rette organer, der skal benyttes. Vi er bekymrede for at forslaget i værste fald vil kunne medvirke til at undergrave whistleblowerordningen og tage luften ud af samarbejdsudvalgene.
Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
"Radikale Venstre ser med stor alvor på problemerne med et dårligt arbejdsmiljø. Det danske arbejdsmarked og offentlige institutioner har igennem tiden udviklet en række organer og funktioner, der skulle kunne løse de problemer. Det er derfor et strukturelt problem, der skal løses gennem de eksisterende organer såsom det Centrale Samarbejdsorgan, ledelseskulturen, tillidsrepræsentanter og den lovpligtige whistleblowerordning. Vi anerkender dog den indsigt et råd af fagpersoner kan give og bakker op om forslaget under forudsætning af det varetager opgaven i en tidsbegrænset periode og det ikke kræver ekstra økonomi herunder at der ikke uddeles en pengepræmie."