Forespørgsel til børne- og ungdomsborgmesteren om nedskalering af institutioner
Forespørgsel
Børne- og ungdomsborgmesteren bedes redegøre for,
- præcist og utvetydigt forklare den helt eksakte proces for, hvordan de 33 daginstitutioner, der står på høringslisten til nedskalering, er blevet udvalgt samt i hvilken rækkefølge kriterierne er blevet brugt til endelig udvælgelse af institutionerne?
- hvorfor information om alle institutioner ikke blev fremsendt ved varsling af lukning og justering, således at institutioner, forældre og politikere kan vurdere på et fuldt oplyst grundlag, om de rigtige institutioner er udvalgt?
- hvorfor har faglig kvalitet i tilsynsrapporterne, medarbejderpopularitet og fastholdelse ikke vægtet tungere i udvælgelsen af institutionerne?
- hvordan børne- og ungdomsborgmesteren forholder sig til kritikken fra forældre af, at søgningen og kapacitet for institutionerne i adskillige tilfælde – jævnfør de indkomne høringssvar - er opgjort på et misvisende grundlag?
- om børne- og ungdomsborgmesteren i dialogen med forvaltningen har indskærpet et behov for tydelighed i processen om udvælgelse af daginstitutionerne og opgørelse af de førnævnte kriterier?
(Stillet af Alternativet)
Motivering
Høringen af 33 daginstitutioner i forbindelse med nedskalering af dagtilbudskapacitet har skabt stor bekymring blandt personale og særligt forældre. Forespørgelselsstiller har gennem drøftelser med mange af de involverede parter erfaret, at der er rejst alvorlige spørgsmål om de kriterier, der er blevet brugt til at udvælge hvilke institutioner, der skal lukkes eller nedskaleres. Det fremgår også tydeligt af de indkomne høringssvar til sagen.
Børne- og ungdomsborgmesteren opfordres til i forespørgslen at give et fuldstændigt utvetydigt og minutiøst svar om den helt eksakte kvantitative fremgangsmåde fra start til slut, som forvaltningen har taget i brug i udvælgelsen af daginstitutioner. Det er samtidig børne- og ungdomsborgmesterens ansvar at sikre, at forvaltningen oplyser de sager, som børne- og ungdomsudvalget skal behandle, på en tilstrækkelig systematisk måde.
Det er afgørende at sikre saglighed, faglighed, offentlighed og retfærdighed i processen om justering af dagtilbudskapaciteten, så der IKKE sker politiske beslutninger på et fejlagtigt grundlag med irreversible konsekvenser for forældre, personale og børn. Derfor stiller vi denne forespørgsel.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. juni 2024
Forespørgslen blev besvaret.