Håndtering af medlemsforslag om mere opmærksomhed ugen op til Europa-Parlamentsvalget
På baggrund af medlemsforslag stillet af Radikale Venstre den 18. april 2024 om at skabe mere opmærksomhed ugen op til Europa-Parlamentsvalget har Kultur-og Fritidsforvaltningen foretaget en undersøgelse af relevante indsatser, der kan øge synligheden af valget. Sagen skal forelægges Borgerrepræsentationen.
Indstilling
Indstilling om,
- at undersøgelsen af indsatser, der kan skabe mere opmærksomhed i ugen op til Europa-Parlamentsvalget, tages til efterretning,
- at Kultur- og Fritidsforvaltningens plan for initiativer i ugen op til Europa-Parlamentsvalget tages til efterretning,
- at godkende, at medlemsforslaget stillet af Radikale Venstre den 18. april 2024 om at skabe mere opmærksomhed i ugen op til Europa-Parlamentsvalget hermed er håndteret.
(Kultur- og Fritidsudvalget)
Problemstilling
På møde i Borgerrepræsentationen den 14. december 2023 blev det pålagt Kultur- og Fritidsforvaltningen senest i maj 2024 at forelægge en sag til politisk behandling, der indeholder en undersøgelse af, hvordan der kan skabes mest mulig opmærksomhed på det kommende Europa-Parlamentsvalg selve ugen op til valgdagen i juni.
Løsning
Nærværende sag præsenterer de indsatser, som Kultur- og Fritidsforvaltningen allerede har planlagt i ugen op til Europa-Parlamentsvalget den 9. juni 2024.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har ifm. medlemsforslaget arbejdet på at identificere yderligere tiltag, der kan afholdes uden omkostninger eller indenfor valgbevillingen. Der beskrives således to tiltag, der er under afklaring. Kultur- og Fritidsforvaltningen har ikke kunnet identificere andre indsatser, der kan afholdes med hensyn til økonomi, medarbejderressourcer og tidsramme.
Derudover præsenteres der i sagen en række initiativer, som der ikke er fundet midler til i valgbevillingen eller ifm. forhandlingerne om Overførselssagen 2023/2024.
Indsatser under afklaring
Kultur- og Fritidsforvaltningen undersøger løbende muligheden for at igangsætte yderligere initiativer indenfor valgbevillingen og med hensyn til de tilgængelige medarbejderressourcer. Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder på af afklare følgende indsatser:
Brug af informationsskærme i kulturhuse og på idrætsfaciliteter
Mulighed for at informere om afholdelsen af Europa-Parlamentsvalget via informationsskærme i kulturhuse og på idrætsfaciliteter i Københavns Kommune.
Koordinering med kulturhuse
Kultur- og Fritidsforvaltningen er i gang med at undersøge, om der afholdes arrangementer i kommunens kulturhuse, der kan være med til at øge synligheden af Europa-Parlamentsvalget.
Planlagte indsatser
Kultur- og Fritidsforvaltningen har planlagt at gøre brug af følgende indsatser i ugen op til Europa-Parlamentsvalget 2024. Indsatserne dækkes af bevillingen til Europa-Parlamentsvalget:
Kampagne på kommunens plakatstandere
I ugen op til Europa-Parlamentsvalget vil der blive udrullet en kampagne på Københavns Kommunes plakatstandere, der oplyser om valgdatoen og opfordrer borgerne til at stemme. Kampagnen forventes både at blive udviklet på dansk og engelsk.
Kampagner på sociale medier
Københavns Kommune gør generelt brug af sine sociale medier i forbindelse med afholdelse af valg. Dette er ligeledes tilfældet ved Europa-Parlamentsvalget 2024. De specifikke kampagner er under udvikling.
Informations-SMS
I dagene op til valget vil der blive udsendt en informations-SMS til borgerne i Københavns Kommune, der informerer om, at der afholdes valg til Europa-Parlamentet. På nuværende tidspunkt er det præcise indhold i SMS’en under udvikling.
Københavns Kommune har tidligere udsendt SMS’er til borgerne i forbindelse med afholdelsen af valg. Det vurderes, at kampagnen kan have en positiv effekt.
”Giv en dag til demokratiet”-kampagne
Kultur- og Fritidsforvaltningen gennemfører en rekrutteringskampagne målrettet uddannelsesinstitutioner i Københavns Kommune, herunder tekniske skoler, der skal motivere københavnske unge til at tilmelde sig som tilforordnede til valget.
Øvrige indsatser, der ikke kan afholdes indenfor valgbevillingen
Kultur- og Fritidsforvaltningen har tidligere præsenteret en række indsatser for Borgerrepræsentationen ifm. behandlingen af medlemsforslaget at styrke københavnske unges demokratiske deltagelse ifm. Europa-Parlamentsvalget den 14. marts 2023. Indsatserne blev behandlet ifm. forhandlingerne om Overførselssagen 2023/2024, hvor der ikke blev afsat midler til at igangsætte indsatserne.
Forslaget inkluderede bl.a. pop-up-brevstemmesteder, magnetskilte til kommunens biler og debatarrangementer i samarbejde med fx de boligsociale helhedsplaner. Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at disse indsatser ville kunne skabe øget opmærksomhed omkring Europa-Parlamentsvalget.
Øvrige opmærksomhedspunkter
Det bør bemærkes, at det vil være yderst svært for Kultur- og Fritidsforvaltningen at igangsætte yderligere indsatser til synliggørelse af Europa-Parlamentsvalget 2024 så kort tid før valgdagen. Derudover bemærker Kultur- og Fritidsforvaltningen, at der ikke er afsat midler til igangsættelse af yderligere indsatser. Forvaltningen er dog i gang med at udarbejde et budgetnotat til Budget 2025, der omhandler valgdeltagelsesinitiativer, der kan igangsættes ifm. Kommunal- og Regionsrådsvalget i november 2025.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget tager sagen til efterretningen, vil sagen blive oversendt til politisk behandling i Borgerrepræsentationen.
Søren Tegen Pedersen
/Anette Lund Hansen
Oversigt over politisk behandling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at undersøgelsen af indsatser, der kan skabe mere opmærksomhed i ugen op til Europa-Parlamentsvalget, tages til efterretning,
- at Kultur- og Fritidsforvaltningens plan for initiativer i ugen op til Europa-Parlamentsvalget tages til efterretning,
- at godkende, at medlemsforslaget stillet af Radikale Venstre den 18. april 2024 om at skabe mere opmærksomhed i ugen op til Europa-Parlamentsvalget hermed er håndteret.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 23. maj 2024
Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev taget til efterretning.
Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. juni 2024
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.