Mødedato: 20.06.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om tilladelse til opførelse af midlertidige modelboliger i Tingbjerg uden krav om lokalplan

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde forslag til politisk behandling om at opføre op til fem midlertidige modelboliger på boligforeningernes ubebyggede areal på Skolesiden i Tingbjerg, uden at der stilles krav om tilhørende lokalplan. Forvaltningens forslag skal fremsættes til politisk behandling inden udgangen af august 2019.

(Stillet af Venstre)

Motivering

Inden for rammen af Byudviklingsstrategien har SAB og fsb og Københavns Kommune igennem de seneste år arbejdet for at realisere visionen om en gennemgribende forandring af bydelen via fortætning med private boliger og forbedret infrastruktur. SAB og fsb har i 2018 indgået et partnerskab med den private udvikler NREP om byggeri af ca. 1.000 nye private boliger i Tingbjerg, og der har efterfølgende vist sig potentiale for at øge antallet til ca. 1.500 boliger. De nye boliger indgår sammen med en række yderligere tiltag i den udviklingsplan for Tingbjerg / Utterslevhuse, som et flertal i Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget netop har bakket op om, og som de tilsvarende forvaltninger per 1. juni 2019 har indsendt til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

Det er et stort ønske for boligorganisationerne at kunne opføre midlertidige modelboliger i Tingbjerg. Modelboligerne kan bruges til at vise interesserede fremtidige købere, hvilket produkt man tilbyder - på samme måde som det kendes fra andre udviklingsprojekter, hvor man eksempelvis indretter modellejligheder. Samtidig kan modelboligerne bruges til at lette kommunikationen og fortællingen målrettet de eksisterende beboere i Tingbjerg, der med modelboligerne vil kunne få “syn for sagen” i forhold til hvor store de nye boliger bliver, hvordan de passer ind i landskabet mv.

Skal modelboligerne have en berettigelse, skal de opføres hurtigst muligt. Og derfor fremsætter Venstre dette forslag om tilladelse til opførsel uden krav om lokalplan.

Juridisk henvises til den moderniserede planlov § 19, stk. 1, som giver kommunalbestyrelsen mulighed for midlertidigt at dispensere fra bestemmelser i en lokalplan eller en plan m.v., der er opretholdt efter § 68, stk. 2.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. juni 2019

Venstre fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) til medlemsforslaget:

”at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen med inddragelse af Økonomiforvaltningen, at udarbejde forslag til politisk behandling om at opføre op til ti modelboliger på boligforeningernes ubebyggede areal på Skolesiden i Tingbjerg, uden at der stilles krav om tilhørende lokalplan. Forvaltningens forslag skal fremsættes til politisk behandling inden udgangen af august 2019.”

 

Et forslag fra Socialdemokratiet om at henvise medlemsforslaget til Teknik- og Miljøudvalget med inddragelse Økonomiudvalget blev godkendt uden afstemning. 

Til top