Forslag til kommuneplantillæg for Niels Bohr Science Park
Borgerrepræsentationen skal godkende forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 med henblik på offentliggørelse. Forslaget muliggør byggeri af Niels Bohr Science Park i vidensbydel Nørre Campus.
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
1. at forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse, samt
2. at kommuneplantillægget offentliggøres i 2 måneder, eksklusive juli måned.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Som led i udviklingen af Vidensbydel Nørre campusønsker Bygningsstyrelsen at opføre et nyt laboratorie- og undervisningsbyggeri på i alt 45.000m2. Byggeriet kaldet Niels Bohr Science Park skal ligge i Universitetsparken og dels på den anden side af Jagtvej.
Der er udarbejdet forslag til lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg til Niels Bohr Science Park, som var på BR d. 26. maj 2011 og efterfølgende i høring fra d. 15. juni til d. 7. september 2011. Kommuneplantillægget var kun omtalt under lokalplanens redegørelse, og ikke fremlagt som en selvstændig del i lokalplanen. Derfor er kommuneplantillægget ikke gældende. Endvidere er området udlagt til butikker med særlig pladskrævende varer, hvilket ikke er muligt, hvis området ændres fra S2 område til O3 område. Derfor bliver muligheden for at placere butikker med særligt pladskrævende varer udtaget i O3 rammen.
Løsning
For at muliggøre Niels Bohr Science Park skal der derfor udarbejdes et nyt kommuneplantillæg, som skal sendes i høring og efterfølgende endelig vedtages sammen med forslag til lokalplan for Niels Bohr Science Park.
I forslaget til kommuneplantillæg ændres rammen for en del af området mellem Jagtvej og Rådmandsgade fra serviceerhverv (S2-område) til offentligt område for universitet og forskerpark mv. (O3*). Den maksimale bebyggelsesprocent på 150 og den maksimale bygningshøjden på 24 meter er den samme som i S2-rammen. Den særlige bemærkning til rammen gælder parkeringsnormen, der fastsættes til i størrelsesorden 1 parkeringsplads pr. 250 m2 etageareal. Endvidere ændres afgrænsningen for butikker med særlig pladskrævende varer til ikke at omfatte O3 området.
I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer er der i forbindelse med udarbejdelsen af forslag til lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg vurderet at Niels Bohr Science Park ikke medførte en miljøvurdering. Dette skyldes, at planen ikke muliggør anlægsarbejder, der er optaget i lovens bilag 3 og 4. Endvidere er der ikke tale om et projekt, der i størrelse og i forhold til kommuneplantillægget får væsentlig indvirkning på dette eller omkringliggende områder eller bebyggelser. Miljøvurderingen omfattede ikke ændringen i afgrænsningen af butikker med særlig pladskrævende varer, men forvaltningen vurderer, at denne ændring ikke i sig selv udløser en miljøvurdering. Derfor er det forvaltningens vurdering, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering for det nye kommuneplantillæg. Der er ikke foretaget nogen høring af de berørte myndigheder, idet det vurderes, at der ikke findes myndigheder der er berørt af forslaget.
Den endelige vedtagelse af lokalplan for Niels Bohr Science Park afventer, at der indgås en parkeringsaftale for Universitetsparken med Bygningsstyrelsen. Parkeringsnormen er ligeledes fastsat til 1 parkeringsplads pr. 250 m2 etageareal. Bygningsstyrelsen forventer at forhandlingerne kan begynde i juni 2012.
Økonomi
Forslag til kommuneplantillæg for Niels Bohr Science Park har ikke i sig selv kommunaløkonomiske konsekvenser. Den statslige investering på 1,25 mia. kr. forventes at medføre 1.250 permanente arbejdspladser
Videre proces
Efter Borgerrepræsentationen vedtagelse sendes forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring i 2 måneder eksklusive juli. Efter den offentlige høring vil forvaltningerne forelægge udvalget og Borgerrepræsentationen en indstilling om endelige vedtagelse af kommuneplantillæg for Niels Bohr Science Park.
Claus Juhl /Bjarne Winge
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse,
2. at kommuneplantillægget offentliggøres i 2 måneder, eksklusive juli måned.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. juni 2012
Indstillingen blev anbefalet.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Der blev givet frist for afgivelse af mindretalsudtalelser til mandag den 25. juni 2012 kl. 12.00.