Mødedato: 20.05.2021, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Medlemsforslag om samarbejdsaftale med Intervare (Fortrolighed ophævet pr. 20/5 2021)

Se alle bilag

Medlemsforslag 

Det foreslås, 

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen med inddragelse øvrige relevante forvaltninger at undersøge muligheden for at opsige samarbejdsaftalen med Intervare, der ejer nemlig.com, som følge af uacceptable arbejdsforhold.

(Stillet af Enhedslisten)

 

Motivering 

Den seneste tid har budt på flere forskellige negative historier om arbejdsforholdene i nemlig.com. Dels om usle arbejdsforhold for chaufførerne i nemlig.coms underleverandører og dels om forholdene på selskabets lager.

Københavns Kommune stiller krav til sine leverandører om at medarbejdernes løn, arbejdstid og arbejdsvilkår som minimum skal være på niveau med de gældende overenskomster for samme type arbejde. Det gælder kædeansvar, således at leverandørerne også̊ har ansvar for deres underleverandører.

Enhedslisten foreslår derfor at samarbejdsaftalen med Intervare opsiges og selskabet først kan levere varer i kommunalt regi, når de er i stand til at dokumentere at de lever op til kommunens retningslinjer for sociale klausuler og kædeansvar. Samt til arbejdsmiljølovgivningens retningslinjer for fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

Det betyder, at der skal være overenskomst eller overenskomstlignende vilkår med såvel lagerarbejdere som med samtlige underentreprenører, der kører med varerne.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. maj 2021

Borgerrepræsentation besluttede under godkendelse af dagsorden at behandle indstillingen for åbne døre.

 

Socialdemokratiet og SF fremsatte ændringsforslag (ÆF1) til erstatning af medlemsforslaget:

”At Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Socialforvaltningen og evt. andre forvaltninger at redegøre for, hvordan kommunen bedst udnytter alle de muligheder, vi har for at sikre, at medarbejderne hos Intervare A/S og underleverandører får overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår. Dette gælder såvel gennemførsel af kontrol med medarbejdernes vilkår, sikring af efterbetaling af eventuel underbetaling og fremadrettet efterlevelse af kommunens arbejdsklausul. Redegørelsen bør også omfatte en beskrivelse af de værktøjer, der er i kontrakten i form af bod, tilbageholdelse af vederlag og ophævelse af kontrakten. En status vedr. sagen forelægges ØU i august 2021.”

 

Det af Socialdemokratiet og SF fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev vedtaget med 43 stemmer imod 11. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F, Å, O og Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti.

Imod stemte: V, C, Løsgænger Kåre Traberg Smidt og Løsgænger Peter Dits Christensen.

 

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

“For Enhedslisten er det afgørende at sagen bringes til orden hurtigst muligt. Da vi som Københavns Kommune har et ekstra stort ansvar for, at der er ordentlige arbejdsforhold og et godt arbejdsmiljø. Derfor skal ØU løbende orienteres om sagens udvikling, og skal præsenteres for en status senest på et møde i august”.

 

Radikale Venstre og SF afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne bakker op om kommunens indsats for at sikre ordentlige forhold for ansatte hos kommunens leverandører, herunder også hos Intervare A/S og deres underleverandører. Kommunen har samtidig en forpligtelse til sikre, at de borgere, der i deres hverdag er er afhængige af denne form for hjælp til indkøb, fortsat kan få den. Det er helt afgørende, at det fortsat er tilfældet uanset udfaldet af det her forløb”.

Til top