Forespørgsel til kultur- og fritidsborgmesteren om kapacitet til idrætsforeningerne
Forespørgsel
Kultur- og fritidsborgmesteren bedes redegøre for,
- hvordan kultur- og fritidsforvaltningen arbejder med at tilvejebringe ekstra kapacitet til idrætsforeningerne?
- hvorledes kultur- og fritidsforvaltningen sikrer, at de idrætsfaciliteter, som stilles til rådighed på blandt andet på skoler, kommer det frivillige foreningsliv til gode?
- om der findes kapacitet - især på byens skoler - som ikke udnyttes for tiden, men som kunne udnyttes af de frivillige idrætsforeninger?
(Stillet af Venstre)
Motivering
Mange københavnere vil gerne dyrke idræt i et forpligtende fællesskab som en idrætsforening. Det er en værdifuld tradition vi har i Danmark, og derfor bør det frivillige foreningsliv understøttes. Desværre kan det være vanskeligt i en by som København at stille alle de idrætsfaciliteter til rådighed, som der er brug for. Netop derfor stiller det meget høje krav til vores evne til at udnytte eksisterende faciliteter – uanset om de er placeret under kultur- og fritidsforvaltningen eller under andre forvaltninger.
For nyligt er medlemmerne af Folkeoplysningsudvalget blevet gjort opmærksom på, at der - på trods af en forstærket indsats i forhold til at udnytte idrætsfaciliteter placereret under andre forvaltninger - fortsat er plads til forbedringer, som kan komme det frivillige foreningsliv til gavn. Dels fordi en række anlæg - ikke mindst skoleidrætshaller - angiveligt slet ikke udbydes til idrætsforeningerne, og dels fordi der fortsat er forsinkelser i forhold til andre anlæg, der ikke benyttes, selvom de reelt er klar hertil.
Det er selvsagt ulykkeligt, hvis der står uudnyttet kapacitet på skoler og i andre bygninger rundt om i kommunen i en tid, hvor idrætsforeningerne kæmper for at komme på fode efter Corona-restriktioner og -nedlukning, og hvor det gælder om at fastholde medlemmerne frem mod sommerferien.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. maj 2021
Forespørgslen blev besvaret.