Vanløse Tennisklub - anlæg af klubhus
Vanløse Tennisklub - anlæg af klubhus
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 20. marts 2003
BR 106/03
Vanløse Tennisklub - anlæg af klubhus
Vanløse Tennisklub - anlæg af klubhus
Indstilling om, at Borgerrepræsentationen giver en anlægsbevilling på 40.000 kr. ekskl. moms til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, konto 0.30.1 til Vanløse Tennisklub til anlæg af klubhus samt at den kassemæssige dækning for anlægsudgifterne anvises på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003, Kultur og Fritid, konto 0.30.3.
(Kultur- og Fritidsudvalget)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget anbefaler,
at Borgerrepræsentationen giver en anlægsbevilling på 40.000 kr. ekskl. moms til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, konto 0.30.1 til Vanløse Tennisklub til anlæg af klubhus.
at den kassemæssige dækning for anlægsudgifterne anvises på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003, Kultur og Fritid, konto 0.30.3.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. januar 2003
Indstillingen blev tiltrådt.
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form".
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. marts 2003
Anbefalet.
RESUME
Vanløse Tennisklub (VTK) har søgt om 100.000 kr. inkl. moms i støtte til etablering af et nyt klubhus. Klubhuset skal erstatte det eksisterende 72 år gamle klubhus, der er i en sådan stand, at det står for nedrivning.
Den samlede anlægssum for det ny klubhus er 440.000 kr. inkl. moms. Lokale- og Anlægsfonden har givet tilsagn om 75.000 kr.
Efter gennemgang af finansieringsplanen for klubhuset er Kultur- og Fritidsforvaltningen, i samarbejde med klubben, kommet frem til, at projektet kan realiseres for 40.000 kr. ekskl. moms i støtte (svarende til 50.000 kr. inkl. moms). Klubben bidrager derved selv med de resterende 315.000 kr.
VTK er en lokalt forankret klub med 200 medlemmer, deraf 50 under 25 år. Klubben satser primært på ungdoms- og motionstennis. Et nyt og bedre klubhus betyder en markant forbedring af VTKs omklædningsforhold og klubhusfaciliteter.
Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler – efter aftale med VTK –, at projektet støttes med 40.000 kr. ekskl. moms, da dette har vist sig har være tilstrækkeligt til at realisere projektet.
Tilskuddet foreslås midlertidigt finansieret i 2003 på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling, konto 0.30.3 (Idræts- og kulturpuljen). Dækningen anses for midlertidig, idet det forventes, at beløbet endeligt finansieres ved en budgetoverførsel af udisponerede midler fra Idræts- og kulturpuljen i 2002 til budget 2003.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Vanløse Tennisklub (VTK) har 8. december 2002 søgt Kultur- og Fritidsudvalget om støtte til at etablere et nyt klubhus (bilag 1). Klubhuset skal erstatte det eksisterende 72 år gamle klubhus, der er i en sådan stand, at det står for nedrivning.
Det ny klubhus tænkes opført i tilknytning til klubbens tennisbaner på Thorupgård Allé. Den samlede anlægssum er 440.000 kr. inkl. moms. Heraf ansøges Kultur- og Fritidsudvalget om de 100.000 kr. inkl. moms.
Om klubben
VTK er en lokalt forankret klub stiftet i 1929. Klubben har i dag 200 medlemmer, hvoraf 25 procent er under 25 år. Klubben har to baner.
VTK satser primært på ungdoms- og motionstennis. Klubben oplyser, at det er et resultat af deres målrettede børne- og ungdomsarbejde, at de i dag har et hold i 3. division.
Klubben har stor søgning og derfor en venteliste på 100 personer. For at blive optaget på ventelisten skal man have bopæl i Vanløse. Samtidig har VTK besluttet, at mindst en fjerdedel af medlemsskaren skal være ungdomsspillere. Det betyder, at når der optages nye medlemmer fra VTK's venteliste, bliver potentielle medlemmer over 25 år "sprunget over", såfremt kvoten for ungdomsspillere ikke er opfyldt. Såvel på landsplan som i København er godt 30% af tennisspillerne under 25 år.
VTK tilbyder børn i alderen 6-13 år at spille minitennis, hvor der trænes med børneketchere og skumbolde. I vintersæsonen deltager der ca. 35 børn i klubbens træning i Hyltebjerghallen.
Som noget særligt tilbyder VTK træning for motionister, da klubben mener, at instruktion fremmer glæden ved at spille tennis. VTK har tilmeldt to motionshold til turneringstennis.
Det ny klubhus
Klubben oplyser, at klubhuset altid har været VTK's naturlige samlingspunkt for såvel aktiviteter som møder, turneringskampe, fester og træningssamlinger. Skitsen til det ny klubhus er udarbejdet i samarbejde med arkitekt Søren Rasmussen, ONV Arkitekter (bilag 3).
Det ny klubhus er på 43 m2 og består af et klublokale/aktivitetsrum med tekøkken, to omklædningsrum med toilet og et depotrum. Huset har handicapvenlige faciliteter. I forbindelse med bygningen etableres en 50 m2 stor overdækket terrasse. Der er udsyn til banerne fra terrassen og klublokalet.
Bygningen opføres i miljørigtige materialer og i en stil, som får huset til at passe ind i omgivelserne. Husets varmtvandsforbrug dækkes primært af en solfanger.
Økonomi
Det fremgår af ansøgningen, at den samlede anlægssum er 440.000 kr. inkl. moms. Lokale- og Anlægsfonden har givet tilsagn om økonomisk støtte på 75.000 kr., og VTK bidrager selv med 140.000 kr. fra foreningens egenkapital. Kultur- og Fritidsforvaltningen ansøges om 100.000 kr. inkl. moms. Foreningen forventede at låne de resterende 125.000 kr. i deres bank.
Efter at VTK søgte Kultur- og Fritidsudvalget om 100.000 kr. inkl. moms, har forvaltningen gjort foreningen opmærksom på muligheden for rentefrit at låne 75.000 kr. i Dansk Idræts-Forbund (DIF). Foreningen opfylder lånekriterierne og forventer at få tilsagn om lån fra DIF. Derved kan projektet realiseres for 40.000 kr. ekskl. moms i støtte (svarende til 50.000 kr. inkl. moms):
LOA 75.000 kr.
Nærværende ansøgning inkl. moms 50.000 kr.
VTK, egenkapital 140.000 kr.
VTK, lån i DIF 75.000 kr.
VTK, lån i bank 100.000 kr.
I alt 440.000 kr.
Lånenes afdrag og renter finansieres via en kontingentstigning på 20% og betales tilbage i løbet af 8-9 &ar ing;r.
VTK har ikke tidligere søgt FOS om driftstilskud til det eksisterende klubhus, men klubben er nu i dialog med FOS om tilskud til driften af det nye klubhus. Klubben kan også få støtte fra FOS til en del af banklånets renter. Driftstilskuddet og støtten til rentebetaling vil dog i givet fald blive beskeden, da foreningen har relativt få medlemmer under 25 år.
Forvaltningens vurdering
Et nyt klubhus er nødvendigt for Vanløse Tennisklub, hvis klubbens samlingsfaciliteter skal opretholdes.
For VTKs 200 medlemmer er et klubhus et væsentligt element for et godt socialt miljø i tennisklubben og en nødvendighed til træningssamlinger og turneringer for såvel voksne som unge motionister.
Det fremgår af Eliteidrætsredegørelsen 2002, at idrætsklubberne ønsker forbedring af klubfaciliteter. Også ønsket om tilskuermuligheder står centralt. Det nye klubhus vil med udsyn til banerne fra såvel klublokalets panoramavinduer og fra den overdækkede terrasse forbedre tilskuermulighederne til klubben divisionskampe. Det bemærkes, at etablering af et nyt klubhus ikke vil give mulighed for flere aktive, da klubbens to baner i forvejen er fuldt belagt.
Klubben står selv for hovedparten ved at bruge sin opsparede egenkapital, optage lån og hæve medlemskontingentet, samt via tilskud fra Lokale- og Anlægsfonden. Klubben kan dog ikke løfte opgaven uden økonomisk støtte.
På den baggrund indstilles det, at projektet støttes med 40.000 kr. via midlerne på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003, Kultur og Fritid, konto 0.30.1.
MILJØVURDERING
VTKs ansøgning om byggetilladelse er under behandling i Byggeri & Bolig.
ØKONOMI
Der anvises kassemæssig dækning for anlægsudgiften på kr. 40.000 på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003, Kultur og Fritid, konto 0.30.3 (Idræts- og kulturpuljen).
1.000 kr. | |
Kultur- og Idrætspuljen i budget 2003 | 9.809 |
Bispebjerg Kickboxing | -26 |
Vanløse Tennisklub | -40 |
Restbevilling | 9.743 |
Tilskuddet foreslås midlertidigt finansieret i 2003 på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling, konto 0.30.3 (Idræts- og kulturpuljen). Dækningen anses for midlertidig, idet det forventes, at beløbet endeligt finansieres ved en budgetoverførsel af udisponerede midler fra restpuljen til idræt og kultur i 2002 til budget 2003.
Der er ved indgangen til dette møde 258.000 kr. tilbage i restpuljen til idræt og kultur i 2002, sammensat af 72.000 kr. fra Idræts- og kulturpuljen 2002 og 186.000 kr. fra puljen "Andre kulturelle opgaver – Internationale aktiviteter 2002" (bilag 2).
Det skal bemærkes, at der på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 21. november 2002 blev disponeret 9 mill. kr. fra Idræts- og kulturpuljen til at afslutte forhandlingerne i en given sag.
ANDRE KONSEKVENSER
Når klubhuset er opført, er det i henhold til folkeoplysningsloven muligt for klubben at søge om at få et lokaletilskud (driftstilskud). Et sådant driftstilskud kan betragtes som en merudgift for FOS, da klubben ikke tidligere har fået udbetalt driftstilskud.
Ifølge folkeoplysningslovens § 25, stk. 5, litra 1, kan kommunalbestyrelsen træffe beslutning om, at der ikke ydes tilskud til driftsudgifter til eget klubhus, som foreningen ikke tidligere har modtaget lokaletilskud til. I henhold til pkt. 3.12. i de af Borgerrepræsentationen vedtagne retningslinier for tilskud til folkeoplysning i Københavns Kommune er det Kultur- og Fritidsudvalget, der træffer beslutning i denne kategori sager.
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget ikke træffer konkret beslutning om, at der med hjemmel i folkeoplysningslovens § 25, stk. 5, litra 1 ikke ydes det omhandlede driftstilskud, vil et driftstilskud betyde en merudgift, som det må forventes, at Folkeoplysningsudvalget vil søge Borgerrepræsentationen om at få dækket via en budgetudvidelse. Det vil dog tidligst kunne ske i 2004. Det er altså muligt, at anlæggelsen af klubhuset vil medføre øgede driftsudgifter i kommunens budget for 2004.
BILAG
- Revideret ansøgning fra Vanløse Tennisklub
- Notat frie midler til idræt og lignende
- Skitse af klubhus fra ONV arkitekter (fremlagt i Borgerrepræsentationens Sekretariat)
Carsten Haurum
/Pernille Vange