Mødedato: 20.02.2003, kl. 17:30

Udtalelse til udkast om ændring af styrelsesloven

Udtalelse til udkast om ændring af styrelsesloven

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 20. februar 2003

 

BR 85/03

Udtalelse til udkast om ændring af styrelsesloven

Udtalelse til udkast om ændring af styrelsesloven

Indstilling om, at udkast til udtalelse vedrørende forslag til lov om ændring af lov om kommunernes styrelse med flere love (Forbedring af muligheder for indsigt i den kommunale administration, tilsynsreform m.v.) fremsendes til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

(Økonomiudvalgets beslutning eftersendes)

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget anbefaler, at Borgerrepræsentationen besvarer Indenrigs- og Sundhedsministeriets høring over forslag til lov om ændring af den kommunale styrelseslov (Forbedring af muligheder for indsigt i den kommunale administration, tilsynsreform m.v.) som anført i det til indstillingen optrykte udkast til skrivelse til Indenrigs – og Sundhedsministeriet.

Økonomiudvalgets beslutning den 18. februar 2003

 

RESUME

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har med brev af 4. februar 2003 fremsendt udkast til forslag til lov om ændringer i den kommunale styrelseslov og anmodet om at modtage eventuelle bemærkninger til udkastet senest den 21. februar 2003. Forslagene vedrører dels en forbedring af mulighederne for indsigt i den kommunale administration dels en række forslag til en tilsynsreform med henblik på en effektivisering af det almindelige kommunale tilsyns organisation og opgaver. Forslagene fremsættes på baggrund af to tidligere udvalgsarbejder, som Københavns Kommune har været repræsenteret i, nemlig henholdsvis det såkaldte Jens Peter Christensen – udvalg, der blev nedsat på baggrund af Farum – sagen, og som afgav betænkning i december 2002, og det såkaldte Klagereformudvalg (vedrørende kommunaltilsynet), der afgav betænkning i december 2000. Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget har tidligere i alt væsentligt tiltrådt forslagene i de to betænkninger. Der henvises i den forbindelse til sagen BR 91/01, tiltrådt i Borgerrepræsentationens møde den 1. marts 2001, samt til sagen ØU 289/2002, tiltrådt i Økonomiudvalgets møde den 12. november 2002.

På den baggrund redegøres i det følgende og i sagsfremstillingen alene for de enkelte forslag i det nu meget omfattende og detaillerede udkast til lovforslag, som er nyt i forhold til forslagene i de afgivne betænkninger.

Efter udkastet til lovforslag skal tilsynet i 1.instans både med kommuner og amtskommuner samt med Københavns og Frederiksberg Kommuner samles hos 5 af statsamtsmændene, nemlig statsamtsmændene for Københavns Amt, Vestsjællands Amt, Århus Amt, Nordjyllands Amt og Sønderjyllands Amt. Tilsynet med Københavns Kommune vil efter forslaget blive varetaget af statsamtmanden for Københavns Amt. De nuværende tilsynsråd nedlægges. Det overordnede tilsyn med kommunerne (2. instans) foreslås opretholdt hos indenrigs- og sundhedsministeren.

Klarhedskriteriet, som et mindretal bestående af de kommunale parter i Klagereformudvalget havde foreslået opretholdt, vil efter udkastet til lovforslaget ikke blive foreslået afskaffet. Endvidere indeholder udkastet til lovforslaget en udtrykkelig præcisering af, at kommunaltilsynets kompetence ikke omfatter prøvelse af, om ansættelsesretlige regler er tilsidesat, i overensstemmelse med gældende ret.

Endelig indeholder udkastet som nævnt en række forslag til ændringer med henblik på udmøntning af de forslag, som er anbefalet i betænkningerne fra henholdsvis Klagereformudvalget og Jens Peter Christensen udvalget.

Det indstilles, at Københavns Kommune vedrørende tilsynsstrukturen meddeler Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at en eventuel ændring af tilsynsstrukturen, herunder en ændring af tilsynet med Københavns Kommune, først bør besluttes i forbindelse med de forslag, som arbejdet i regeringens Strukturkommission måtte give anledning til. Vedrørende det overordnede tilsyn indstilles det, at det i høringssvaret meddeles, at Københavns Kommune i forbindelse med en tilsynsreform vil foretrække oprettelse af et centralt uafhængigt nævn, som beskrevet og anbefalet i Klagereformudvalgets betænkning. Det indstilles videre, at Københavns Kommune udtaler sin tilfredshed med, at klarhedskriteriet ikke foreslås afskaffet samt med den foreslåede præcisering vedrørende tilsynets manglende kompetence i sager om ansættelsesretlige problemstillinger. Endelig indstilles, at Københavns Kommune kan tilslutte sig de øvrige forslag til ændringer i styrelsesloven mv.

SAGSBESKRIVELSE

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har med vedlagte brev af 4. februar 2003 (bilag 4) fremsendt udkast til forslag til lov om ændringer i den kommunale styrelseslov med flere love (Forbedring af muligheder for indsigt i den kommunale administration, tilsynsreform m.v.) (Bilag 1) og anmodet om at modtage eventuelle bemærkninger til udkastet senest den 21. februar 2003.

Udkastet til lovforslag indeholder forslag til en forbedring af mulighederne for indsigt i den kommunale administration. Forslagene er en udmøntning af de forslag til ændringer af den kommunale styrelseslov, som er anbefalet i betænkningen fra det såkaldte Jens Peter Christensen udvalg, Betænkning 1425, der blev afgivet i december 2002. Jens Peter Christensen udvalget blev nedsat på baggrund af Farum-sagen.

Udkastet til lovforslag indeholder endvidere en række forslag til en tilsynsreform med henblik på en effektivisering af det almindelige kommunale tilsyns organisation og opgaver. Forslagene fremsættes på baggrund af overvejelserne i det såkaldte Klagereformudvalg (vedrørende kommunaltilsynet), der afgav betænkning nr. 1395 i december 2000.

Efter udkastet til lovforslag skal tilsynet i 1.instans både med kommuner og amtskommuner samt med Københavns og Frederiksberg Kommuner samles hos 5 af statsamtsmændene, nemlig statsamtsmændene for Københavns Amt, Vestsjællands Amt, Århus Amt, Nordjyllands Amt og Sønderjyllands Amt. Tilsynet med Københavns Kommune vil efter forslaget blive varetaget af statsamtmanden for Københavns Amt. De nuværende tilsynsråd med deltagelse af amtsrådsmedlemmer afskaffes.

Københavns Kommune har i betænkningen støttet, at tilsynet i 1.instans både med kommuner og amtskommuner samt med Københavns og Frederiksberg Kommuner blev placeret hos de 14 eksisterende statsamtmænd og Overpræsididenten i København, o g at tilsynsrådene blev afskaffet.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i bemærkningerne til lovforslaget anført, at en undersøgelse har vist, at mængden af tilsynssager er så beskeden, at det vil være vanskeligt at oparbejde den fornødne erfaring og ekspertise ved varetagelsen af opgaven fordelt på 15 enheder. Det er derfor efter ministeriets opfattelse vigtigt at samle den særlige ekspertise, der er knyttet til varetagelsen af tilsynsopgaven, på færre enheder. For at opnå dette formål samtidig med, at der bibeholdes et vist lokalkendskab hos det statsamtsmandsembede, der varetager tilsynsopgaven, er det ministeriets opfattelse, at tilsynsopgaven bør varetages af fem statsamtmænd – tre statsamtmænd vest for Storebælt og to statsamtsmænd øst for Storebælt. Tilsynet med Københavns Kommune skal som nævnt efter forslaget varetages af statsamtmanden for Københavns Amt, der tillige skal varetage tilsynet med amtskommuner og de øvrige kommuner beliggende i Københavns og Frederiksborg amter samt Frederiksberg og Bornholms Kommuner.

Det overordnede tilsyn med kommunerne (2. instans) foreslås opretholdt hos indenrigs- og sundhedsministeren.

Københavns Kommune har i betænkningen fra Klagereformudvalget støttet, at tilsynet i 2. instans ikke længere skulle varetages af indenrigs- og sundhedsministeren, men af et uafhængigt nævn ledet af en højesteretsdommer og med repræsentanter indstillet af de kommunale parter, advokatstanden, universiteterne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

I bemærkningerne til lovforslaget har Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærket, at ministeren står under parlamentarisk ansvar. Ministeriet har blandt under henvisning hertil anført, at der efter ministeriets opfattelse ikke er behov for at oprette et tilsynsnævn. Ministeriet har samtidig henvist til, at de omkostninger, der ville være forbundet med at oprette et tilsynsnævn, ikke ses at kunne begrundes i hensynet til retssikkerhed eller ønsket om en mere specialiseret opgavevaretagelse.

Klarhedskriteriet, som et mindretal bestående af de kommunale parter i Klagereformudvalget havde foreslået opretholdt, vil efter udkastet til lovforslag ikke blive foreslået afskaffet. Klarhedskriteriet, der ikke fremgår direkte af lovteksten, går ud på, at kommunaltilsynet ikke kan anvende sanktionerne annullation og tvangsbøder i situationer, hvor der kan rejses rimelig tvivl om ulovligheden af en kommunal beslutning eller undladelse.

Endvidere indeholder udkastet til lovforslag en udtrykkelig præcisering af, at kommunaltilsynets kompetence ikke omfatter prøvelse af, om ansættelsesretlige regler er tilsidesat. Det svarer til, hvad der allerede antages at gælde i dag.

Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget har tidligere i alt væsentligt tiltrådt forslagene i betænkningerne fra Klagereformudvalget og Jens Peter Christensen - udvalget. Der henvises i den forbindelse til sagen BR 91/01, tiltrådt i Borgerrepræsentationens møde den 1. marts 2001 (bilag 2), samt til sagen ØU 289/2002, tiltrådt i Økonomiudvalgets møde den 12. november 2002 (bilag 3).

I brevet af 4. februar 2003 har ministeriet om den foreslåede organisering af tilsynet i 1. instans anført, at forslaget ligger i forlængelse af overvejelserne om effektivisering af den regionalstatslige forvaltning og understøtter eventuelle ændringer af den offentlige sektors fremtidige indretning. Ministeriet bemærker videre, at såfremt der på baggrund af strukturkommissionens arbejde måtte ske ændringer i den kommunale struktur, vil det blive vurderet, om der som konsekvens af en sådan strukturændring vil skulle ske ændringer i organiseringen af tilsynet i 1. instans. Det anføres, at den foreslåede organisering af tilsynet i 1. instans således ikke foregriber de videre overvejelser om eventuelle ændringer i den kommunale struktur.

Det indstilles, at Københavns Kommune vedrørende tilsynsstrukturen meddeler Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at en eventuel ændring af tilsynsstrukturen, herunder en ændring af tilsynet med Københavns Kommune, først bør besluttes i forbindelse med de forslag, som arbejdet i regeringens Strukturkommission måtte give anledning til.

Vedrørende det overordnede tilsyn indstilles det, at det i høringssvaret meddeles, at Københavns Kommune i forbindelse med en tilsynsreform vil foretrække oprettelse af et centralt uafhængigt nævn, som beskrevet og anbefalet i Klagereformudvalgets betænkning.

Det indstilles videre, at Københavns Kommune udtaler sin tilfredshed med, at klarhedskriteriet ikke foreslås afskaffet samt med den foreslåede præcisering vedrørende tilsynets manglende kompetence i sager om ansættelsesretlige problemstillinger.

Endelig indstilles, at Københavns Kommune kan tilslutte sig de øvrige forslag til ændringer i styrelsesloven mv.

Københavns Kommunes høringssvar

Det indstilles, at Borgerrepræsentationen besvarer Indenrigs- og Sundhedsministeriets høring over udkastet til lovforslag som anført i udkastet til høringssvar (bilag 5).

 

-

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Miljømæssige Konsekvenser

Ingen

 

 

BILAG

Fremlagt i Borgerrepræsentationens Sekretariat og på læseværelset

Bilag 1: Udkast til forslag til lov om ændring af lov om kommunernes styrelse med flere love (Forbedring af muligheder for indsigt i den kommunale administration, tilsynsreform m.v.)

Bilag 2: Indstilling i sagen BR 91/01, tiltrådt i Borgerrepræsentationens møde den 1. marts 2001

Bilag 3: Indstilling i sagen ØU 289/2002, tiltrådt i Økonomiudvalgets møde den 12. november 2002.

 

Vedlagt

Bilag 4: Høringsskrivelse af 4. februar 2003

Bilag 5: Udkast til høringssvar

 

Paul Sax Møller

/ Vibeke Iversen

Til top