Mødedato: 20.01.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Delegation af kompetence til henholdsvis overborgmesteren, Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen

Se alle bilag

Der skal tages stilling til, hvilke kompetencer der skal delegeres fra Økonomiudvalget til henholdsvis overborgmesteren og Økonomiforvaltningen, samt fra Borgerrepræsentationen til henholdsvis overborgmesteren, Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen. Delegation af kompetence foreslås på en række områder for at sikre en effektiv sagsbehandling og for at fremme en hensigtsmæssig fordeling af sagerne mellem Borgerrepræsentationen, Økonomiudvalget, overborgmesteren og Økonomiforvaltningen.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at de beskrevne delegationer fra Borgerrepræsentationen til overborgmesteren godkendes, jf. bilag 3,

  2. at de beskrevne delegationer fra Borgerrepræsentationen til Økonomiudvalget godkendes, jf. bilag 4,
  3. at de beskrevne delegationer fra Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen godkendes, jf. bilag 5,
  4. at de beskrevne delegationer fra Borgerrepræsentationen vedrørende personalemæssige forhold godkendes, jf. bilag 6.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Der er praksis for, at Borgerrepræsentationen henholdsvis Økonomiudvalget, ved en ny valgperiodes begyndelse delegerer beslutningskompetencen på en række områder. Dette sker med henblik på at sikre en smidig og effektiv sagsbehandling og en hensigtsmæssig fordeling af sagerne mellem Borgerrepræsentationen, Økonomiudvalget, overborgmesteren og Økonomiforvaltningen.

Økonomiforvaltningen har i den forbindelse opdateret de gældende delegationer grundet allerede vedtagne beslutninger i Borgerrepræsentationen samt redaktionelle ændringer og præciseringer i de gældende delegationsfortegnelser.

De gældende delegationer er vedlagt i bilag 1-6. Her er der markeret med rødt, hvor der er foreslået ændringer i de gældende delegationer. I bilag 7 er der en samlet oversigt over forslag til ændringer, som er sammenholdt med de nugældende formuleringer.

Løsning

Det følger af lov om kommunernes styrelse § 2 (lovbekendtgørelse nr. 47 af 15/01/2019), at kommunernes anliggender styres af kommunalbestyrelsen.

Borgerrepræsentationen er ikke afskåret fra at overlade udøvelsen af sin kompetence til udvalg og den kommunale administration, medmindre andet er fastsat eller forudsat i lovgivningen. Den umiddelbare forvaltning af kommunens anliggender varetages af Økonomiudvalget og de stående udvalg, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt.

Dette indebærer, at udvalgene afgør alle sædvanlige sager inden for det pågældende udvalgs sagsområde, medmindre andet følger af lovgivningen eller af Borgerrepræsentationens beslutning.

Delegation af kompetence foretages af praktiske grunde for at begrænse sagsmængden, sikre en effektiv sagsbehandling og for at fremme en hensigtsmæssig fordeling af sagerne mellem Borgerrepræsentationen, Økonomiudvalget, overborgmesteren og Økonomiforvaltningen.

Borgerrepræsentationen henholdsvis Økonomiudvalget kan vælge at delegere beslutningskompetence til forvaltningen. Dette sker ved almindelig flertalsbeslutning.

Formanden for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen kan på udvalgets henholdsvis Borgerrepræsentationens vegne afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl, jf. lov om kommunernes styrelse § 22, stk. 2, og § 31, stk. 1.

Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen kan vælge at delegere yderligere kompetence til formanden. En sådan delegation kræver enighed i udvalget henholdsvis Borgerrepræsentationen.

De foreslåede delegationer kan altid tilbagekaldes eller ændres ved fremlæggelse af en ny sag, hvis der viser sig behov herfor. For så vidt angår delegation til overborgmesteren i egenskab af formand for Økonomiudvalget henholdsvis Borgerrepræsentationen bortfalder denne, såfremt blot et enkelt medlem af Økonomiudvalget henholdsvis Borgerrepræsentationen ønsker at tilbagekalde delegationen. Det kræver derimod et flertal at tilbagekalde delegationer fra Økonomiudvalget til Økonomiforvaltningen samt fra Borgerrepræsentationen til henholdsvis Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen.

Ændringer til de nugældende delegationer og nye delegationer

Delegation af kompetence til henholdsvis overborgmesteren, Økonomiudvalget og Økonomiforvaltningen er gennemgående blevet forkortet og gjort mere læsevenlige med redaktionelle ændringer. De redaktionelle ændringer består af præciseringer af, hvad delegationerne indeholder, samt forkortelser af beskrivende tekst, som ikke har betydning for delegationerne. Derudover er enkelte delegationer udgået, da de ikke længere er relevante. Delegationer, som Borgerrepræsentationen har godkendt i perioden siden sidste godkendelse af delegationsfortegnelsen, er blevet tilføjet.

Der er desuden tilføjet et nyt afsnit til den samlede delegationsfortegnelse med titlen ”Delegation fra Borgerrepræsentationen vedrørende personalemæssige forhold” jf. bilag 6. Dette afsnit indeholder en nugældende delegation, som overflyttes fra bilag 5, punkt 28 og vedrører kompetencen til at overborgmesteren eller vedkommende borgmester kan ansætte og afsætte medarbejdere (tjenestemænd og overenskomstansatte), dog bortset fra direktionsmedlemmer og ansatte på løntrin 53 og derover, hvor Borgerrepræsentationen er ansættende myndighed. Den nugældende delegation ændres således ikke, men flyttes til et selvstændigt bilag.

Bemyndigelse af personer til at underskrive dokumenter vedrørende køb og salg af fast ejendom efter lov om kommunernes styrelse § 32, stk. 1, fremgår af den nuværende delegationsfortegnelse, men vil fremover fremgå af en separat indstilling, og er derfor taget ud af de beskrevne delegationer fra Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen, bilag 5. Det skyldes, at der rettelig ikke er tale om en delegation, men om en bemyndigelse efter kommunestyrelsesloven.

Der er ingen ændringer til delegation af kompetencer fra Økonomiudvalget til overborgmesteren som formand for Økonomiudvalget, bilag 1. Det samme gør sig gældende for delegation af kompetencer fra Borgerrepræsentationen til overborgmesteren, bilag 3.

I forhold til delegation af kompetencer fra Økonomiudvalget til Økonomiforvaltningen er delegation til KL vedrørende forhandlinger og indgåelse af aftaler om kompensation for de kommunaløkonomiske konsekvenser for kommunerne efter Det udvidede Totalbalanceprincip udgået, da der i praksis ikke er tale om en egentlig delegation, men en del af den aftale, som Københavns Kommune indgik i forbindelse med godkendelse af medlemskab af KL i 2005, jf. bilag 2.

Delegationer vedrørende Københavns Kommunes Solcelleselskab ApS er udgået af delegation af kompetencer fra Borgerrepræsentationen til Økonomiudvalget, jf. bilag 4, og delegation af kompetencer fra Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen, jf. bilag. 5, eftersom selskabet i sommeren 2021 blev nedlagt. Det samme gør sig gældende for delegation af kompetence til at håndtere administrative opgaver, der følger med sekretariatsbetjeningen af Naturrådet, jf. bilag 5, med afslutning af Naturrådets opgave i juli 2018.

Derudover er der behov for to tilføjelser til de nuværende delegationer fra Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen, som følge af allerede vedtagne beslutninger i Borgerrepræsentationen. Det drejer sig om følgende:

- ”Kompetencen til ved et medlems forfald i en forventet periode på mindst en måned på grund af sygdom, graviditet, barsel eller adoption, hvor der gælder et dokumentationskrav for forsat at have ret til vederlag i op til ni måneder, at beslutte, hvorvidt dokumentationskravet i det enkelte tilfælde er åbenbart ubegrundet, hvorvidt dokumentationskravet er opfyldt og hvornår der skal indhentes fornyet dokumentation” vedtaget den 21. januar 2021 samt 

- ”Kompetence til at afslå frikøb eller udskydelse af kommunens tilbagekøbsrettigheder, når det vurderes hensigtsmæssigt af hensyn til opfyldelse af kommunale ejendomsbehov” vedtaget den 2. december 2021.

Endelig skal Borgerrepræsentationen på mødet den 20. januar 2022 behandle indstillingen ”Kursusregulativ for samling 2022-2025”, hvori der er indstillet en delegation fra Borgerrepræsentationen til Økonomiudvalget. Såfremt indstillingen om ”Kursusregulativ for samling 2022-2025” godkendes, vil denne delegation tillige blive indarbejdet i delegationsfortegnelsen, bilag 4.

Der henvises i øvrigt til bilag 1-6, hvor alle ændringer er markeret med rødt. Derudover henvises til bilag 7, hvor de gældende delegationer er sammenstillet over for de nye formuleringer, hvor de konkrete ændringer er markeret med rød skrift.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Indstillingen behandles i Borgerrepræsentationen den 20. januar 2022.

Delegationsfortegnelsen vil efterfølgende blive publiceret på www.kk.dk.

 

Søren Hartmann Hede           / Mads Grønvall

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at de beskrevne delegationer fra Økonomiudvalget til overborgmesteren som formand for Økonomiudvalget godkendes, jf. bilag 1,
  2. at de beskrevne delegationer fra Økonomiudvalget til Økonomiforvaltningen godkendes, jf. bilag 2.

     

    Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

     

  3. at de beskrevne delegationer fra Borgerrepræsentationen til overborgmesteren godkendes, jf. bilag 3,
  4. at de beskrevne delegationer fra Borgerrepræsentationen til Økonomiudvalget godkendes, jf. bilag 4,
  5. at de beskrevne delegationer fra Borgerrepræsentationen til Økonomiforvaltningen godkendes, jf. bilag 5,
  6. at de beskrevne delegationer fra Borgerrepræsentationen vedrørende personalemæssige forhold godkendes, jf. bilag 6.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. januar 2022

 

Indstillingens 1.-2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Indstillingens 3.-6. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. januar 2022

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten forudsætter at formuleringen i delegation om, at ”KEID kun må indgå aftale om erhvervslejemål på almindelige markedsvilkår” ikke ændrer på, at kommunen fortsat kan indgå aftaler om erhvervslejemål, som ikke er på almindelige markedsvilkår, f.eks. når lejemålet skal bruges til kommunale formål som f.eks. skole, børnehave, kultur, idræt, klima-/miljøindsats eller socialt tilbud.”

 

 

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Alternativet støtter uddelegering af kompetence i høj grad, sådan at magten ikke sidder fast i snævre flaskehalse, men kan tages i brug, hvor der er behov for den. Især på baggrund af den store betydning for byudvikling, som By & Havn har opnået i København er Alternativet dog bekymret for, at en for stor del af kompetencen er blevet centraliseret i og omkring det selskab, hvilket kan have negative betydning for transparens, borgerinddragelse og et bæredygtigt demokrati. Vi kommer i det kommende år til at følge udviklingen nært med henblik på før næste samling at foreslå eventuel revidering af kompetence delegering vedr. især By & Havn."

 

Til top