Mødedato: 20.01.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udvidelse af antallet af Scenekunstudvalgets medlemmer

Se alle bilag

Der skal tages stilling til en udvidelse af antallet af medlemmer i Scenekunstudvalget samt model for medlemssammensætning.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at model 1 for sammensætning af Scenekunstudvalget godkendes,
  2. at der foretages en ændring af Scenekunstudvalgets kommissorium, så Scenekunstudvalgets medlemsantal udvides med et fagudvalgsmedlem, jf. bilag 2.

(Kultur- og Fritidsudvalget)

Problemstilling

Scenekunstudvalget blev i 2007 nedsat som særligt udvalg, jf. lov om kommunernes styrelse, § 17, stk. 4. Af Scenekunstudvalgets nuværende kommissorium fremgår det, at udvalget har syv medlemmer, hvoraf mindst fire skal være teaterkyndige (bilag 1). De øvrige medlemmer skal have sæde i Borgerrepræsentationen. Det fremgår desuden, at de fire teaterkyndige medlemmer udpeges efter indstilling med to medlemmer fra Dansk Skuespillerforbund, et medlem fra Danske Dramatikeres Forbund og et medlem fra Foreningen af Danske Sceneinstruktører. Der er gået 14 år siden Scenekunstudvalgets blev nedsat, og der har ikke tidligere været ændringer i sammensætningen.

Scenekunstudvalget følger den kommunale valgperiode, hvilket betyder, at der skal udpeges et nyt Scenekunstudvalg for perioden 2022-2025. Forvaltningen her derfor allerede henvendt sig til forbundene og anmodet dem om at indstille nye medlemmer til Scenekunstudvalget for den kommende periode. 

Der er i den forbindelse modtaget to ønsker til ændring af Scenekunstudvalgets sammensætning. For at udvide antallet af medlemmer i Scenekunstudvalget, skal Scenekunstudvalgets nuværende kommissorium ændres. En ændring af Scenekunstudvalgets kommissorium skal vedtages i Borgerrepræsentationen.

Løsning

Udvidelse af Scenekunstudvalget

Scenekunstudvalgets ønske til udvidelse

Scenekunstudvalget besluttede på mødet den 12. maj 2021, at forvaltningen – med henblik på at udvide udvalgets samlede kompetencer – skulle arbejde for at udvide antallet af udvalgets medlemmer med en fagperson med særlig viden om dans og koreografi. Det nuværende udvalg mener, at disse faglige kompetencer med den nuværende sammensætning mangler i Scenekunstudvalget, samt at en fagperson med viden om koreografi og dans vil styrke udvalget i deres vurdering af ansøgninger fra Københavns scenekunstnere.

Dansk Teaters ønske om udvidelse

I september 2021 har organisationen Dansk Teater henvendt sig med et ønske om at være repræsenteret i Scenekunstudvalget, idet brancheorganisationen mener, at den nuværende sammensætning af fagligt udpegede medlemmer udgør en smal repræsentation af faglige organisationer, hvor brancheorganisationer ikke er repræsenteret. Dansk Teater er en branche- og arbejdsgiverorganisation for professionelt producerende teatre og scenekunstkompagnier i Danmark. Organisationen beskriver sig selv som scenekunstens pendant til brancheorganisationen DEOO - Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner, der er repræsenteret i Musikudvalget. I Rådet for Visuel Kunst er brancheorganisationen ODM – Organisationen Danske Museer repræsenteret.

Kultur- og Fritidsforvaltningens indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår med udgangspunkt i ovenstående en ændring af Scenekunstudvalgets medlemssammensætning. En ændring vil samtidig betyde, at  Scenekunstudvalgets medlemssammensætning bliver sammenlignelig med Rådet for Visuel Kunst, der har fem fagligt udpegede medlemmer og tre medlemmer med sæde i Borgerrepræsentationen.

Med denne løsning skal der udpeges yderligere et fagligt medlem til Scenekunstudvalget.

Udgiften til udvidelsen vil være en ekstra diæt af 435 kr. (2021 p/l) til fire årlige møder, i alt 1.740 kr. årligt.

Modeller til udvidelse af Scenekunstudvalget

Modeller for sammensætning af Scenekunstudvalget fra 2022

Model 1: at Organisationen De Frie Koreografer får en plads i udvalget, så det sikres, at der også er et medlem med viden om dans og koreografi. Dansk Skuespillerforbund udpeger to medlemmer. Herudover udpeges et medlem fra Danske Dramatikeres Forbund og et medlem fra Foreningen af Danske Sceneinstruktører samt tre medlemmer med sæde i Borgerrepræsentationen (bilag 2).

Model 2: at Dansk Teater får en plads i udvalget samt at der udpeges et medlem fra Organisationen De Frie Koreografer med ekspertise inden for dans og koreografi. Samtidig foreslås det, at antallet af udpegede medlemmer fra Dansk Skuespillerforbund reduceres fra to medlemmer til et. Herudover er sammensætningen den samme som i model 1 (bilag 3).

For hver af de to foreslåede modeller for sammensætning af Scenekunstudvalget vil der fra 2022 således være i alt otte medlemmer, heraf tre medlemmer med sæde i Borgerrepræsentationen og fem teaterkyndige medlemmer.

Nuværende sammensætning

Model 1: Forslag til ny sammensætning

Model 2: Forslag til ny sammensætning

3 medlemmer med sæde i Borgerrepræsentationen

3 medlemmer med sæde i Borgerrepræsentationen

3 medlemmer med sæde i Borgerrepræsentationen

2 medlemmer indstillet af Dansk Skuespillerforbund

2 medlemmer indstillet af Dansk Skuespillerforbund

1 medlem indstillet af Dansk Skuespillerforbund

1 medlem indstillet af Danske Dramatikeres Forbund

1 medlem indstillet af Danske Dramatikeres Forbund

1 medlem indstillet af Danske Dramatikeres Forbund

1 medlem indstillet af Foreningen af Danske Sceneinstruktører.

1 medlem indstillet af Foreningen af Danske Sceneinstruktører.

1 medlem indstillet af Foreningen af Danske Sceneinstruktører.

1 medlem indstillet af Dansk Teater

1 medlem indstillet af Organisationen De Frie Koreografer

1 medlem indstillet af Organisationen De Frie Koreografer

Høringssvar fra Scenekunstudvalget

Forvaltningen har forelagt det nuværende Scenekunstudvalg to modeller for udvidelse af udvalget med et fagudvalgsmedlem.

Scenekunstudvalget har udarbejdet et høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget (bilag 4).

Af høringssvaret fremgår det, at Scenekunstudvalget ikke mener, at Dansk Teater bør repræsenteres i udvalget. Udvalget finder ikke, at et medlem fra Dansk Teater vil tilføje nye faglige kompetencer, der ikke allerede er repræsenteret. Scenekunstudvalget understreger desuden, at udvalget har fokuseret på at støtte uetablerede scenekunstnere fra vækstlaget, og at et medlem fra Dansk Teater, der repræsenterer mere etablerede teatre og teaterchefer ikke vil bidrage til dette fokus. Yderligere mener Scenekunstudvalget ikke, at Dansk Teater, der er landsdækkende, bidrager til specifikt at støtte scenekunst i København.

Scenekunstudvalget anbefaler model 1.

På baggrund af Scenekunstudvalgets høringssvar anbefaler forvaltningen ligeledes model 1.

Økonomi

Der ydes diæter efter Indenrigsministeriets regler til de medlemmer af Scenekunstudvalget, der ikke er medlemmer af Borgerrepræsentationen. Diæterne udgør i 2021 435 kr. per person pr. møde og forhøjes hvert år med 5 kr. Scenekunstudvalget har årligt fire møder, hvilket betyder en årlig yderlig udgift i diæter på 1.760 kr. til et ekstra fagmedlem af Scenekunstudvalget i 2022 og frem. Dette beløb kan indeholdes i Scenekunstudvalgets nuværende budget.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, ændres kommissoriet for Scenekunstudvalget med virkning fra 2022.

 

Mette Touborg  /Merete Evers Dewilde

 

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1. at model 1 for sammensætning af Scenekunstudvalget godkendes,
  2. at der foretages en ændring af Scenekunstudvalgets kommissorium, så Scenekunstudvalgets medlemsantal udvides med et fagudvalgsmedlem, jf. bilag 2.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2021

 

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. januar 2022

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

De valgte medlemmer og stedfortrædere fremgår af bilag 4 under dagsordenspunkt 1 (Godkendelse af dagsorden).

Overborgmesteren blev bemyndiget til at modtage de evt. manglende navne.

 

For en opdateret liste over navne se kommunens hjemmeside:

Oversigt over indmeldte medlemmer til BR-møde 20.01.2022.pdf (kk.dk) (Hverv for valgperioden 2022-25).

Til top