Mødedato: 20.01.2005, kl. 17:30

Projektgodkendelse og kapitalbevilling til ændring af fjernvarmeforsyning fra damp til varmt vand i et område ved Drejervej

Projektgodkendelse og kapitalbevilling til ændring af fjernvarmeforsyning fra damp til varmt vand i et område ved Drejervej

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 20. januar 2005

 

 

BR 33/05

Projektgodkendelse og kapitalbevilling til ændring af fjernvarmeforsyning fra damp til varmt vand i et område ved Drejervej

Projektgodkendelse og kapitalbevilling til ændring af fjernvarmeforsyning fra damp til varmt vand i et område ved Drejervej

 

 

Indstilling om, at der gives Københavns Energi en kapitalbevilling på 24,0 mio. kr. til ændring af fjernvarmeforsyningen i et område ved Drejervej m.fl. fra damp til varmt vand, herunder udskiftning af fjernvarmeledninger og ændring af kundeanlæg. Der kan anvises kassemæssig dækning for udgiften i 2005 på investeringsplanens konto 1.03.3.16., samt at der gives Københavns Energi en kapitalbevilling på 3,0 mio. kr. til etablering af fjernvarmestikledninger og ændring af kundeanlæg, så fjernvarmeforsyningen i enkeltejendomme kan ændres fra damp til vand, tages til efterretning. Der kan anvises kassemæssig dækning for udgiften i 2005 på investeringsplanens konto 1.03.3.16.

Det bemærkes, at udgifterne til ændring af fjernvarmeforsyning fra damp til varmt vand i et område ved Drejervej skal holdes inden for de økonomiske rammer, som Borgerrepræsentationen beslutter for Miljø- og Forsyningsudvalget.

(Miljø- og Forsyningsudvalget)

 

 

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender et projekt efter Varmeforsyningsloven til udskiftning af fjernvarmeledninger og ændring af kundeanlæg, så fjernvarmeforsyningen i et område ved Drejervej kan konverteres fra damp til varmt vand.

Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der gives Københavns Energi en kapitalbevilling på 24,0 mio. kr. til ændring af fjernvarmeforsyningen i et område ved Drejervej m.fl. fra damp til varmt vand, herunder udskiftning af fjernvarmeledninger og ændring af kundeanlæg. Der kan anvises kassemæssig dækning for udgiften i 2005 på investeringsplanens konto 1.03.3.16.

at der gives Københavns Energi en kapitalbevilling på 3,0 mio. kr. til etablering af fjernvarmestikledninger og ændring af kundeanlæg så fjernvarmeforsyningen i enkeltejendomme kan ændres fra damp til vand. Der kan anvises kassemæssig dækning for udgiften i 2005 på investeringsplanens konto 1.03.3.16.

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 8. november 2004

Tiltrådt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det dog skal bemærkes, at udgifterne til ændring af fjernvarmeforsyning fra damp til varmt vand i et område ved Drejervej skal holdes indenfor de økonomiske rammer som Borgerrepræsentationen beslutter for Miljø- og Forsyningsudvalget"

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2004

Anbefalet. 

Sagen vil blive forelagt Borgerrepræsentationen til godkendelse, såfremt der afholdes ekstraordinært møde i Borgerrepræsentationen inden den 31. december 2004. Borgerrepræsentationen har i mødet den 9. december 2004 godkendt økonomisk udskillelse af Københavns Energi, jf. BR 603/04. Dermed er dispositioner i KE pr. 1. januar 2005 ikke længere omfattet af bevillingsreglerne for kommunen. Såfremt der ikke bliver afholdt ekstraordinært møde i Borgerrepræsentationen i indeværende år, vil forsamlingen få denne indstilling forelagt til efterretning på førstkommende møde i 2005.

 

 

 

RESUME

Fjernvarmeledningerne for damp i området ved Drejervej har en alder, hvor det er teknisk og økonomisk hensigtsmæssigt at udskifte dem. Det foreslås, at der udskiftes fordelings- og stikledninger og ændres kundeanlæg, så ejendommene kan tilsluttes forsyning med varmt vand. Ved at gennemføre projektet forbedres kvaliteten af den leverede fjernvarme, forsyningssikkerheden forbedres, og der spares driftsudgifter, fordi ældre dampledninger herunder en lang ringledning nedlægges. 

Da projektet omhandler ændring af energiform i et kollektivt varmeforsyningsanlæg og bortfald af anvendelsen af fordelingsledninger, skal Miljø- og Forsyningsudvalget godkende projektet i henhold til Varmeforsyningsloven og bekendtgørelsen om varmeplanlægning og godkendelse af anlægsprojekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (bek. nr. 582 af 22. juni 2000).

Samfundsøkonomiske beregninger viser, at der er en fordel ved fjernvarmeforsyning med vand frem for en forsyning med damp.

Selskabsøkonomisk må investeringen hovedsageligt betragtes som en nødvendig fornyelse af fjernvarmesystemet. Nye kunder giver dog en merindtægt for selskabet.

For dampforsynede enkeltejendomme, hvor kundeanlægget står foran udskiftning, foreslås fjernvarmeforsyningen ændret til forsyning med fjernvarmevand.

Der er ingen investeringer for forbrugerne.

 

SAGSBESKRIVELSE

Området ved Drejervej er ejendomme omkring Drejervej, Rebslagervej, Lygten, Rentemestervej og Bygmestervej. Afgrænsningen af området er vist på kortet, bilag 1.

Projektet for Drejervej omfatter etablering af fordelings- og stikledninger samt ændringer af kundeanlæg således, at disse dampforsynede ejendomme vil kunne tilsluttes ledningsnettet for fjernvarmevand. Fjernvarmeledningerne for damp har en alder (43 år), hvor det er teknisk og økonomisk hensigtsmæssigt at udskifte dem og samtidig vil en eksisterende lang dampringledning beliggende i bla. Mimersgade, Ørnevej og Hejrevej kunne nedlægges.

Kvaliteten af den leverede fjernvarme forbedres, udtjente dampledninger i området nedlægges og erstattes med nye vandledninger, så udgifter til drift og vedligeholdelse af ledningerne nedsættes, og forsyningssikkerheden øges. De nye ledninger er vist på kortet, bilag 1. Ledningerne tilsluttes eksisterende fjernvarmeledninger i Vibevej.

De dampforsynede ejendomme i området har en tilslutningsværdi på 9,9 MJ/s (Mega –Joule/sekund) svarende til et årligt varmesalg på 44 TJ (Tera –Joule).

I området er der i dag desuden af Københavns Energi etableret 4 vekslerstationer, der veksler dampen til vand. Disse stationer vil ved en ændring af fjernvarmeforsyningen til vand kunne nedlægges. Ejendommene tilsluttet stationerne har en tilslutningsværdi på 4,5 MJ/s svarende til et årligt varmesalg på 20 TJ.

Der er i området ved Drejervej beliggende et mindre antal ejendomme, der i dag forsynes med varme i form af oliefyrede anlæg samt et par igangværende nybyggerier (markeret gult på bilag 1). Disse ejendomme er ifølge bek. nr. 581 af 22. juni 2000 (tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg) omfattet af tilslutningspligt til fjernvarme og vil, når området omlægges til fjernvarmevand, overgå hertil. Disse ejendomme har en samlet tilslutningsværdi på 2,9 MJ/s svarende til et årligt varmesalg på 13 TJ.

På Borgerrepræsentationens møde den 16. og 17. juni 1993 (B.F. 1993, s. 2961-67) blev der vedtaget et projekt om tilslutningspligt til fjernvarme, der også omfatter en forblivelsespligt til fjernvarmeforsyning i Københavns Kommune. Området Drejervej er desuden i Københavns Varmeplan og Kommuneplan udlagt som fjernvarmeområde. De ejendomme, der berøres af projektet, skal derfor fortsat forsynes med fjernvarme.

I henhold til Økonomi- og Erhvervsministeriets bekendtgørelse nr. 582 af juni 2000 om varmeplanlægning og godkendelse af anlægsprojekter for kollektive varmeforsyningsanlæg ("projektbekendtgørelsen") skal der udføres samfundsøkonomiske beregninger. I disse beregninger er fjernvarmeprojekterne sammenlignet med en fortsat forsyning af ejendommene med damp ved etablering af nye dampledninger, da de nuværende som nævnt er udtjente. 

Københavns Energi ejer, finansierer, etablerer og vil varetage driften af fjernvarmeledningerne.

Anlægsarbejdet for ledningerne forventes påbegyndt i begyndelsen af 2005 og afsluttet i 2005.  

Indstilling og begrundelse for projektforslaget skal i henhold til "projektbekendtgørelsen" fremsendes til Energistyrelsen til orientering. Energistyrelsen kan inden for en nærmere fastsat frist meddele, at godkendelse af projektforslaget forudsætter Energistyrelsens forudgående samtykke. Projektforslaget forelægges derfor udvalget med forbehold for Energistyrelsens stillingtagen.

 

Dampforsynede enkeltejendomme

Hovedparten af dampledningerne i København er over 40 år gamle, og en del af de tilsluttede kundeanlæg har samme alder. Københavns Energi har derfor hvert år mange forespørgsler om ændring af forsyningen fra damp til vand i forbindelse med havarier på væsentlige komponenter i dampforsynede kundeanlæg. Hvis det eksisterende anlæg er så dårligt, at det er hensigtsmæssigt at etablere en helt ny varmecentral, er det en fordel at etablere en fjernvarmecentral for vand. Denne er enklere opbygget og dermed billigere at etablere og lettere at passe. Såfremt Københavns Energi samtidig står foran en udskiftning af dampstikledningen, og ejendommen kan forsynes med vand fra eksisterende fordelingsledninger foreslås, at sådanne enkeltejendomme konverteres til forsyning med varmt vand.

Denne forsyningsændring af en enkelt ejendom kræver ikke projektgodkendelse i henhold til Varmeforsyningsloven. Der søges en kapitalbevilling til etablering af stikledninger og ændring af kundeanlæg efter behov dog med en maksimal udgift på 3,0 mio. kr. i 2005.  

Konsekvenser for borgerne

Der foreslås ikke pålagt bidragspligt i forbindelse med etableringen af ledningerne, hvilket betyder, at fjernvarmekunderne ikke skal betale bidrag for en ændring af forsyning fra damp til varmt vand.

Samtlige kunder vil fortsat blive afregnet for fjernvarmen i henhold til de af Borgerrepræsentationen besluttede "Leveringsbestemmelser for fjernvarme" samt i henhold til de af Borgerrepræsentationen til enhver tid besluttede takster.

Der er ikke investeringsudgifter for brugerne, da de nødvendige ændringer af kundeanlæg betales af Københavns Energi.

 

ØKONOMI

Den samlede udgift på 27,0 mio. kr. påregnes afholdt i 2005.

Der kan anvises kassemæssig dækning for udgiften i 2005 på investeringsplanens konto 1.03.3.16 (Konvertering af dampsystemet iht. plan). 

 

Samfundsøkonomi

I de samfundsøkonomiske beregninger sammenlignes fjer nvarmeforsyning med vand med en fortsat dampforsyning gennem en periode på 20 år. De samfundsmæssige brændselspriser er udmeldt af Energistyrelsen.

De årlige driftsudgifter fra varmekøb og vedligeholdelse samt kapitaludgifter beregnes. 

Fjernvarmevand regnes produceret som kraftvarme fra Avedøreværkets blok 2, hvor brændslet er naturgas. Indtægten fra den til varmeproduktionen hørende elproduktion medregnes. 

Fjernvarmedamp produceres på basis af naturgas på Svanemølleværket.

Der regnes med en investering på 24 mio. kr. til forsyning med varmt vand og en investering på 46 mio. kr. til fornyelse af ledninger ved en fortsat dampforsyning.

Som resultat af beregningerne ses, at der over en 20 års periode vil være en samfundsøkonomisk fordel ved fjernvarmeforsyning med vand på 49 mio. kr. (nutidsværdi) i forhold til dampforsyning.

 

Selskabsøkonomi

Investeringen i enten nye vand- eller dampledninger må betragtes som en nødvendig fornyelse af fjernvarmesystemet.   

Investeringen er lavest ved løsningen med fjernvarmevand, fordi de præisolerede rør for fjernvarmevand er billigere end betonkanaler for damp. Der er desuden et mindre varmetab ved vandledningerne på grund af bedre isolering.    

Investeringsudgiften er baseret på pris- og lønniveauet pr. 1. oktober 2004.

Tilslutning af de i dag olieopvarmede ejendomme og igangværende nybyggeri til fjernvarme vil bidrage med et årligt dækningsbidrag skønnet til 0,8 mio. kr.

 

Brugerøkonomi

Der henvises til afsnittet om konsekvenser for borgerne.

 

ENERGI- OG MILJØVURDERING

Energivurdering

Energivirkningen ved projektet kan vurderes efter Økonomi-  og Erhvervsministeriets bekendtgørelse nr. 582 og tilhørende vejledning. Her skal såvel fjernvarmen som den tilhørende elproduktion medregnes. 

For at kunne sammenligne kraftvarmen ved produktion af henholdsvis fjernvarmevand og damp medregnes den manglende elproduktion ved vand. Denne produktion skal regnes produceret på et kondens elværk. 

Beregningen gennemføres for en 20 års periode.

Energiforbruget er beregnet til:

·        3.503 TJ ved kraftvarme vand/kondens el.

·        3.951 TJ ved kraftvarme damp

Der er således et lidt mindre energiforbrug ved kraftvarme vand på 448 TJ.

Af beregningen fremgår desuden, at hvis der kun ses på energiforbruget til fjernvarme vil være en energibesparelse ved fjernvarmevand på 215 TJ i forhold til dampopvarmning. 

 

Miljøvurdering

Ændring af fjernvarmeforsyningen fra damp til vand har følgende fordele:

Luftforurening:       En miljøberegning i henhold til Energistyrelsens forudsætninger (bek. nr. 582) viser, at der vil være en mindre udledning af CO2  ved kraftvarme vand på ca. 52.000 ton i løbet af de 20 år i forhold til fjernvarme damp.

Arbejdet i forbindelse med etableringen af ledningerne/varmecentralerne vurderes at have følgende miljømæssige konsekvenser:

Støj:                         Støj må forventes dog kun svarende til gravemaskiner i dagtimerne.

Jord:                        Den opgravede jord håndteres i henhold til lov om forurenet jord fra 1. januar 2000 med efterfølgende retningslinier aftalt med Miljøkontrollen.

Affald:                     Skrottede betondele med armeringsjern og stålrør. A ffaldet vil blive bortskaffet i henhold til gældende kommunale regler.

 

Samlet energi- og miljøvurdering

Ved ændring af fjernvarmeforsyningen fra damp til vand vil energiforbruget ved kraftvarme vand falde svarende til en energibesparelse på 448 TJ.

Udledningen af CO2 vil mindskes med ca. 52.000 ton i løbet af de 20 år beregningen er foretaget for.

Det vurderes, at der med det beskrevne i forbindelse med ændringen af fjernvarmeforsyningen fra damp til vand i området vil være truffet tilstrækkelige foranstaltninger til forebyggelse af genevirkninger og til sikring af miljøet i byggefasen.

 

HØRING

Gennemførelse af projektet kræver ikke tilladelse i henhold til anden lovgivning. Der skal dog opnås tilladelse fra vejmyndigheden.

Ledningerne nedlægges i offentligt og privat areal. Ledningerne i privat areal og ændringerne af kundeanlæg etableres ikke før der er givet tilladelse hertil af ejendommenes ejere.

Den varmemængde, der skal anvendes til forsyning af områderne efter ændring til fjernvarme vand, købes af Københavns Energi fra CTR. Det forventede varmekøb er medtaget i den årlige prognose for varmekøb, der anvendes ved aftaler med CTR, og som er CTR bekendt. CTR´s ledningsnet berøres ikke af projektet. Der anses derfor ikke at være en høringsforpligtelse i henhold til varmeforsyningsloven i forhold til CTR.

Der er ikke andre høringsforpligtelser.

 

BILAG

1. Tegning nr. 51-0321. Kort over området Drejervej.

 

 

Jes Bertelsen                                          /                     Ole Toft Frederiksen       

 


Til top