Mødedato: 19.09.2024, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Ændring af Kultur- og Fritidsforvaltningens takstkatalog for 2025

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 25. april 2024 som led i at bringe Kultur- og Fritidsudvalgets budget i balance, at der per 1. januar 2025 skal indføres et gebyr for brugen af kommunale klubhuse svarende til 24 kr. per time. Med denne sag implementeres denne beslutning.

Indstilling

Indstilling om, 

  1. at godkende det opdaterede takstkatalog for gebyrer for foreninger, jf. bilag 1.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme. 

(Kultur- og Fritidsudvalget)

Problemstilling

Som led i at bringe Kultur- og Fritidsudvalgets budget i balance besluttede udvalget den 25. april 2024 at indføre gebyr på brugen af kommunale klubhuse.

Ændringer til takstkataloget skal godkendes af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Løsning

Folkeoplysende foreninger opkræves i dag et gebyr ved brug af kommunens lokaler, haller, fodboldbaner mv. til deres folkeoplysende aktiviteter, men brugen af kommunale klubhuse har hidtil været fritaget for at betale gebyr.

Indførslen af det nye gebyr ensretter dermed indkrævning af gebyrer for folkeoplysende foreningers brug af kommunale aktiviteter uanset om det er ifm. bookning af en bane eller klubhusaktiviteter. Dette betyder, at der fremadrettet også opkræves gebyr for de aktiviteter, der foregår i kommunale klubhuse og som ligger ud over foreningens primære aktivitet (populært kaldet 3. halvleg); et såkaldt gebyr for eksklusiv brugsret til kommunale klubhuse.

Takstkataloget for 2025 er blevet opdateret med den nye takst for gebyr for kommunale klubhuse, jf. bilag 1.

Økonomi

Indførelse af gebyr på kommunale klubhuse, hvor foreningerne har eksklusivret, forøger indtægterne med 1,4 mio. kr. fra 2025 og frem, svarende til at foreningerne skal betale 24 kr. per time.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender nærværende indstilling, forelægges den for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Hvis indstillingen godkendes i Borgerrepræsentationen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen implementere det nye gebyr per 1. januar 2025.

 

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler at godkende det opdaterede takstkatalog for gebyrer for foreninger, jf. bilag 1.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 16. august 2024

 

Indstillingen blev godkendt under dagsordenspunkt 1, ”Godkendelse af dagsorden”.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. september 2024

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. september 2024

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top