Medlemsforslag om obligatorisk mentorordning for medhjælperne i daginstitutionerne
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling af en model for en obligatorisk mentorordning for medhjælperne i daginstitutionerne, som beskrevet nedenfor i motiveringen. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling inden udgangen af 2019.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
TV2s afsløringer i forsommeren af personalets manglende omsorg og hårde tone over for børn i visse københavnske daginstitutioner prægede valgkampen. ”Minimumsnormeringer” kom på alles læber i valgkampen, og alle venter spændt på, om valgløfterne om flere pædagoger bliver indfriet i den kommende finanslov.
Der er ingen tvivl om, at der er konsensus om, at området skal løftes og Det Konservative Folkeparti ønsker med dette medlemsforslag allerede at handle nu, da der kan gå lang tid før Københavns børn får gavn af forhåbentlig indfriede valgløfter.
Formålet med medlemsforslaget er at sikre en højere kvalitet af de ufaglærte pædagogmedhjælpere. Med inspiration fra sundhedssektoren ønsker vi at indføre en mentorordning, således at man i institutionerne på en struktureret måde kan måle på medhjælpernes kompetencer.
Tanken er, at medhjælperen inden prøveperiodens udløb skal igennem en mentorordning, hvor der sættes fokus på og måles på relevante omsorgskompetencer hos medhjælperen.
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) skal derfor udarbejde et forslag til politisk behandling af en model for en obligatorisk mentorordning for medhjælperne i daginstitutionerne. Forslaget skal også redegøre for, hvad BUF pt. gør for at uddanne medhjælpere, samt hvilke andre tiltag der hurtigt kan sættes i værk for styrke medhjælperens omsorgskompetencer til gavn for børnene.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. september 2019
Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre, SF og Venstre fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):
”Forvaltningen fremlægger forslag til politisk behandling, om hvorledes pædagogmedhjælpere, nyuddannede pædagoger og nye medarbejdere i daginstitutionerne bliver modtaget og oplært, så en hurtig opkvalificering til at yde høj pædagogisk kvalitet understøttes. Fordele og ulemper ved at gøre en eventuel mentorordning obligatorisk skal belyses. Pædagogernes rolle med at dele viden og fungere som mentorer skal inddrages i forslaget. Forslaget skal omfatte beregning af omkostninger med mulighed for skalering.”
Et forslag fra Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, SF, Radikale Venstre og Venstre om at henvise medlemsforslaget til Børne- og ungdomsudvalget blev vedtaget uden afstemning.
SF afgav følgende protokolbemærkning:
”SF forventer, at alle institutioner har introforløb for nye medarbejdere indenfor prøveperioden og at lederne systematisk følger om medarbejderne har kompetencer til at udføre deres arbejdsopgaver. Hvordan det gøres er ledernes ansvar. Her kan de bruge forskellige og velbegrundede metoder.”