Mødedato: 19.09.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om indførsel af roadpricing i København

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen beslutter, at Københavns Kommune retter fornyet henvendelse til regeringen med henblik på at muliggøre en model for intelligent roadpricing i Hovedstadsområdet, eventuelt som en forsøgsordning.

 (Stillet af Alternativet)

Motivering

Mængden af biltrafik i København udgør et kæmpe problem for københavnerne.

Københavnske bilister spilder hvert år, hvad der svarer til næsten to arbejdsuger i kø, hvilket ifølge forskning er ødelæggende for trivsel. Samtidig løber de samfundsøkonomiske omkostninger for hovedstadsområdet ved trængsel på vejene op i 8,5 mia. kr. om året.

Biltrafikken udgør også en af de vigtigste kilder til den luftforurening, der hvert år slår 500-600 københavnere ihjel og gør flere alvorligt syge. Luften på H.C. Andersens Boulevard har i en årrække overskredet grænsen for kvælstofilte, som EU-lande skal overholde. Det er ikke blot i strid med gældende EU-lov; det er også i strid med Københavns brand som en grøn foregangsby.

Biltrafikken er også en af de største klimasyndere. København har som erklæret mål at være CO2-neutral i 2025, men ser ikke ud til at kunne nå det, med mindre blandt andet biltrafikken reduceres kraftigt. Personbiler står for 62 % af den samlede CO2-udledning fra vejtrafik i Københavns Kommune.

Og endeligt udgør omfanget af biltrafikken et problem for københavnernes trivsel i dagligdagen. Biltrafik ødelægger med dens larm og farer byrum og optager plads, som kunne bruges til rekreative og trivselsfremmende formål eller til bæredygtig transport. Selvom kun 9 % af københavnerne tager bilen, når de skal frem i byen, optager bilbaner og parkeringspladser 66 % af byens vejplads.

Den massive biltrafik udgør – af ovenstående grunde – et problem, som vi mener, vi bør forsøge at løse hurtigst muligt. Dette understreges af, at problemet, ifølge Landstrafikmodellen, er voksende. Biltrafikken og trængslen i København ventes at vokse yderligere frem mod 2030. Ifølge Trængselskommissionen vil bilisterne spilde 18 mio. timer på Hovedstadens veje i 2025.

Roadpricing er ifølge Trængselskomissionen en af de mest effektive måder at regulere biltrafikken på, men det kræver en lovændring. Derfor vedtog Borgerrepræsentationen i 2018, at kommunen skulle rette henvendelse til staten med henblik på at muliggøre intelligent roadpricing. Den daværende regering gav dog desværre ikke Københavns Kommune mulighed for det.

Da der nu er tiltrådt en ny regering, der har som erklæret mål at gå forrest i kampen mod klimakrisen og herunder omstille transportsektoren, er det relevant at rette henvendelse på ny.

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. september 2019

Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1), om tilføjelsens af et nyt at-punkt:

”At henvendelsen til Regeringen skal indeholde resultaterne af analysen i Lynetteholmens Københavnerspor angående Road Pricing.”

 

Det af Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.

 

Medlemsforslaget blev herefter vedtaget med 45 stemmer imod 6. Ingen medlemmer undlod at stemme. 

For stemte: A, Ø, Å, B, F og V.

Imod stemte: C, O og I.

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Skal roadpricing indføres, bør provenuet anvendes til at kompensere bilisterne – eksempelvis ved en omlægning af registreringsafgiften eller som metode til at finansiere anlæg, som bilisterne anvender.”

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning, som Venstre valgte at tilslutte sig:

”Vi er betænkelige ved roadpricing, hvis det har en geografisk slagside, hvor folk i hovedstaden reelt påføres en ekstra skat. Vi er også betænkelige ved, hvis roadpricing får en social slagside, hvor børnefamilier mv med mange udgifter ikke får råd til at færdes i vores fælles hovedstad.”

Til top