Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets studietur til San Francisco i oktober 2019
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede på deres udvalgsmøde den 30. april 2018, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal arrangere en studietur til San Francisco i uge 41. En forudsætning for betaling af udgiftsgodtgørelse samt evt. erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til udvalgets medlemmer er, at Borgerrepræsentationen anmoder udvalgets medlemmer om at deltage i studieturen.
Indstilling
Indstilling om,
- at Borgerrepræsentationen anmoder Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets medlemmer om at tage på studietur til San Francisco i perioden den 5.-11. oktober 2019,
- at Borgerrepræsentationen godkender at yde erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til de medlemmer, som har valgt denne ordning.
(Beskæftigelses- og Integrationsborgmesteren)
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede på deres udvalgsmøde den 30. april 2018, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal arrangere en studietur til San Francisco i uge 41, 2019.
En forudsætning for betaling af udgiftsgodtgørelse samt evt. erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til udvalgets medlemmer er, at Borgerrepræsentationen anmoder udvalgets medlemmer om at deltage i studieturen, jf. lov om kommunens styrelse §16, stk. 5 og 10, og Borgerrepræsentationens beslutning af den 18. januar 2018.
Løsning
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal bl.a. have ny inspiration til, hvordan der kan arbejdes med nye teknologier og iværksætteri samt få viden om nye samfundstrends på arbejdsmarkedet og håndtering af storbyproblematikker.
Studieturen til San Francisco og Silicon Valley skal give udvalget indblik i de nyeste tendenser på arbejdsmarkedet. Udvalget vil få førstehåndskendskab til virksomheder, som har fået succes i Silicon Valley, og som har specialiseret sig i at forudse tendenser på arbejdsmarkedet. Udvalget vil desuden få viden om investerings- og startupmiljøet i området, og hvordan dette arbejder med at forudse nye behov, kompetencer og rekrutteringsformer på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt.
Studieturen vil derfor være vigtig for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets videre arbejde, da den giver udvalget inspiration til nye tiltag i København på beskæftigelsesområdet, og til hvordan udvalget kan forsøge at imødegå de københavnske virksomheders efterspørgsel efter arbejdskraft og sikre god virksomhedsservice.
Tabellen nedenfor viser det foreløbige program. Det bemærkes, at besøgene ikke er endeligt bekræftet, og at der derfor kan forekomme ændringer i programmet.
Lørdag den 5. oktober Ankomst til San Francisco kl. 14:45, transport og indtjening på hotel |
|
Søndag den 6. oktober |
|
Morgen/formiddag |
Rundvisning i San Francisco og besøg i den nye AmazonGo butik, som baserer sig på den nyeste teknologi
Det bemærkes, at udvalget rejser lørdag den 5. oktober, da flybilletterne var ca. 30.000 kr. billigere den 5. oktober end den 6. oktober. Derfor afsættes første dag på studieturen til, at udvalget har tid til afklimatisering og til at gå rundt i San Francisco. |
Mandag den 7. oktober |
|
Morgen |
Velkomst v. Danmarks Innovationscenter
Innovationscenteret vil byde udvalget velkommen til San Francisco og fortælle om det overordnede program, som udvalget skal igennem på studieturen. |
Formiddag |
Besøg hos Code Tenderloin om storbyproblematikker og udfordringer med hjemløse i San Francisco
Code Tenderloin er en organisation, der hjælper udsatte borgere med opkvalificering til tech-branchen. Under besøget skal udvalget på en guidet tur i det område, hvor mange hjemløse bor. Besøget skal give udvalgsmedlemmerne indsigt i de problematikker, som San Francisco står over for ift. byens udsatte, og i organisationens arbejde med at få udsatte borgere i job i tech-branchen. |
Eftermiddag |
Besøg på rådhuset i San Francisco hos Office of Economic and Workforce Development (OEWD) om beskæftigelsesindsatsen i San Francisco
OEWD er ansvarlig for beskæftigelsesindsatsen i San Francisco, herunder initiativer målrettet rekruttering, jobmatching og uddannelsesforløb for jobsøgende. Besøget skal give udvalgsmedlemmerne indsigt i beskæftigelsesindsatsen i San Francisco, og der vil være en generel drøftelse af de storbyproblematikker, byen står overfor. |
Tirsdag den 8. oktober |
|
Morgen |
Besøg hos YouNoodle v. CEO Torsten Kolind om iværksætteri
YouNoodle er en dansk iværksættersucces, som har lavet en iværksætterplatform, hvor store virksomheder kan udbyde innovations-forløb til startups og matche iværksættere og corporates. Besøget skal give udvalgsmedlemmerne ny viden om, hvad det kræver at starte en iværksættervirksomhed, hvilke forskelle der er mellem at starte en virksomhed i København kontra San Francisco, og hvordan København vil kunne hjælpe iværksættervirksomheder bedst muligt. |
Formiddag |
Besøg hos DoorDash om platformsøkonomi
DoorDash er et madudbringningsfirma, og det er et eksempel på en virksomhed, der baserer sig på platformsøkonomi (dvs. en forretningsmodel, hvor private personer eller virksomheder udveksler ydelser eller varer gennem en digital platform, fx en app eller en hjemmeside). Besøget skal give udvalgsmedlemmerne ny viden om fremtidens arbejdsmarked, herunder særligt om platformsøkonomi og de udfordringer denne nye type af virksomheder kan stå overfor. |
Middag/eftermiddag |
Halvdagstema: ”Bridging tomorrow”
Denmark Bridge, som arbejder med at bygge bro mellem danske virksomheder og Silicon Valley gennem netværk og videndeling, vil stå for at guide udvalget gennem dagen. Udvalget skal mødes med venturefonden ByFounders og LEGO Ventures, som vil give deres perspektiv på, hvordan fremtidens arbejdsmarked ser ud – bl.a. med fokus på hvilken efterspørgsel efter arbejdskraft, der vil være, og hvilke nye jobs, der vil blive skabt.
Formålet med besøgene er, at udvalget skal have indblik i, hvordan investeringsmiljøet i fremtidig teknologi ser ud i San Francisco, og hvordan udviklingen i Silicon Valley kan have konsekvenser for det danske arbejdsmarked. Besøget kan f.eks. give udvalget viden om nye arbejdsformer, kompetencer, måder at rekruttere på m.v., som kan overføres til en dansk kontekst. |
Onsdag den 9. oktober |
|
Formiddag |
Besøg på Innovationscenteret v. konsul Kathrine Paaby Joensen
Formålet med besøget er at få viden om Innovationscenterets arbejde. Kathrine Paaby Joensen vil sammen med udvalget reflektere over de besøg, som udvalget har mødtes med indtil videre, og være med til at sætte dem ind i en bredere kontekst. |
Middag |
Besøg på Innovationscenteret v. stedfortræder for Tech Ambassadøren, Mikael Ekman
Formålet med besøget er at få viden om, hvad tech deplomacy er, og hvor Innovationscenteret ser, at fremtidens arbejdsmarked bevæger sig hen. |
Eftermiddag |
Besøg hos LinkedIn om digitalisering og AI-teknologi
LinkedIn vil fortælle om, hvordan de ser på fremtidens digitalisering og brug af Artificial Intelligence (AI), og hvordan København kan lære af LinkedIns brug af ny teknologi. Oplægget skal inspirere udvalget i forhold til brugen af digitale værktøjer og innovationsperspektiver. |
Torsdag den 10. oktober |
|
Morgen |
Besøg hos ’42’ om uddannelse inden for tech-branchen
42 er en uddannelsesinstitution for unge over 18 år. Skolen uddanner de unge i programmering, kodning og softwareudvikling med henblik på, at de efterfølgende kan arbejde med digitalisering og tech. Besøget skal give udvalgsmedlemmerne inspiration til, hvordan fremtidens udfordringer med at få kvalificeret arbejdskraft inden for tech-branchen imødekommes. |
Formiddag |
Besøg hos Institute for the Future om fremtidens arbejdsmarked
Institute for the Future forsøger at forudsige fremtidens globale tendenser. Besøget skal give udvalgsmedlemmerne viden og overblik over tendenserne på fremtidens arbejdsmarked, og de kan være med til at sætte de øvrige besøg i en bredere kontekst. |
Middag |
Rundvisning på Stanford University v. forskningsattaché hos Innovationscenteret, Jeppe Olesen
Udvalget vil få en rundvisning på Stanford University, og der vil være gruppedrøftelser med refleksioner over de besøg, som udvalget har været på indtil videre.
|
Fredag den 11. oktober |
|
Formiddag |
Besøg hos IBM om AI-teknologi
IBM vil fortælle om deres arbejde med AI-teknologi. Udvalget får mulighed for at se Watson – verdens største computer. Besøget skal give udvalgsmedlemmerne indsigt i IBM’s arbejde med AI-teknologi. |
Eftermiddag |
Hjemrejse til Danmark kl. 17:35 |
Det indstilles på den baggrund, at Borgerrepræsentationen anmoder Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets medlemmer om at deltage i studieturen til San Francisco og samtidig godkender, at der kan udbetales erstatning for dokumentet tabt arbejdsfortjeneste, jf. lov om kommunens styrelse §16, stk. 5 og 10.
Økonomi
Udgifterne for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets studietur til San Francisco den 5.-11. oktober 2019 afholdes inden for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens budgetramme.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har opstillet nedenstående foreløbige budget for udvalgets studietur (10 deltagere):
Udgift |
Kr. |
Flyrejse |
75.300 kr. |
Transport i øvrigt |
35.000 kr. |
Hotelophold |
112.300 kr. |
Forplejning |
35.000 kr. |
Lokaler, guide, oplæg, gaver m.v. |
27.000 kr. |
Planlægning af program og besøg |
50.000 kr. |
I alt |
334.600 kr. |
Videre proces
Såfremt punktet bliver godkendt, rejser Beskæftigelses- og Integrationsudvalget til San Francisco den 5. oktober 2019.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. september 2019
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.