Endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplan 17 Toftegårds Plads og lokalplan Godthåbsvej 239, Valby og Vanløse
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplan "Toftegårds Plads" og lokalplan "Godthåbsvej 239". Forslagene skal muliggøre etablering af lægepraksis i begge lokalplanområder.
Indstilling
Indstilling om,
- at godkende tillæg 1 til lokalplan 17 "Toftegårds Plads" (bilag 2),
- at godkende lokalplan "Godthåbsvej 239" (bilag 2a).
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
I Valby ønsker en bygherre at etablere lægepraksis på adressen Krumtappen 4. Ønsket kræver et lokalplantillæg, da den gældende lokalplan Toftegårds Plads ikke giver mulighed for lægepraksis.
I Vanløse er der på adressen Godthåbsvej 239a og b allerede en lægepraksis, som ønsker at udvide. Ønsket kræver en ny lokalplan, da den gældende byplan, Byplan 85, giver mulighed for anvendelse til boliger, men ikke lægepraksis. Der er derfor behov for både en lovlig- og muliggørelse gennem udarbejdelse af en ny lokalplan.
Begge forslag blev godkendt i Teknik- og Miljøudvalget den 29. april 2019 og har været i høring fra den 7. maj 2019 til den 22. maj 2019. Forvaltningen har modtaget to henvendelser til hvert af forslagene. Høringen har ikke givet anledning til ændringsforslag.
Løsning
Tillæg 1 til lokalplan Toftegårds Plads vil gøre det muligt at etablere liberale erhverv, herunder lægepraksis på Krumtappen 4. Lokalplanforslaget for Godthåbsvej 239 vil gøre det muligt at ændre anvendelsen i området fra kun boliger til også at give mulighed for liberale erhverv, herunder lægepraksis.
Da der for begge forslag er tale om mindre anvendelsesændringer, er der ikke udarbejdet et faktaark.
Høring
Forvaltningen har modtaget høringssvar fra Metroselskabet I/S og Banedanmark til begge lokalplanforslag (bilag 3 og 4) og ingen af dem har bemærkninger.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanerne, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen disse i henhold til reglerne i planloven.
Søren Wille /Karsten Biering Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende tillæg 1 til lokalplan 17 "Toftegårds Plads" (bilag 2).
- at godkende lokalplan "Godthåbsvej 239" (bilag 2a).
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 26. august 2019
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. september 2019
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. september 2019
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.