Medlemsforslag om bedre fremkommelighed i København
Indstilling og beslutning
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen inden udgangen af 2013 at udarbejde en screening af vejnettet i København og på baggrund af denne screening at fremlægge forslag til politisk behandling om at omdanne svingbaner m.v. til almindelige kørebaner, hvis det kan forbedre fremkommeligheden og give en bedre samlet trafikafvikling, samt
- at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen inden udgangen af 2013 at udarbejde en analyse af erfaringerne fra andre byer og lande med højere eller andre former for betaling for optagelse af vejkapacitet ved anlægsarbejder med henblik på evt. at skabe yderligere incitamenter til hurtig færdiggørelse ved at ændre betalingen i København.
(Stillet af Socialdemokraterne)
MOTIVERING
De store trængsels- og fremkommelighedsproblemer i København kræver indsatser på både kort og langt sigt. Socialdemokraternes trafikpolitik går på to ben. Vi ønsker at fortsætte med at udbygge og forbedre den kollektive trafik og forholdende for cyklisterne for at få flere til at droppe bilen til fordel for metro, busser og cykler. Men vi ønsker samtidig at sikre, at den biltrafik der nu engang er afvikles så godt som muligt. For Socialdemokraterne er biltrafik noget der skal afvikles, ikke besværliggøres. En effektiv afvikling af biltrafikken giver nemlig mindre luftforurening og mindre tidsspilde. Det er sund fornuft.
Socialdemokraterne er glade for de initiativer til genopretning af trafiklys og indførelse af ITS(Intelligent Trafik Systemer), der blev afsat midler til i budget 2013. De vil have en positiv effekt på fremkommeligheden og dermed gøre hverdagen nemmere for borgere og virksomheder, der er afhængige af at kunne transportere sig i bil. Socialdemokraterne ønsker at gå videre ad de spor.
Men for Socialdemokraterne er der også mere at gøre på den helt korte bane.
Socialdemokraterne foreslår, at Teknik- og Miljøforvaltningen inden udgangen af 2013 foretager en screening af vejnettet i København og fremlægger forslag til at omdanne svingbaner m.v. til almindelige kørebaner, hvis det kan forbedre fremkommeligheden og give en bedre samlet trafikafvikling. Socialdemokraterne kan pege på højresvingsbanen på Bredgade ved Sankt Annæ Plads som et eksempel på en svingbane, der sandsynligvis med fordel kan omdannes til almindeligkørebane, da den kun bruges i begrænset omfang efter at Oslo færgen er flyttet.
København er i disse år præget af mange anlægsprojekter, der medfører indskrænkninger af vejbaner og midlertidige omlægninger af trafikken. Anlægsprojekterne er nødvendige for en by i vækst, men de skal gennemføres, så de fremkommelighedsmæssige gener er så små som mulige for både københavnerne, virksomhederne og de besøgende i byen.
I forbindelse med anlægsarbejder er det ofte nødvendigt for entreprenørerne at optage vejkapacitet, hvilket de betaler et gebyr for. Socialdemokraterne foreslår, at Teknik- og Miljøforvaltningen inden udgangen af 2013 udarbejder en analyse af erfaringerne fra andre byer og lande med højere eller andre former for betaling for optagelse af vejkapacitet ved anlægsarbejder. På baggrund af analysen vil Socialdemokraterne overveje, om betalingen skal ændres for at skabe yderligere incitamenter til hurtig færdiggørelse og dermed forbedret fremkommelighed.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. september 2013
SF og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF1):
”At tidsfristen rykkes til inden marts 2014”
SF og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF2) til 1.at:
Efter fremkommelighed tilføjes: ”For trafikken herunder busser og cykler, jf. Handlingsplan for Grøn mobilitet og give en bedre samlet trafikafvikling”.
SF og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag (ÆF3) om tilføjelse af et 3.at:
”At analyser samt forslag til forbedring af fremkommeligheden i København, forelægges Teknik- og Miljøforvaltningen inden marts 2014”.
ÆF1 blev godkendt med 35 stemmer imod 9.
For stemte: A, B, F, Ø, Signe Goldmann (løsgænger) og Sofie K. Led (løsgænger).
Imod stemte: C, I, O og V.
ÆF2 blev forkastet med 23 stemmer imod 21. 1 undlod.
For stemte: B, F, Ø og Signe Goldmann (løsgænger).
Imod stemte: A, C, I, O og V.
Følgende undlod at stemme: Sofie K. Led (løsgænger).
ÆF3 blev godkendt med 35 stemmer imod 10.
For stemte: A, B, F, Ø, Signe Goldmann (løsgænger) og Sofie K. Led (løsgænger).
Imod stemte: C, I, O og V.
Det således ændrede medlemsforslag blev herefter vedtaget.