Mødedato: 19.09.2002, kl. 17:30

Oprensning af forurenet grundvand

Oprensning af forurenet grundvand

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 19. september 2002

 

BR 476/02

Oprensning af forurenet grundvand

Oprensning af forurenet grundvand

Indstilling om, at der gives Miljøkontrollen en kapitalbevilling på 5,7 mio. kr. til oprensning af forurenet grundvand på Godthåbsvej 187 i Vanløse og Hejrevej 43 i København NV, samt til udarbejdelse af udbudsmateriale for oprydning af forurenet jord på daginstitutioner i 2003.

(Miljø- og Forsyningsudvalget)

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der gives Miljøkontrollen en kapitalbevilling på 5,7 mio. kr. til oprensning af forurenet grundvand på Godthåbsvej 187 i Vanløse og Hejrevej 43 i København NV, samt til udarbejdelse af udbudsmateriale for oprydning af forurenet jord på daginstitutioner i 2003.

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 26. august 2002

Tiltrådt.

Økonomiudvalgets behandling af sagen

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at Overborgmesteren ingen bemærkninger har til:

at nærværende forslag søges gennemført.

 

RESUME

Miljøkontrollen har i 2001 og 2002 gennemført forureningsundersøgelser på Godthåbsvej 187 i Vanløse, hvor der tidligere har ligget et renseri. På grunden er konstateret en kraftig jord- og grundvandsforurening med chlorerede opløsningsmidler, hovedsageligt PCE (tetrachlorethylen).

På Hejrevej 43 i Kbh. NV har Miljøkontrollen i de sidste 5 år drevet et afværgepumpeanlæg, der sikrer indeklimaet i bygningen mod chlorerede opløsningsmidler og olieprodukter. Det har imidlertid vist sig, at forureningen i jorden og sekundært grundvand ikke kan fastholdes på det nuværende niveau ved den igangværende grundvandsoppumpning, men spreder sig både horisontalt og vertikalt. Grunden ligger i et område med drikkevandsinteresser og indenfor oplandet til Frederiksberg Vandforsyning.

Med denne kapitalbevilling foreslås det, at der anvendes 5,2 mio. kr. til oprensning af de 2 grundvandsforureninger på henholdsvis Godthåbsvej 187, Vanløse og Hejrevej 43, København NV.

I brugerundersøgelsen om forureningsundersøgelser og afværgeforanstaltninger har institutionerne udtrykt ønske om kortere tid fra resultatet fra forureningsundersøgelsen kendes, til der foretages afværgeforanstaltninger. For at optimere processen med oprensninger på daginstitutioner yderligere indstilles det, at der anvendes 0,5 mio. kr. til udarbejdelse af udbudsmateriale til gravearbejde på daginstitutionerne i 2003.

SAGSBESKRIVELSE

Godthåbsvej

Miljøkontrollen har i 2001 og 2002 gennemført forureningsundersøgelser på Godthåbsvej 187 i Vanløse, hvor der tidligere har ligget et renseri. På grunden er konstateret en kraftig jord- og grundvandsforurening med chlorerede opløsningsmidler, hovedsageligt PCE (tetrachlorethylen). Forureningsundersøgelserne er gennemført som et led i Miljøkontrollens undersøgelser af grunde beliggende i sårbare grundvandsområder med særlige drikkevandsinteresser, hvor der tidligere har været industriel aktivitet, der kan have medført forurening af jord og grundvand. (Grundvandsplan 2000, vedtaget i Borgerrepræsentationen den 26. februar 2001).

I jorden er fundet koncentrationer på op til 8.300 mg/kg TS (jordkvalitetskriteriet er 5 mg/kg TS). I det sekundære grundvand er fundet koncentrationer på op til 3.400 m g/l (m = my = 10-6), hvor grundvandskvalitetskriteriet er 1 m g/l. I det primære grundvand er indholdet af de chlorerede opløsningsmidler fundet i koncentrationer på op til 18 m g/l.

Da Frederiksberg Vandforsyning har en indvindingsboring placeret kun 200 meter nedstrøms Godthåbsvej 187, indstiller Miljøkontrollen, at den fundne forurening oprenses. Oprensningen vil bestå i bortgravning af den tilgængelige del af forureningen. Under bygningen på grunden vil blive injiceret kaliumpermanganat, der er et stof, der kan nedbryde de chlorerede opløsningsmidler i vandfasen til ufarlige forbindelser. Der etableres desuden en afværgepumpning i det primære grundvandsmagasin, samt en mekanisk udluftning af et beboervaskeri i et kælderlokale. Injiceringen af kaliumpermanganat vil blive udført i tæt samarbejde med Frederiksberg Kommune. Injiceringen af kaliumpermanganat foregår i fire omgange.

De samlede omkostninger til oprensningen er anslået til 2,3 mio. kr.

Hejrevej

På Hejrevej 43 i Kbh. NV har Miljøkontrollen i de sidste fem år drevet et afværgepumpeanlæg, der sikrer indeklimaet i bygningen mod chlorerede opløsningsmidler og olieprodukter. Det har imidlertid vist sig, at forureningen i jorden og sekundært grundvand ikke kan fastholdes på det nuværende niveau ved den igangværende grundvandsoppumpning, men spreder sig både horisontalt og vertikalt.

Hejrevej 43, København NV er beliggende 1.300 meter fra en indvindingsboring til Frederiksberg Vandforsyning. Der er ved forureningsundersøgelser i 1986 og igen i 1993-95 konstateret meget høje koncentrationer af både chlorerede opløsningsmidler og olieprodukter i både jorden og det sekundære grundvand. Indeklimaundersøgelser viste meget forhøjede niveauer af trichloretylen i indeluften i bygningerne. I 1997 blev der derfor udført en tætning af krybekælderen under bygningen og der blev etableret et dræn under bygningen, hvorfra der kan pumpes forurenet vand væk. Disse foranstaltninger har nu sikret indeklimaet i bygningen, men er ikke tilstrækkelige til at sikre grundvandet i området, hvilket fornyede risikovurderinger har vist.

Det indstilles derfor, at forureningen i størst muligt omfang opgraves, og at der etableres yderligere 2 pumpeboringer i det sekundære grundvandsmagasin til oppumpning af forurenet grundvand, samt at der etableres en overvågningsboring.

De samlede omkostninger til sikring af det sekundære og primære grundvand i området er anslået til 2,9 mio. kr.

Udbudsmateriale

I slutningen af 2001 har Miljøkontrollen fået udført en brugerundersøgelse med temaet forureningsundersøgelser og afværgeforanstaltninger. En del af de spurgte institutioner har ved denne undersøgelse antydet, at der går for lang tid fra resultaterne af undersøgelserne kendes, til afværgeforanstaltningerne startes.

For at gøre den periode kortere, ønsker Miljøkontrollen at igangsætte udarbejdelsen af udbudsmateriale til entreprenørarbejderne i slutningen af 2002. Miljøkontrollen kender endnu ikke adresserne på de institutioner, der skal oprenses i 2003, da forureningsundersøgelserne, der skal danne baggrund for prioriteringen, gennemføres i øjeblikket. Forureningsundersøgelserne forventes afsluttet i starten af oktober 2002, hvorefter prioriteringen kan foretages. Derefter kan de mest forurenede institutioner kontaktes, og udarbejdelsen af udbudsmateriale kan opstartes, således at gravearbejderne kan udbydes til entreprenørerne umiddelbart efter Borgerrepræsentationens godkendelse af en kapitalbevilling for 2003.

Denne proces vil sikre, at gravearbejderne opstartes ca. 2 måneder tidligere end sædvanligt. Arbejdet med udbudsmaterialet vil strække sig over 2002 og 2003.

Den samlede omkostning til udarbejdelse af udbudsmaterialet er anslået til 0,5 mio. kr.

MILJØVURDERING

Indstillingen vurderes at have væsentlige miljømæssige konsekvenser på de nedenfor beskrevne områder.

Sundhed: Oprensningen af forurenet grundvand på Godthåbsvej og Hejrevej vil være med til at sikre rent grundvand.

Støv og støj: Mens jordarbejderne står på, vil der være et øget støjniveau og støvdannelse. Entreprenørerne vil blive pålagt at sprinkle området i eventuelle tørre perioder for at undgå støvdannelse. Der vil desuden blive arbejdet med så støjsvage maskiner som muligt. Gældende støjkrav vil blive overholdt.

Jord: Der skal bortskaffes en del forurenet jord ved de foreslåede afværgeforanstaltninger. Miljøkontrollen anviser den forurenede jord til rensning og/eller deponering i henhold til gældende praksis i Københavns Kommune.

Trafik: I anlægsfasen må der påregnes en del trafik med tunge lastbiler til og fra de 2 lokaliteter, der skal have udført afværgeforanstaltninger.

ØKONOMI

Udgiften fordeler sig med 5,25 mio. kr. i 2002 og 0,45 mio. kr. i 2003.

Der anvises kassemæssig dækning for udgiften i 2002 på konto 0.45.81.3.04 "Oprensning af grunde".

Udgiften i 2003 er indarbejdet i budgetforslagets investeringsplan på samme konto.

I budgettet for 2002 er afsat 34,3 mio. kr. til oprensning af grunde. Endvidere er der overført et mindreforbrug på 3,368 mio. kr. fra 2001. Dette giver et samlet rådighedsbeløb på 37,668 mio. kr.

Såfremt denne kapitalbevilling tiltrædes, vil der stå 1,7 mio. kr. tilbage, som ikke er disponeret. Beløbet reserveres foreløbig med henblik på afværgearbejder i forbindelse med akut opdagede tilfælde af jordforurening.

HØRING

I forbindelse med høring af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ved den tidligere kapitalbevilling anmodede Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om at der blev reserveret et beløb til oprensning af evt. jordforurening på 11 udflytter-børnehaver beliggende udenfor Københavns Kommune, som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen var i gang med at undersøge.

Der blev ikke ved undersøgelserne fundet jordforurening over afskæringskriterierne på nogle af de undersøgte institutioner, og der indstilles derfor ikke institutioner udenfor Københavns Kommune til oprensning.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

BILAG

Ingen

 

 

Peter Elsman

/ Hjalte Aaberg

 

Til top