Medlemsforslag om at bevare Nyholm
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om en bevarende lokalplan for Nyholm. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling inden inden udgangen af 2021.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti)
Motivering
Nyholm er det gamle hjemsted for Søværnet og indeholder Batteriet Sixtus, Rigets Flag, Mastekranen og den gamle Søofficerskole.
Forsvaret forventer at have rømmet Nyholm og dermed Flådestation Holmen inden udgangen af 2025.
For at bevare det historiske miljø og gøre det tilgængeligt for københavnerne ønsker vi at lave en bevarende lokalplan, så der som udgangspunkt ikke bygges nyt på Nyholm, men at de historiske bygninger kan nyindrettes til aktuelle formål, når Søværnet fraflytter Nyholm. Vi ser gerne, at de eksisterende bygninger får nyt liv.
Det er vigtigt for os, at Rigets Flag, Batteriet Sixtus samt den ikoniske mastekran bevares og at udsynet hertil ikke skæmmes af nybyggeri.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. august 2021
Medlemsforslaget blev forkastet med 31 stemmer imod 20. 1 medlem undlod at stemme.
For stemte: Ø, C, O, Kåre Traberg Smidt (Løsgænger), Peter Dits Christensen (Løsgænger).
Imod stemte: A, B, F, V og Å.
Undlod at stemme: Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti.
Socialdemokratiet, Alternativet og Venstre afgav følgende protokolbemærkning, som Radikale Venstre og SF tilsluttede sig:
”Partierne stemmer imod forslaget i det vi ønsker at Nyholm udvikles helhedsorienteret og omfatter sikring af områdets kulturarv, historiske og arkitektoniske værdier samt styrkelse af områdets rekreative karakter. De fleste bygninger er allerede fredede i dag, og vi imødeser Statens udvidelse af fredningerne. Udvikling af området skal ske med inddragelse af borgere, foreninger og lokale ildsjæle, og det skal afdækkes, om der på den sydlige del af øen kan blive plads til kommunale formål, f.eks. et plejehjem i samspil med den rekreative og øvrige anvendelse af øen. En bevarende lokalplan vil væsentligt indsnævre de fremtidige anvendelsesmuligheder, herunder mulighed for at etablere et plejehjem, hvorfor partierne stemmer imod forslaget.”