Forespørgsel til Teknik- og Miljøborgmesteren om sagsbehandling af Amager Fælled
Forespørgsel
Teknik- og miljøborgmesteren bedes redegøre for, om Teknik- og Miljøforvaltningen har behandlet sagen om byggeri på Amager Fælled korrekt ved at redegøre for følgende spørgsmål,
- Er teknik- og miljøborgmesteren enig i, at embedsværket i Teknik- og Miljøforvaltningen i højere grad forholder sig til det politiske flertals ønsker end til Planklagenævnets afgørelse, når forvaltningen sammen med advokatfirmaet Horten vurderer, at byggearbejder i Fælledby, der allerede er meddelt tilladelse, kan fortsætte trods klagenævnets afgørelse?
- Er teknik- og miljøborgmesteren enig i, at forvaltningens juridiske vurdering er udtryk for, at Teknik- og Miljøforvaltningen ’fremturer´, og at timingen i sommerferien er ’suspekt’, som medlem af Borgerrepræsentationen Gorm Anker Gunnarsen udtrykker det i Politiken den 17. juli?
(Stillet af Socialdemokratiet, SF, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti)
Motivering
Partierne bag forespørgslen vil sikre sig, at teknik- og miljøborgmesteren sørger for, at Fælledby P/S til enhver tid følger afgørelser fra hhv. Teknik- og Miljøforvaltningen og planklagenævnet. Det er Teknik- og Miljøforvaltningen, der har tilsynet med byggeriet og det er derfor teknik- og miljøborgmesteren og forvaltningens ansvar, at byggeriet overholder både den gældende lovgivning og de internationale konventioner på området.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. august 2021
Forespørgslen blev taget af dagsordenen ved mødets start.