Mødedato: 19.06.2013, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om uvildig undersøgelse af forekomsten af øv-dage

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen hurtigst muligt at fremlægge forslag til iværksættelse af en uvildig og tilbundsgående undersøgelse af forekomsten af såkaldte øv-dage og årsagerne hertil i Børne- og Ungdomsforvaltningens daginstitutioner. Undersøgelsen bør bl.a., såfremt eksistensen øv-dagene påvises, behandle grundene hertil, samt indeholde en handlingsplan for, hvordan de enkelte institutioner fremadrettet kan få en bedre arbejdskultur uden øv-dage.

(Stillet af Det Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti)

 

Problemstilling

Løsning

Økonomi

Videre proces

MOTIVERING

Berlingske Tidende har i en række artikler afdækket forekomsten af øv-dage på daginstitutioner i Københavns Kommune. Øv-dage dækker over, at der på nogle institutioner angiveligt er en kultur, der tillader gratis sygedage. Efter en kommentar i Berlingske Tidende søndag den 9. juni, hvor en tillidsmand i kommunen står frem, erkender Børne- og Ungdomsforvaltningen nu, at deres egen interne undersøgelse i forlængelse af de første artikler ikke er tilstrækkelig. Den første interne undersøgelse konkluderede hurtigt og entydigt, at historierne ikke har noget på sig. Den hurtige, kontante afvisning var overraskende og bekymrende. Overraskende og bekymrende fordi det tydede på, at sagen ikke blev taget alvorligt.

Efter kommentaren tages sagen nu mere alvorligt, og det helt berettiget, og bl.a. udtaler Børne- og Ungdomsborgmesteren nu, at pædagogerne selv kan spørges i forbindelse med en afdækning af problemstillingen. Dog tages undersøgelsen fortsat ikke mere alvorligt end, at man mener, at Børne- og Ungdomsforvaltningen selv kan stå for undersøgelsen.

Set i lyset af den forrige undersøgelse finder forslagsstillerne, at der er behov for en uvildig undersøgelse, fordi en sådan vil fremstå mere troværdig og derved klart rense de institutioner, hvor der ikke er noget at komme efter.

Øv-dage er alvorlige, da de rammer såvel børn som medarbejdere og forældre. Tilsvarende er de et anslag mod offentlige ansatte generelt, fordi myten om sådanne dage bærer brænde til bålet om, at offentlige ansatte har en dårligere arbejdsmoral end andre.

Ingen af delene er selvfølgelig acceptable. For en gang for alle at få be- eller afkræftet eksistensen af øv-dage, samt hvilke institutioner der i givet fald er tale om, foreslås det derfor, at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen hurtigst muligt at at udarbejde forslag til iværksættelse af en uvildig undersøgelse heraf, så omfanget kortlægges, hvorefter man kunne sætte ind over for problemet, der hvor det eksisterer. Som en del af undersøgelsen bør Børne- og Ungdomsforvaltningen derfor også oplyse, hvad man fremadrettet vil gøre for at få en bedre arbejdskultur i institutioner, hvor der i givet fald påvises øv-dage. Samtidig vil en uvildig undersøgelse rense de daginstitutioner, hvor der ikke er noget at komme efter.  

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. juni 2013


Socialdemokraterne og SF stillede det i bilag 2 beskrevne ændringsforslag.

 

Det af Socialdemokraterne og SF stillede ændringsforslag blev vedtaget med 27 stemmer imod 24.

For stemte: A, F, Signe Goldmann (løsgænger) og Sofie K. Led (løsgænger).

Imod stemte: B, C, I, O, Jaleh Tavakoli (løsgænger), V og Ø.

 

Medlemsforslaget var dermed erstattet af det stillede ændringsforslag.

 

Det Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning, som Dansk Folkeparti valgte at tilslutte sig:

”Det Radikale Venstre anerkender, at en undersøgelse er nødvendig men fastholder, at den helst skal være uvildig.”

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten anerkender og deler forslagsstillernes ønske om at fjerne mistænkeliggørelsen af samtlige institutionerne omkring de påståede ØV-dage. Enhedslisten mener imidlertid ikke, at en undersøgelse af samtlige institutioner er vejen frem.”

Til top