Mødedato: 19.04.2018, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Københavns Kommunes årsregnskab 2017

Se alle bilag
Københavns Kommunes regnskab for 2017 skal behandles.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Københavns Kommunes regnskab for 2017, jf. bilag 1 og 2, godkendes og afgives til ekstern revision,
  2. at følgende regnskabsresultater tages til efterretning:

a) at der er et samlet mindreforbrug på serviceudgifterne på 312 mio. kr.,

b) at der er et samlet merforbrug på bruttoanlæg på 53 mio. kr.,

c) at der er et mindreforbrug på overførsler på 399 mio. kr.

(Økonomiudvalget)

 

Problemstilling

Med denne indstilling præsenterer Økonomiforvaltningen regnskabsresultatet for 2017 for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Ved godkendelsen oversender Borgerrepræsentationen regnskabet til ekstern revision.

Københavns Kommune aflægger for 2017 regnskab på baggrund af data fra to økonomisystemer. Økonomiforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen aflægger regnskab på baggrund af data fra KØR, mens Teknik- og Miljøforvaltningen, Socialforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen aflægger regnskab på baggrund af data fra kommunens nye økonomisystem Kvantum.

Lukningen af regnskabet for 2017 indebar, at der ved denne regnskabsafslutning har skulle konsolideres mellem de to systemer, ligesom handlinger forbundet med årsafslutningen er gennemført i begge systemer. Hertil kommer at Økonomiforvaltningen ved opstillingen af kommunens samlede regnskab har sammenstillet data mellem de to systemer for at sikre et retvisende, samlet regnskab.

Løsning

Nedenfor gennemgås først hovedresultaterne i det udgiftsbaserede regnskab fordelt på styringsområder samt prognosepræcision. Herefter gennemgås kassebeholdningen, kommunens koncernbalance, samt forhold vedrørende oprydning på balancen. 

Resultat af regnskab 2017

Det udgiftsbaserede regnskab 2017 viser et resultat på 1.564,7 mio. kr., mens der i det vedtagne budget var budgetteret med et resultat på 232 mio. kr. Resultatet af det udgiftsbaserede regnskab er dermed 1.332,7 mio. kr. bedre end budgetteret.

Tabel 1. Budget og regnskabsresultat på service, anlæg og overførsler

Mio. kr.

Vedtaget budget

Korrigeret budget

Regnskab 2017

Afvigelse

Service

24.734

24.685

24.372

312

Bruttoanlæg

3.174

3.427

3.480

-53

Overførsler

10.468

10.046

9.645

399

Service

Regnskabet for 2017 udviser et resultat for serviceudgifter på 24.372 mio. kr., hvilket er 312 mio. kr. under kommunens måltal for serviceudgifter, inklusiv servicebufferpuljen.

Mindreforbruget på serviceudgifter skyldes en fortsat stram styring af serviceudgifterne i Københavns Kommune og kan primært henføres til generel tilbageholdenhed på stort set alle udgiftsområder. Teknik- og Miljøforvaltningen og Socialforvaltningen har for regnskabsåret 2017 merforbrug på henholdsvis 1,1 mio.kr. og 11,6 mio. kr.

Det fremgår af tabel 2, at udvalgene samlet set forventede et forbrug i 2017 på 24.565 mio. kr. i forbindelse med forventet regnskab pr. oktober 2017 (behandlet på Økonomiudvalgets møde den 5. december 2017). Det realiserede forbrug er 193 mio. kr. lavere end forventet pr. oktober 2017.

Tabel 2. Forventninger til samt resultatet af serviceudgifter i 2017

Mio. kr.

Vedtaget budget

Forventet regnskab april

Forventet regnskab august

Forventet regnskab oktober

Regnskab 2017

Service

24.734

24.531

24.503

24.565

24.372

Bruttoanlæg
Regnskabsresultatet for bruttoanlæg udviser et forbrug på 3.480 mio. kr., hvilket er et merforbrug på 53 mio. kr. i forhold til det korrigerede budget og et merforbrug på 306 mio. kr. i forhold til vedtaget budget. Der ses blandt andet en stigning i forbruget i Økonomiforvaltningen, hvilket primært kan henføres forbruget i Økonomiforvaltningen, hvor blandt andet køb af 13 grunde for i alt 367 mio. kr. har medført et øget forbrug.

Der har i 2017 været et stort fokus på prognosticeringen på bruttoanlæg, hvilket har medført en mindre afvigelse mellem budget og forbrug end tidligere år.

Tabel 3. Forventninger til samt resultatet af bruttoanlæg i 2017

Mio. kr.

Vedtaget budget

Forventet regnskab april

Forventet regnskab august

Forventet regnskab oktober

Regnskab 2017

Bruttoanlæg*

3.174**

3.750

3.431

3.395

3.480

 *Opgjort eksklusiv det takstfinansierede område (hovedkonto 1) under Teknik- og Miljøforvaltningen.
 ** Vedtaget budget er korrigeret for midlerne til køkkenpuljen i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (16 mio. kr.), der lægges oven i måltallet.

Regnskabsresultatet for 2016 var på 3.144 mio. kr. Forbruget på bruttoanlæg i 2017 er dermed steget med 336 mio. kr. i forhold til forbruget i 2016.

Overførsler mv.
Regnskabet viser et samlet mindreforbrug på 399 mio. kr. på styringsområdet overførsler mv. i forhold til korrigeret budget.

Den væsentligste afvigelser på overførsler vedrører kommunal medfinansiering i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen på 181 mio. kr., som kan henføres til manglende afregning fra regionen. Afregningen forventes at ske i 2018. Endvidere et mindreforbrug på 152 mio. kr. på a-dagpenge, hvilket skyldes lavere aktiviteter i 2017 som følge af både færre modtagere og lavere gennemsnitlige udgifter pr. ydelsesmodtager.

Tabel 4. Forventninger til samt resultatet af overførselsudgifter i 2017

Mio. kr.

Vedtaget budget

Forventet regnskab april

Forventet regnskab august

Forventet regnskab oktober

Regnskab 2017

Overførsler

10.468

10.385

10.225

9.969

9.645

Prognosepræcision

Københavns Kommune har fastsat en målsætning for forvaltningernes budgetopfølgning, der angiver en maksimal afvigelse mellem det prognosticerede forbrug og regnskabsresultatet, som mindskes fra 1,5 pct. i 1. kvartalsprognose til 0,5 pct. i 3. kvartalsprognose på service og overførsler og fra 15 pct. i 1. kvartalsprognose til 3 pct. i 3. kvartalsprognose på bruttoanlæg. Dette sker med henblik på at forbedre den økonomiske styring og sikre, at prognoserne er så præcise som mulig.

Tabel 5 - Procentvise afvigelser mellem forventet forbrug og regnskab i 2017 på styringsområder

 

Pct.

April -prognosen

Halvårsregnskab

Oktober -prognosen

Mål service og overførsler

1,5 pct.

1,0 pct.

0,5 pct.

Service

0,7 pct.

1,8 pct.

2,4 pct.

Overførsler mv.

7,7 pct.

6,0 pct.

3,4 pct.

Mål bruttoanlæg

15 pct.

5 pct.

3 pct.

Bruttoanlæg

7,8 pct.

1,4 pct.

2,4 pct.

 

Der er på servicerammen sket en forværring i forhold til sidste år, hvor man nåede målsætningen i både først og tredje kvartalsprognose, prognosepræcisionen på overførsler er stort set uændret siden 2016, mens der er sket en markant fremgang på bruttoanlæg. Alle forvaltninger har i 2017 har fokus på at forbedre prognosepræcisionen på bruttoanlæg, hvor der også ses en markant forbedret præcision i alle tre prognoser.

Afvigelsen mellem det forventede regnskab og regnskabsresultatet på overførsler skyldes primært manglende afregning til regionen vedrørende kommunal medfinansiering, hvor der helt frem til årsskiftet har været usikkerhed om, hvornår man skulle blive opkrævet. Midlerne til kommunal medfinansiering søges overført til 2018 og forventes afregnet i april 2018.

Der vil fremadrettet stadig være fokus på en forbedret prognosepræcision for de enkelte forvaltninger.

Kassebeholdning og langfristet gæld

Den likvide kassebeholdning er i løbet af 2017 steget med 791 mio. kr. fra 7.734 mio. kr. primo 2017 til 8.525 mio. kr. ultimo 2017.

Kommunens gennemsnitlige daglige likviditet hen over året var i 2017 på 10.633 mio. kr.

Københavns Kommunes gæld er i løbet af de senere år reduceret ganske betydeligt. I 2017 faldt gælden med 219 mio. kr. til 1.652 mio. kr. Gælden svarer ultimo 2017 til 2.693 kr. pr. indbygger, hvilket er betydeligt under landsgennemsnittet.

Koncernbalancen

Københavns Kommunes regnskab er aflagt efter de gældende regler om udgifts- og omkostningsbaserede regnskaber i Budget- og Regnskabssystem for kommuner, fastlagt af Økonomi- og Indenrigsministeriet. I kommunens balance indgår alene kommunens ejerandel af egenkapitalen i kommunalt ejede selskaber, og dermed bl.a. ikke den gæld, kommunen hæfter for som følge af ejerskab i selskaber eller eksplicit garantistillelse.

Københavns Kommune har derfor igen i regnskab 2017 valgt at inkludere en koncernbalance, der viser en samlet balance for koncernen Københavns Kommune inkl. de datterselskaber, hvor kommunen ejer mindst 50 pct.

Koncernbalancen viser, at Københavns Kommune har en balancesum på i alt 123,3 mia. kr. Et væsentligt punkt ved koncernbalancen er, at kommunen direkte og indirekte, dvs. gennem datterselskaberne, har en langfristet gæld, der er optaget delvis til finansiering af selskabernes anlægsaktiver, f.eks. metroen i København, på 64,2 mia. kr., hvoraf Københavns Kommune hæfter for 44,3 mia. kr., som følge af Københavns Kommunes ejerandel i selskaberne.

Stigningen i den langfristede koncerngæld siden 2016 er på 3,8 mia. kr., hvoraf 1,2 mia. kr. vedrører Københavns Kommunes hæftelse. Da kommunen som følge af selskabernes retsform og/eller som følge af eksplicit garantistillelse hæfter for gælden, vil Økonomiforvaltningen også fremover arbejde på risikostyringen af denne eksponering.

Koncernbalancen fremgår af regnskabet.

Oprydning af balancen

Der har i forbindelse med de afsluttende registreringer været et særligt fokus på korrekt afstemning af kommunens balancekonti, sikring af at de balanceposter, som skal henføres til forvaltningerne, er opgjort korrekt, samt afstemning af integrationer mellem fagsystemer og økonomisystemerne, som følge af de nye processer efter implementeringen af kommunens nye økonomisystem, Kvantum og snitfladerne mellem det gamle økonomisystem, KØR og Kvantum.

Overgangen til Kvantum har indebåret en gennemgribende oprydning af kommunens balanceposter forud for indlæsningen i Kvantum og balanceposter for de fire forvaltninger, der har aflagt regnskab i Kvantum er indlæst i Kvantum i december 2017 og januar 2018. Koncernservice har herefter afstemt disse konti og konstateret, at der er flere konti, der mangler dokumentation i 2017 (786) end i 2016 (530). Dette skyldes dels, at antallet af balancekonti som planlagt nu er markant reduceret, hvilket rent teknisk forårsager en større andel balancekonti kategoriseret med manglende dokumentation dels, at de nye afstemningsprocesser ikke var fuldt implementeret ved lukningen af regnskab 2017.

Forvaltningerne har herefter gennemgået konti med manglende dokumentation og i den forbindelse taget stilling til risiko for tab. Efter gennemgangen har forvaltningerne vurderet, at der ikke er væsentlige risici for tab og den samlede risiko for tab er opgjort til i alt 14 mio. kr. ud af en samlet balancesum på 49.725 mio. kr.

I forbindelse med lukningen af regnskabet, er der konstateret en række forhold, som Økonomiforvaltningen vil arbejde videre med i 2018, hvoraf de to væsentligste er implementering af effektive processer for periodeluk og balance- og systemafstemninger i Kvantum.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Regnskabet for 2017 oversendes i tilfælde af Borgerrepræsentationens godkendelse til revisionen.

Deloitte afleverer revisionsberetningen senest den 1. juni 2018. Fagudvalgene godkender herefter forvaltningernes besvarelse af revisionsberetningen medio august 2018 - på første udvalgsmøde efter sommerferien.

Økonomiforvaltningen oversender herefter udvalgenes besvarelser til Revisionsudvalget, som udarbejder revisionsbetænkningen. Den endelige godkendelse af regnskab 2017 bliver foretaget af Økonomiudvalget i september 2018 og af Borgerrepræsentationen i oktober 2018.

 

Peter Stensgaard Mørch                         / Mads Grønvall

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommunes regnskab for 2017, jf. bilag 1 og 2, godkendes og afgives til ekstern revision,
  2. at følgende regnskabsresultater tages til efterretning:

a) at der er et samlet mindreforbrug på serviceudgifterne på 312 mio. kr.,

b) at der er et samlet merforbrug på bruttoanlæg på 53 mio. kr.,

c) at der er et mindreforbrug på overførsler på 399 mio. kr.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. april 2018

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. april 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top