Udpegning af medlem af bestyrelsen i Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse
Indstilling
Indstilling om,
- at Borgerrepræsentationen overfor Transport-, Bygnings- og Boligministeriet indstiller enhedschef i Byens Fysik Jan Salling Kristensen som medlem til bestyrelsen i Byggeskadefonden samt enhedschef i Byens Fysik Jane Drejer Nielsen som ligestillingsalternativ. Funktionsperioden er fra den 1. juli 2018 til den 30. juni 2022.
(Teknik- og Miljøforvaltningen)
Problemstilling
I henhold til Lov om byfornyelse og udvikling af byer er der etableret en byggeskadefond til udbedring af skader i forbindelse med byfornyelsesindsatsen. Fonden ledes af en bestyrelse på fem medlemmer, som alle er embedsmænd, og som udpeges af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.
Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse har et medlem af bestyrelsen, som er fælles repræsentant for København og Frederiksberg Kommuner. Efter aftale med Frederiksberg Kommune foreslår Københavns Kommune overfor Transport-, Bygnings- og Boligministeriet en fælles repræsentant til at sidde i bestyrelsen for fonden. I henhold til ligestillingsloven § 9 indstilles både en mand og en kvinde til bestyrelsen i Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse.
Løsning
Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse er en fond, der har til formål at sikre kvaliteten af de byfornyelsesarbejder, der gennemføres på privatejede ejendomme med offentlig byfornyelsesstøtte. Fonden fungerer som en forsikringsordning, hvor arbejder der er udført i byfornyelsesregi, er forsikret i 20 år.
Fondens bestyrelse består af repræsentanter fra Ejendomsforeningen Danmark (formand), Lejernes Landsorganisation, Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation. København og Frederiksberg Kommuner indstiller i fællesskab 1 medlem.
Udpegning af bestyrelsesmedlemmer sker for fire år ad gangen. Perioden for den nuværende bestyrelse udløber den 30. juni 2018, mens perioden for den nye bestyrelse begynder den 1. juli 2018 og udløber den 30. juni 2022. I nuværende periode har enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningens serviceområde Byens Fysik, Jane Drejer Nielsen, været medlem af bestyrelsen og dermed fælles repræsentant for Frederiksberg og Københavns Kommuner.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller to kandidater, en af hvert køn. Transport-, Bygnings- og Boligministeriet vil efterfølgende vælge én af de indstillede kandidater som medlem af bestyrelsen.
Bestyrelsesposten i Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse omhandler fagområdet vedr. bygningsfornyelse, hvor Jan Salling Kristensen er enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningens serviceområde Byens Fysik.
Enhedschef i Teknik- og Miljøforvaltningens serviceområde Byens Fysik, Jane Drejer Nielsen, der tidligere har været enhedschef for bygningsfornyelsen, foreslås som alternativ kandidat, således at forvaltningen indstiller en kandidat af hvert køn.
Dette er i overensstemmelse med Ligestillingslovens § 1 og 8, hvoraf det fremgår, at lovens formål er at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd, og at offentlige udvalg, kommissioner og lignende, der er nedsat af en minister, bør have en ligelig sammensætning af kvinder og mænd.
Økonomi
I henhold til vedtægterne for Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse ydes der vederlag til ikke-statsansatte bestyrelsesmedlemmer. Vederlaget udgør 1.000 om måneden. Efter aftale med Frederiksberg Kommune tilgår vederlaget for bestyrelsesposten Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Der er budgetteret med midlerne på Teknik- og Miljøforvaltningens budget.
Videre proces
Efter Borgerrepræsentationens godkendelse vil Teknik- og Miljøforvaltningen over for Ministeren for Transport-, Bygnings- og Boligministeriet forelægge forslag til kandidater til bestyrelsen i Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse. Herefter vil ministeriet udpege et medlem til bestyrelsen.
Pernille Andersen
/Lone Byskov
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. april 2018
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.