Godkendelse af rammeaftaler for de regionale spillesteder 2017-2020
Indstilling
Det indstilles,
- at rammeaftalerne for de regionale spillesteder VEGA og Global Copenhagen/JazzHouse Copenhagen for perioden 2017-2020 godkendes (bilag 1 og 2)
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.
(Kultur- og Fritidsudvalget)
Problemstilling
I henhold til lov om musik skal der udpeges regionale spillesteder for perioden 2017-2020.
På et møde den 2. maj 2016 udpegede Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik de regionale spillesteder for perioden 2017 – 2020.
VEGA og Copenhagen JazzHouse/Global Copenhagen blev udpeget som regionale spillesteder i København.
På baggrund af deres ansøgninger har VEGA og Global/JazzHouse udarbejdet de oplæg til strategier, der er udgangspunkt for de udarbejdede rammeaftaler som regionale spillesteder i København for perioden 2017-2020. Rammeaftalerne er et udtryk for spillestedernes bedste bud på, hvad der vil foregå de kommende 4 år.
Rammeaftalerne ligger helt i forlængelse af ansøgningerne og indfrier de opstillede mål.
Strategier og proces
Strategierne beskriver detaljeret, hvordan spillestederne vil indfri de fem strategiske indsatsområder, der var defineret i ansøgningsmaterialet, herunder mål og visioner, koncerter, udvikling af musiklivet, publikumsudvikling og samarbejde.
Forvaltningen har gennemgået strategierne med VEGA og Global/JazzHouse. Strategierne beskriver – udover de fem overordnede strategiske mål – også, hvordan der arbejdes med KFU´s ønske om formaliserede, forpligtende samarbejder med honorarstøttede spillesteder og festivaler, den aktive rolle i lokalsamfundet samt de administrative samarbejder.
På baggrund heraf har forvaltningen godkendt VEGA og Global/JazzHouse' strategier for den kommende periode.
Kulturstyrelsen har i løbet af efteråret/vinteren 2016 færdiggjort de endelige rammeaftaleudkast, der forventes fremlagt og godkendt af Statens Projektstøtteudvalg for Musik den 8. december 2016.
Det forventes, at de fremlægges til godkendelse i Kultur- og Fritidsudvalget den 14. december 2016, Økonomiudvalget den 10. januar 2017 samt i Borgerrepræsentationen den 19. januar 2017.
Løsning
Sammenlægning af spillestederne Copenhagen JazzHouse og Global Copenhagen
Copenhagen JazzHouse og Global Copenhagen ansøgte om at blive regionalt spillested i en konstruktion, hvor én fælles organisation løser opgaver for de to spillesteder. Målet var, at den samlede organisation skulle give nogle administrative fordele og derved frigive mere økonomi og tid til musikken.
Af ansøgningen fremgik også fordele ved en sammenlægning på samme adresse, hvis den rigtige lokation og de rigtige betingelser kan findes.
Efter at både KFU og projektstøtteudvalget har udpeget et samlet Global/JazzHouse som regionalt spillested, har spillestederne arbejdet på at sammenlægge driften af foreningen Global og Fonden JazzHouse i en ny samlet juridisk enhed "Experi".
I det vedlagte notat (bilag 3) redegøres for processen. Heri konkluderes det endvidere, at det ikke er muligt at fusionere de to enheder uden Civilstyrelsens godkendelse. Derfor arbejder spillestedet i øjeblikket på at lægge Globals fulde drift ind i Fonden JazzHouse og at nedlægge foreningen. Denne manøvre kræver en ændring af de nuværende vedtægter samt en godkendelse fra Civilstyrelsen, som først kan forventes færdigbehandlet i april/maj 2017.
Af de nye vedtægter for den samlede fond, fremgår følgende og nye definerede formål:
"Fondens formål er at virke til gavn for dansk og udenlandsk jazz, verdensmusik og beslægtet musik af højt kvalitetsniveau og med stilistisk spredning. Fondens aktiviteter centrerer sig om drift af scener og spillesteder fortrinsvis i København."
Fonden kan iværksætte og tilslutte sig andre aktiviteter, der tjener til at styrke det levende jazz- og verdensmusikmiljø."
Da den formelle afklaring af overgangen til den nye organisationsstruktur for Global/JazzHouse derfor endnu ikke er afklaret, har Kulturstyrelsen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indsat et forbehold i Global/JazzHouse' rammeaftaledokuments punkt 7.
Økonomi
I henhold til Borgerrepræsentationens beslutning af 17. marts 2016 er der anvist dækning for udgiften på 6,4 mio. kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 03.35.63 Musikarrangementer (2016 -p/l) i perioden 2017-2020.
Videre proces
Såfremt Borgerrepræsentationen godkender rammeaftalerne, kan rammeaftalerne underskrives af aftaleparterne, og de kan træde i kraft.
Mette Touborg /Merete Evers Dewilde
Oversigt over politisk behandling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler:
- at rammeaftalerne for de regionale spillesteder VEGA og Global Copenhagen/JazzHouse Copenhagen for perioden 2017-2020 godkendes (bilag 1 og 2)
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2016
Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).
Indstillingen blev godkendt.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. januar 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. januar 2017
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.