Funktionsbeskrivelse for Intern Revision
I overensstemmelse med bestemmelserne i Funktionsbeskrivelsen for Intern Revision afsnit 18 skal Revisionsudvalget godkende ændringer til funktionsbeskrivelsen for Intern Revision.
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
- at den opdaterede Funktionsbeskrivelse for Intern Revision godkendes med følgende ændringer: Bilag 1, side 4, afsnit 8>9, punkt 13: "Ved eventuel anmodning om aktindsigt henviser Intern Revision til den reviderede forvaltning" præciseres til ”Intern Revisions besvarelse af aktindsigtsanmodninger vedrørende de reviderede forvaltninger sker efter inddragelse af de respektive forvaltninger jf. offentlighedslovens regler”, da lovgivningen om aktindsigt gælder for hele Københavns Kommune, herunder også Intern Revision.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Revisionsudvalgets budgetramme.
(Revisionsudvalget)
Problemstilling
Borgerrepræsentationen har den 8. maj 2014 truffet beslutning om Københavns Kommunes revisionsordning. Som konsekvens af denne beslutning har Borgerrepræsentationen endvidere på mødet den 18. juni 2014 godkendt forslag til ændringer i Københavns Kommunes Revisionsregulativ.
På nævnte baggrund og i forlængelse af den indgåede kontrakt om revision af Københavns Kommune mv. med virkning fra 1. januar 2014 opdateres Funktionsbeskrivelsen for Intern Revision.
Løsning
En opdateret Funktionsbeskrivelse for Intern Revision, godkendt af Revisionsudvalget, forelægges Borgerrepræsentationen med en indstilling fra Revisionsudvalget efter forud indhentet erklæring fra Økonomiudvalget.
Økonomi
Der er ingen økonomi forbundet med indstillingen.
Videre proces
Intern Revision oversender Revisionsudvalgets beslutning og en opdateret Funktionsbeskrivelse for Intern Revision til Økonomiforvaltningen. Økonomiudvalget udarbejder erklæring med henblik på forelæggelse for Borgerrepræsentationen.
/Lone Forsberg
Oversigt over politisk behandling
Intern Revision indstiller til Revisionsudvalget
- at Revisionsudvalget efter forudgående erklæring fra Økonomiudvalget indstiller over for Borgerrepræsentationen, at den opdaterede Funktionsbeskrivelse for Intern Revision godkendes af Borgerrepræsentationen.
Revisionsudvalgets beslutning i mødet den 25. juni 2014
Indstillingen blev godkendt.
Protokolbemærkninger:
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget indstiller, at sagen godkendes med følgende ændringer:
At Funktionsbeskrivelsen, bilag 1, side 4, afsnit 8>9, punkt 13: "Ved eventuel anmodning om aktindsigt henviser Intern Revision til den reviderede forvaltning" præciseres til ”Intern Revisions besvarelse af aktindsigtsanmodninger vedrørende de reviderede forvaltninger sker efter inddragelse af de respektive forvaltninger jf. offentlighedslovens regler”, da lovgivningen om aktindsigt gælder for hele Københavns Kommune, herunder også Intern Revision.
Revisionsudvalget godkendte den 18. februar 2014 en ny funktionsbeskrivelse, inden der var valgt model for Københavns Kommunes revisionsordning, og der var derfor behov for en yderligere opdatering af Intern Revisions funktionsbeskrivelse efter valget af model, som blev endeligt besluttet på Borgerrepræsentationens møde den 8. maj 2014. Ændringerne i funktionsbeskrivelse beskrevet i sagen til Revisionsudvalget den 18. februar 2014 er indeholdt i funktionsbeskrivelsen i denne sag, og det er derfor ikke relevant at fremlægge to separate sager. Ændringerne i funktionsbeskrivelsen godkendes derfor samlet i denne sag.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Revisionsudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. august 2014
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. september 2014
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.