Mødedato: 18.09.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Lokalplanforslag "Gyldenrisvej"

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal vedtage offentliggørelse af forslag til lokalplan ’Gyldenrisvej’ med tilhørende kommuneplantillæg, der muliggør etablering af en rækkehusbebyggelse beliggende mellem Irlandsvej, Oxford Have, Store Krog og Gyldenrisvej.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,     

    1.    at forslag til lokalplan ”Gyldenrisvej” (bilag 1) med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 (bilag 1) godkendes med henblik på fælles offentliggørelse i 8 uger. 

(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Grundejer ønsker at opføre en ny rækkehusbebyggelse på det tidligere manøvreareal til DONGs transformerstation beliggende Gyldenrisvej 54 i den sydlige del af Sundbyvester tæt ved grænsen til Tårnby. 

Gennemførelse af projektet kræver ny lokalplan og tilhørende kommuneplantillæg, idet det nuværende plangrundlag ikke giver mulighed for at anvende området til boligformål. Ved behandling af startredegørelsen bemærkede udvalget, at der ønskedes mere friareal, hvilket er tilvejebragt i dette lokalplanforslag.

Løsning

Projektet understøtter de grundlæggende visioner for Københavns byudvikling i Kommuneplan 2011, herunder målet om, at der opføres nye boliger til de mange nye københavnere, der forventes frem til 2025. I ”Metropol for mennesker” er det målet at fremme et mangfoldigt byliv og skabe rum til bevægelse. Projektet er en nutidig reference til andre populære boligområder, som ’Kartoffelrækkerne’ og de almene boligbebyggelser Grøndalsvænge og Ragnhildgade, som der er stor efterspørgsel efter blandt børnefamilier.

Projektet indeholder 38 helårsboliger, som rækkehuse i tre plan med et samlet etageareal på 4.477 m2. Bebyggelsesprocenten er 84 og friarealprocenten er 61. Husene er placeret i fire rækker front mod front og forskudt for at opnå en variation i bebyggelsen. Det giver mulighed for at tilvejebringe interne opholdsarealer (stræder) og et sammenhængende stisystem. Stræderne er bilfri, så der kun er adgang for cyklister og fodgængere, og børn kan lege trygt. Stræderne støder op til parkeringsarealet med to nye pladsdannelser, der indrettes med enkelte legeredskaber, bænke og mindre træer. Selve gaden hæves med et trafikdæmpende belægningsskift og begrønnes med løvtræer. I områdets østlige ende indrettes en natursti med variation af kratbeplantning og legemulighed. Der åbnes op mod nabobebyggelser ved at etablere en række passager i det omgivende levende hegn for cyklister og gående.

Parkeringsarealet er placeret som vinkelrette båse i forbindelse med tilkørselsvejen fra Gyldenrisvej. Der er planlagt en plads pr. bolig, i alt 38 pladser, inkl. to handicappladser, hvilket svarer til en parkeringsnorm på 1 plads pr. 113 m2 bolig, som ligger inden for kommuneplanens rammer, som er mindst 1 pr. 200 m2 og højst 1 pr. 100 m2. Cykelparkering foregår på egen grund.

Der afgrænses med hegn og træer mod tranformerstationen. Det er vurderet, at transformerstationen ikke giver anledning til støjgener. Lokalplanen indeholder bestemmelser, der sikrer beboerne mod støj, idet der stilles krav om dokumentation af overholdelse af Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier.

Der henvises i øvrigt til bilag 2, faktaark.

Byliv
Projektet vil med de centrale stræder og pladsdannelser give mulighed for ophold og leg i umiddelbar forbindelse med boligerne. De planlagte stier og passager gennem bebyggelsen vil være med til at skabe en let gennemstrømning af mennesker, øge trygheden og lede cykler og gående mod de tilstødende boligområder og funktioner.

Bæredygtighed
Lokalplanen vil stille krav om grønne tage og lokal nedsivning af regnvand. Bebyggelsen opføres efter laveste energiklasse, med mulighed for solceller.

Kommuneplan
En realisering af det aktuelle projekt forudsætter udarbejdelse af et kommuneplantillæg til kommuneplan 2011. Det foreslås at ændre områdets ramme fra teknisk anlæg (T2) til boligområde (B3) med en maksimal bebyggelsesprocent på 110 pct. Bygningshøjden må ikke overstige 20 meter.

Intern høring
Der er foretaget intern høring i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget, herunder af Lokaludvalget for Amager Vest – lokaludvalget vil blive hørt igen, når forslaget sendes i høring. Lokaludvalget bakker op om lokalplanen og opfordrer til, at der i planen indarbejdes fælles grønne arealer, og at der generelt arbejdes med grønne overflader og belægninger.

Forvaltningen kan oplyse, at der i lokalplanen er tilvejebragt yderligere fælles friarealer, i forhold til startredegørelsen, herunder to opholdspladser, udvidelse af det bilfri stræde mellem husene, samt et naturstiforløb og legekrat, der i sammenhæng med private haver giver gode muligheder for udendørs ophold.

Miljøvurdering
Forvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke medfører miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Økonomi

Når projektet er realiseret, vil det give en skønnet kommunal skatteindtægt på 0,7 – 0,8 mio. kr. årligt.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt sendes planforslaget i høring i 8 uger.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningerne gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen januar 2015.

 

Bjarne Winge                   / Pernille Andersen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forslag til lokalplan ”Gyldenrisvej” (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse i 8 uger.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

    2.    at det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse sammen med lokalplanforslaget i 8 uger.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 25. august 2014

Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 2. september 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.



Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. september 2014

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Der blev givet frist for mindretalsudtalelser til mandag den 22. september 2014, kl. 12.00.

 

 

 

Til top