Mødedato: 18.06.2014, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om forsøg med foreningsdrevet svømmeundervisning

Indstilling og beslutning

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde forslag til etablering af et forsøg med foreningsdrevet svømmeundervisning i Københavns Kommune, hvor skolesvømningen på en udvalgt skole varetages af en lokal svømmeforening i et samarbejde mellem den pågældende skole, skolefritidsordning og svømmeforening,
  2. at forslaget er udgiftsneutralt, så udgifterne til forsøget med en svømmeforening dækkes af de udgifter, der i dag bruges på svømmeundervisning,
  3. at forslaget forelægges de to fagudvalg inden udgang af oktober 2014.

(Stillet af Socialistisk Folkeparti)

 

Problemstilling

Løsning

Økonomi

Videre proces

MOTIVERING

SF vil gerne styrke svømmeundervisningen i København ved at trække på de erfaringer og kvaliteter, der findes i de lokale svømmeforeninger. Foreningerne er præget af en glæde ved og lyst til svømning, som folkeskoleelever i København kan have stor gavn af i svømmeundervisningen. Samtidig er et samarbejde mellem skoler og foreninger en mulighed for børnene til at blive introduceret til foreningslivet og en mulighed for skolen til at danne det forpligtende samarbejde med foreningslivet, som folkeskolereformen forudsætter. SF mener, at svømmeforeningerne har noget væsentligt at byde ind med i forhold til den længere og mere sammenhængende skoledag. Og svømmeklubberne synes at være af samme overbevisning. Den største svømmeklub i København, Hovedstadens Svømmeklub, har offentligt meldt sig klar til at indgå i et samarbejde med skoler og skolefritidsordninger, hvor svømmeklubben står for svømmeundervisning i eftermiddagstimerne, mens børnene er i SFO. Perspektiverne i et sådan samarbejde ønsker SF at forfølge.

I Gentofte Kommune valgte de i 2011 netop at omorganisere den traditionelle skolesvømning, så den nu foregår i et samarbejde mellem Gentofte Svømmeklub og de kommunale skolefritidsordninger. Svømmeundervisningen tilrettelægges af erfarne og uddannede svømmetrænere fra den lokale svømmeklub, mens det pædagogiske personale fra skolefritidsordningerne er med i vandet som hjælpeinstruktører. Med Gentofte Kommune som inspirationskilde foreslår SF, at vi får udarbejdet en model for et forsøg med foreningsdreven svømmeundervisning i Københavns Kommune.

SF ønsker med forslaget ikke at spare på svømmeundervisningen, men at udvikle denne. Derfor er det vigtigt, at udgifterne til forsøget svarer til de udgifter, der i dag bruges på svømmelærere.

 

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. juni 2014

 

Et forslag fra Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF om at henvise medlemsforslaget til Børne- og Ungdomsudvalget med inddragelse af Kultur- og Fritidsudvalget blev vedtaget uden afstemning.

 

Til top