Kommuneplanstrategi 2014 - Den sammenhængende by
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
- at hvidbogen (bilag 1 og bilag 2) godkendes,
- at kommuneplanstrategien godkendes,
- at det godkendes at sende kommuneplanstrategien i 8 ugers offentlig høring.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Økonomiudvalget besluttede på mødet den 25. marts 2014 at sende udkastet til kommuneplanstrategi i høring i fagudvalgene, lokaludvalgene og Handicap-, Udsatte- og Ældrerådet. Alle udvalg og råd har behandlet udkastet til kommuneplanstrategien. Generelt er der tilfredshed med strategiens fokus, vision og retninger. Alle de hørte udvalg og råd har dog kommentarer og forslag til ændringer og justeringer af indholdet i kommuneplanstrategien.Løsning
Økonomiforvaltningen har deltaget i de fleste fagudvalgs møder ved behandlingen af udkastet til kommuneplanstrategi og på alle lokaludvalgenes møder ved deres behandling af udkastet.
Kommuneplanstrategiens fokus.
Gennemgående er der stor opbakning til kommuneplanstrategiens vision og overordnede fokus på den sammenhængende by. Såvel fagudvalgene som mange af lokaludvalgene og de tre råd giver udtryk for, at kommuneplanstrategiens emner har stort sammenfald med udvalgenes og rådenes arbejde. Kommuneplanstrategiens tema, Den sammenhængende by, bifaldes bredt i alle høringssvarene både med henblik på den sociale sammenhængskraft og den sociale og fysiske sammenhæng mellem ny byområder og den eksisterende by.
Derudover viser høringssvarene, at et par temaer samler stor interesse fra en lang række høringsparter. I det følgende vil hovedpunkterne fra fagudvalgenes høringssvar blive gennemgået.
Boliger.
Boligområdet er et centralt tema i fagudvalgenes høringssvar. Vigtigheden af at København kan tilbyde et tilstrækkeligt og varieret boligudbud til alle og at byen fortsat hænger socialt sammen går igen som overordnet hensyn i fagudvalgenes svar. Dernæst støtter f.eks Socialudvalget aktivt op om at arbejde for en ændret lovgivning for at kunne føre en aktiv boligpolitik. Både Socialudvalget og Teknik- og Miljøudvalget påpeger vigtigheden af samarbejdet med de almene boligorganisationer. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget henleder opmærksomheden på den tværfaglige indsats i udsatte boligområder.
Økonomiforvaltningen bemærker den brede enighed om dette temas centrale placering i kommuneplanstrategien i temaerne ”Plads til flere Københavnere” og ”En sammenhængende by” og at der kun er et enkelt ændringsforslag fra fagudvalgene vedrørende boligområdet til disse to temaer, jfr. hvidbogen over ændringsforslag (bilag 1). Arbejdet med denne målsætning er en vigtig del af flere forvaltningers arbejde og er til stadighed genstand for en række initiativer fra kommunens side. Revisionen af kommuneplanen vil bidrage til denne brede indsats ved at vurdere en række bestemmelser herunder bl.a. om boligstørrelser og bebyggelsesprocenter.
Arealer.
Et andet tema, som går igen i fagudvalgenes høringssvar, er ønsket om at sikre og udvikle arealer til forskellige formål i takt med og som konsekvens af befolkningstilvæksten. Der er opmærksomhed omkring at sikre tilstrækkelige arealer til det københavnske erhvervsliv, som nævnes af Teknik- og Miljøudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Der gøres opmærksom på behovet for at undersøge mulighederne for at udvide og udvikle arealer til rekreative (Kultur- og Fritidsudvalget) og grønne områder (Teknik- og Miljøudvalget). Dette understreges ligeledes af en række af lokaludvalgene. Andre kommentarer, som knytter an til spørgsmålet om brug af arealer, er behovet for at sikre plads til den kommunale service, det være sig skoler, daginstitutioner, sociale tilbud, renhold m.v. som Børne- og Ungdomsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget samt Socialudvalget nævner.
Økonomiforvaltningen bemærker, at brugen af byens arealer temaet er en central udfordring som følge af den forventede befolkningsvækst på ca. 100.000 nye københavnere i 2025. Det indgår derfor også i alle fem temaer i kommuneplanstrategien, da det er vigtigt, at byen også fremover vil kunne tilbyde de faciliteter, kommunale services og rekreative muligheder, som er med til at gøre København til en meget attraktiv by. Det er en udfordring, som ikke alene kan løses gennem den fysiske planlægning og kommuneplanens regelsæt. Økonomiforvaltningen vil derfor i tæt samarbejde med de øvrige forvaltninger i forbindelse med kommuneplanrevisionen i 2015 arbejde for en løsning, der sikrer en tæt koordinering af bevillinger til nye kommunale investeringer og eventuelle arealreservationer i planprocessen. Det vil medføre en yderligere koordinering af planprocesser og budgetlægningen end der sker med handlingsplanerne.Brugen af arealer knytter også an til spørgsmålet om bedre og flerfunktionel udnyttelse af kommunens egne bygninger. Dette tema er med i kommuneplanstrategien, men kræver også en tættere koordinering på tværs af kommunens forvaltninger. Flerfunktionalitet tages op af såvel Børne- og Ungdomsudvalget vedr. især skoler, Teknik- og Miljøudvalget vedrørende fleksible boliger og grønne områder og af Kultur- og Fritidsudvalget vedrørende såvel udendørs som indendørs idræts- og kulturfaciliteter.
Økonomiforvaltningen bemærker, at fagudvalgene støtter op om indsatsen med at se på kapacitetsudnyttelse, multifunktionalitet og nytænkende løsninger i areal- og bygningsbrug og ser frem til samarbejdet med udspring i kommuneplanstrategiens målsætninger.
Arbejdspladser.
På baggrund af en målsætning om at sikre arbejdspladser til københavnerne lægger kommuneplanstrategien blandt andet op til, at det skal vurderes, hvilke erhvervsområder byen har behov for og mere samarbejde med virksomheder, forskningsinstitutioner og staten om at sikre uddannelsesinstitutioner i København. Disse temaer fremhæves særligt af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Børne – og Ungdomsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget.
Dette er en vigtig indsats, da det skal være med til at sikre velfærden fremover. Økonomiforvaltningen bemærker, at det i høj grad er et område, som kræver en tværfaglig indsats på tværs af forvaltningerne og noterer sig fagudvalgenes fokus på området.
Øvrige emner.
En række andre af kommuneplanstrategiens temaer kommenteres også af fagudvalgene. I det følgende nævnes udvalgte emner sammen med de ændringsforslag, som har medført ændring i udkastet til kommuneplanstrategi.
Vigtigheden af tilgængelighed og grøn mobilitet i byen for såvel borgerne som erhvervslivet nævnes af Teknik- og Miljøudvalget. Økonomiforvaltningen bemærker, at det er i fin overensstemmelse med et af afsnittene i bæredygtig udvikling i strategien. Såvel Socialudvalget som Handicaprådet og Vanløse Lokaludvalg foreslår en tilføjelse i teksten med specifik bemærkning om tilgængelighed for handicappede til rekreative områder og i byen generelt, hvilket Økonomiforvaltningen derfor foreslår tilføjet i kommuneplanstrategien.
Sundheds- og Omsorgsudvalget henleder opmærksomheden på, at andelen af ældre over 65 stiger hen i slutningen af planperioden (12 år) og et ændringsforslag fra Ældrerådet medfører, at Økonomiforvaltningen indstiller, at seniorlivet medtages i strategiens forord. Sundheds- og omsorgsudvalget bifalder på sin side, at sunde rammer indgår med vægt i temaet ”Kvalitet i byen”.
Børne- og Ungdomsudvalget foreslår, at der ændres i udkastet omkring det arbejde, som er i gang i forvaltningen med analyse af folkeskolerne kapacitet i lyset af folkeskolereformen. Økonomiforvaltningen foreslår i enighed med Børne- og Ungdomsforvaltningen, at det i teksten nævnes, at der er igangsat en analyse for at se på mulighederne for at reducere anlægsudgifterne på skoleområdet, ved dels at anvende bygningskapaciteten i skoler og KKFO/fritidstilbud mere intensivt og dels ved at reducere udgifter til nye udbygninger af byens folkeskoler.
Teknik- og Miljøudvalget foreslår, at der i temaet "Kvalitet i byen" tilføjes, at der indenfor byens rammer skal arbejdes for at skabe og bevare en høj kvalitet med biologisk mangfoldighed, som kan give borgerne i København værdifulde oplevelser. Dette indstiller Økonomiforvaltningen derfor tilføjet teksten i det pågældende tema.
Alle høringssvarene er vedlagt denne indstilling som bilag 4 - 24. Økonomiforvaltningen har gennemgået de enkelte udvalg og råds bemærkninger. De fulde høringssvar indgår som en del af grundlaget for Økonomiforvaltningens arbejde med den kommende kommuneplan.
Bilag 1 giver en oversigt over
- ændringsforslag til kommuneplanstrategiens indhold.
Bilag 2 indeholder
- centrale kommentarer til det forestående arbejde med udarbejdelse af kommuneplanen og
- centrale bemærkninger til kommuneplanstrategiens tekst
I bilag 1 har Økonomiforvaltningen anført et svar på, om, og i givet fald, hvordan de enkelte udvalgs og råds ændringer indarbejdes i kommuneplanstrategien. I bilag 2 kommenterer Økonomiforvaltningen på de enkelte udvalg og råds bemærkninger og kommentarer herunder til arbejdet med kommuneplanen.
Udover de ændringer som er foranlediget af den interne høring har Økonomiforvaltningen som følge af Borgerrepræsentationens vedtagelse af kommuneplantillæg om ungdomsboliger den 10. april 2014 og indgåelsen af aftalen med staten om metro til Sydhavn m.v. ajourført teksten i kommuneplanstrategien.
Økonomi
Indstillingen har ingen selvstændig økonomisk konsekvenser.Videre proces
Borgerrepræsentationen behandler forslaget til kommuneplansstrategien inden sommerferien, hvorefter strategien sendes i 8 ugers offentlig høring fra den 15. august til 10. oktober. I løbet af den offentlige høringsperiode afholder Økonomiforvaltningen i samarbejde med eksterne interessenter en række mindre work-shops og to arrangementer for offentligheden. Herefter udarbejder Økonomiforvaltningen hvidbog med resume af bemærkninger fra offentligheden. Hvidbogen fremlægges sammen med kommuneplanstrategien i november 2014.Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at hvidbogen (bilag 1 og bilag 2) godkendes,
- at kommuneplanstrategien godkendes,
- at det godkendes at sende kommuneplanstrategien i 8 ugers offentlig høring.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2014
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 10 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B, F, V og O.
Imod stemte: C.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Kommuneplanstrategien er for uambitiøs i forhold til at skabe økonomisk vækst. De nævnte erhvervsinitiativer vil være utilstrækkelige, og der bør bl.a. ske en reduktion af skatter og afgifter og oprettes bedre parkeringsmuligheder.”
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. juni 2014
Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag om en tilføjelse af en retning/indsats på s. 49 i forslaget:
”Se udviklingen i byens rekreative grønne arealer i sammenhæng med den befolkningsmæssige udvikling”.
Det af partierne fremsatte ændringsforslag blev godkendt med 39 stemmer imod 5. 5 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, O og Ø.
Imod stemte: C og I.
Undlod at stemme: V.
Indstillingen blev herefter godkendt med 39 stemmer imod 3. 5 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, I, O og Ø.
Imod stemte: C.
Undlod at stemme: V.
Der blev givet frist for afgivelse af mindretalsudtalelser til mandag den 23. juni 2014, kl. 12.00.
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre ønsker ikke at stemme for den foreslåede kommuneplanstrategi, da strategien ikke indeholder tilstrækkeligt fokus på erhvervsudvikling og vækst. For at styrke Københavns sammenhængskraft er det helt afgørende, at kommuneplanstrategien inddrager erhvervsudviklingen, idet understøttelse og tiltrækning af arbejdspladser er en afgørende faktor for bedre sammenhæng i byen.”
Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Kommuneplanstrategien er for uambitiøs i forhold til at skabe økonomisk vækst. De nævnte erhvervsinitiativer vil være utilstrækkelige, og der bør bl.a. ske en reduktion af skatter og afgifter og oprettes bedre parkeringsmuligheder.”