Mødedato: 18.06.2014, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Fælles grundlag for den borgerrettede kontrolindsats: Københavns Kommunes strategi mod fejludbetalinger og social snyd

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen (BR) skal tage stilling til forslag om en fælles strategi for det borgerrettede kontrolområde.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at den fælles strategi for det borgerrettede kontrolområde i Københavns Kommune godkendes med henblik på fortsat implementering i forvaltningerne.

(Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Den korrekte udbetaling af sociale ydelser og kontrol har i de senere år været i stigende fokus, og på såvel nationalt som kommunalt plan arbejdes der i flere sammenhænge på at nedbringe fejludbetalinger og social snyd.

Udbetaling Danmark (UDK) overtog fra 2012 løbende myndighedsansvaret for udbetalingen af en række kommunale ydelser. Om end Københavns Kommune (KK) og UDK løbende udvikler samarbejdet om kontrollen, ligger kontrolopgaven, hvor myndighedsansvaret for de respektive ydelser er placeret.

I 2013 overførte KK samlet omkring 6,2 mia. kr. til borgere i form af sociale ydelser, økonomiske tilskud mv. Heraf var de største områder kontanthjælpsområdet (kontanthjælp, ledighedsydelser mm.) i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) med ca. 4,8 mia. kroner, sygedagpengeområdet i BIF med ca. 1,1 mia. kroner, samt tilskud ved Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) til økonomisk friplads og pasning mv. på sammenlagt omkring ca. 522 mio. kroner.

Det målte, økonomiske udbytte af kommunens samlede kontrolindsats var i 2013 ca. 75 mio. kroner: Heraf ca. 7,2 mio. kroner på sygedagpenge-, ca. 41,5 mio. kroner på kontanthjælps- og ca. 20,9 mio. kroner på BUFs tilskudsområde igennem opfølgende kontrol (kontroltrin 2), mens udbyttet af cpr-kontrollen (kontroltrin 3) i 2013 var ca. 5,5 mio. kroner.

Opgørelsen af den økonomiske effekt skal dog tages med stort forbehold: Den generelle, forebyggende effekt af kontrolindsatsen er ikke opgjort. Heller ikke effekten af arbejdet i ansøgningsfasen (kontroltrin 1) – som indebærer, at uberettigede ansøgninger stoppes og ikke fører til fejludbetaling – er opgjort og medregnet. For det tredje er det økonomiske udbytte på enkelte myndighedsområder ikke opgjort og indgår derfor ikke.

Til sammenligning var det opgjorte økonomiske udbytte af UDKs kontrolindsats i forhold til ydelser udbetalt til københavnske borgere ca. 49 mio. kroner i 2013. Beløbet skal grundet opgørelsesmetoden tages med forbehold og omfatter alle 3 kontroltrin: Kontroltrin 1 (ca. 18,7 mio. kr.), kontroltrin 2 (ca. 22 mio. kr.) og kontroltrin 3 (ca. 8,3 mio.).

I 2013 indgik i omegnen af 170 ÅV i kommunens kontrolindsats: Heraf skønsmæssigt ca. 65 til kontrol i ansøgningsfasen (kontroltrin 1), ca. 95 ÅV i opfølgende kontroller (kontroltrin 2) og 8 ÅV til cpr-kontrol (kontroltrin 3). Skønnene skal tages med forbehold, idet ÅV også indgår i relaterede opgaver, og fordi det særligt på ydelsesområderne er vanskeligt at sondre mellem den almindelige sagsbehandling forbundet med administration/tildeling af ydelser og det egentlige kontrolarbejde.

I foråret 2013 gennemførte forvaltningerne sammen med Intern Revision en analyse af tildeling og udbetaling af sociale ydelser i KK. Analysen er samlet i vedlagte rapporter (bilag 2 og 3), som blev taget til efterretning af BR ved fællesindstilling d. 10/10 2013. Analysen viste, at indsatsen generelt er velfungerende, men at der er behov for at arbejde med en række udfordringer gennem et fortsat fælles fokus på området.

På den baggrund blev det med budget 2014 besluttet at nedsætte et tværgående ledelsesforum med tilhørende sekretariat, som skal følge op på analysens resultater, sikre udførelse af og fremdrift i de opgaver og anbefalinger, som rapporten lægger op til, samt analysere yderligere, hvordan kontrolområdet kan effektiviseres og styrkes på tværs af kommunen. Dette arbejde blev påbegyndt primo 2014 og løber til og med 2015.

Løsning

En af rapportens centrale anbefalinger er vedtagelsen af en fælles strategi for det borgerrettede kontrolområde i KK. Denne skal styrke og sikre:

  • Et fælles værdigrundlag for kontrolarbejdet.
  • Sammentænkning af kontrolområdet i KK.
  • Klarhed om kontrollens betydning og valgte metoder.
  • Kontinuitet, udvikling og ressourceallokering.
  • Politisk og ledelsesmæssig forankring.
  • Mulighed for diskussion, afstemning og prioritering af kontrolområdet i forhold til relaterede politikområder, samt kommunale og nationale strategier.

Vedtagelsen af den fælles strategi ”Et fælles grundlag for den borgerrettede kontrolindsats: Københavns Kommunes strategi mod fejludbetalinger og social snyd” (bilag 1), som forvaltningerne har udarbejdet i fællesskab, imødekommer ovenstående formål.

Strategien skitserer, hvorfor og hvordan KK kontrollerer, at ydelser udbetales på korrekt grundlag. Den skitserer derudover hvilke hensyn, der ligger bag indsatsen, og hvordan forvaltningerne aktivt arbejder for kontrollens formål og overholdelsen af de fire væsentlige hensyn – såvel overordnet, som på de enkelte kontrol- og ydelsesområder, herunder ydelseskontrollen og cpr-kontrol.

Centralt står, at den københavnske kontrolindsats skal leve effektivt op til sit formål, og at den skal være (1) juridisk, (2) økonomisk, (3) etisk og (4) demokratisk legitim og meningsfuld: Kontrolindsatsen skal til enhver tid være lovlig, foregå med respekt for borgeren, borgerens situation og borgerens rettigheder. Den skal have politisk opbakning fra BR og give økonomisk mening for fællesskabet i kommunen.

I strategien angives, hvordan forvaltningerne sikrer, at hensynene bag indsatsen overholdes.

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændig økonomisk effekt.

Videre proces

Strategien skal efter godkendelse på BR fungere som et fælles grundlag for KK kontrolindsats og for den videre udvikling af området.  



Claus Juhl     Carsten Haurum     Birgitte Hansen     Else Sommer     Anette Laigaard

Oversigt over politisk behandling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler

  1. at den fælles strategi for det borgerrettede kontrolområde i Københavns Kommune godkendes med henblik på fortsat implementering i forvaltningerne.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 15. maj 2014

Indstillingen blev godkendt.

Rikke Lauritzen og Allan Ahmad tog forbehold.

 

 

Socialudvalgets beslutning i mødet den 21. maj 2014

Indstillingen blev godkendt.

 

 

Enhedslisten afgav protokolbemærkning om, at

”EL tager forbehold for de videre forhandlinger. Vi vil ved behandlingen i Borgerrepræsentationen fremsætte et ændringsforslag med henblik på, at der i strategien sættes klare rammer for privatlivets fred, og hvordan kommunen kan foretage kontrol.

 

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 28. maj 2014

Indstillingen blev godkendt.

Rikke Lauritzen (Ø) og Gorm Gunnarsen (Ø) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: ”EL tager forbehold for de videre forhandlinger. Vi vil ved behandlingen i Borgerrepræsentationen fremsætte et ændringsforslag med henblik på, at der i strategien sættes klare rammer for privatlivets fred, og hvordan kommunen kan foretage kontrol".

 

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 2. juni 2014

Indstillingen blev godkendt.

Der var følgende protokolbemærkning fra Ø, som B, F og I tilsluttede sig:
"Ø tager forbehold for de videre forhandlinger. Vi vil ved behandlingen i Borgerrepræsentationen fremsætte et ændringsforslag med henblik på, at der i strategien sættes klare rammer for privatlivets fred, og hvordan kommunen kan foretage kontrol."

Der var følgende protokolbemærkning fra V, som B, F, Ø og I tilsluttede sig:
”Venstre tager forbehold for sagens videre behandling og ønsker en præcisering af strategien ift, hvordan samarbejdet med SKAT og Udbetaling Danmark om den borgerrettede kontrolindsats tænkes udført."


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF afgav følgende protokolbemærkning:

 

”Partierne vil ved behandlingen i Borgerrepræsentationen fremsætte et ændringsforslag med henblik på, at der i strategien sættes klare rammer for beskyttelse af privatlivets fred, og for hvordan kommunen kan foretage kontrol.”

 

Det Konservative Folkeparti tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. juni 2014

 

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag som et underændringsforslag til et af Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF fremsat ændringsforslag:

 

”At forvaltningerne vender tilbage til Økonomiudvalget med oplysninger om, hvordan de i deres kontrolindsats sikrer klare rammer for hensynet til borgernes privatliv, f.eks. i forhold til sociale medier som Facebook mm. Og at det af strategien kommer til at fremgå eksplicit, at kommunen ikke indhenter oplysninger fra borgeres private profiler på sociale medier, og at der ikke foregår observationer på/af borgernes private bopæl. Dette må kun foregå i sjældne nødstilfælde og såfremt der er tale om alvorlige sager.

 

At det tydeliggøres i strategien, at kommunen lever op til Retssikkerhedslovens bestemmelser og sikrer, at de københavnske borgere får vejledning om de konkrete ydelser de har ret til at modtage.”

 

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte underændringsforslag blev forkastet med 40 stemmer imod 5. 4 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: C og I.

Imod stemte: A, B, F, V og Ø.

Undlod at stemme: O.

 

 

Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF fremsatte følgende ændringsforslag:

 

”At forvaltningerne vender tilbage til Økonomiudvalget med oplysninger om, hvordan de i deres kontrolindsats sikrer klare rammer for hensynet til borgernes privatliv, f.eks. i forhold til sociale medier som Facebook mm. Og at det af strategien kommer til at fremgå eksplicit, at kommunen ikke – udover hvad der evt. kræves for at håndhæve lovgivningen - indhenter oplysninger fra borgeres private profiler på sociale medier, og at der kun kan foregå observationer på/af borgernes private bopæl, såfremt det ikke har været muligt at komme i kontakt med borgeren på anden måde.

 

At det tydeliggøres i strategien, at kommunen lever op til Retssikkerhedslovens bestemmelser og sikrer, at de københavnske borgere får vejledning om de konkrete ydelser, de har ret til at modtage.”

 

 

Det af Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF fremsatte ændringsforslag blev vedtaget uden afstemning.

 

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

Til top